Imam tager afstand fra falske jomfruhinder

– Kirke/stat-diskussionen er interessant på længere sigt, men ikke nu. Man skal ikke tro, at muslimer kun ...

Jomfruhinde-reparation er mere kultur end religion, siger Abdul Wahid Pedersen. Foto: Leif Tuxen.

At piger får ny jomfruhinde er mere et kulturelt spørgsmål end religiøst betinget, mener Imam Abdul Wahid Pedersen. Det burde ikke være nødvendigt, siger han

Det burde ikke være nødvendigt, at piger får en ny kunstig jomfruhinde, fordi de skal giftes.

Det siger Imam Abdul Wahid Pedersen i en kommentar til Ritzaus dækning af fænomenet.

For det er alment kendt, at jomfruhinder er en skrøbelig størrelse, der kan springe ved eksempelvis idræt, lang tid før pigen indtager ægtesengen som nygift.

- At jomfruhinden er sprunget, kan have helt andre årsager, end at pigen har været ude på andet ærinde. Men pigerne vurderer vel, at det er en kulturelt betinget nødvendighed, hvis de får en ny, siger imamen.

Ud fra et religiøst synspunkt ændrer en ny kunstig jomfruhinde ikke på virkeligheden, mener imamen videre.

- Det kan ikke udelukkes, at pigerne kan have behov for bedre sundhedsoplysning, da de reagerer på en kulturel forventning og tyr til den slags "lappeløsninger". En kunstig jomfruhinde gør ikke pigen til jomfru og er vel i bund og grund blot et forsøg på at kunne leve op til de forventninger, som den omgivende verden stiller, siger Abdul Wahid Pedersen.

.