Indledningen til den danske katastrofe i 1864

'Regeringen vidste, at det var et brug på de internationale aftaler, som Danmark havde indgået. Den vidste, at krig var det sandsynlige resultat,' vurderer Tim Knudsen om situationen i 1864. Foto: . / Iris

For 150 år siden i november 1863 fremprovokerede den danske regering den krig, der førte til, at det danske monarki tabte hertugdømmerne Slesvig-Holsten og Lauenborg. Dansksindede kom til at leve under preussisk herredømme i 56 år

Eftertiden har i det endeløse spekuleret over, hvorfor regeringen styrede ind i katastrofen i 1864. Vi får aldrig en forklaring, der kan dokumenteres med uafviselige beviser. Men der er nok kun en sandsynlig forklaring, hvis vi går ud fra, at C.C. Hall, der var både konseilspræsident (statsminister) og udenrigsminister, ikke var irrationel og vidste, hvad han gjorde.

Bag krigen lå, at der i mere end 30 år havde været konflikt om Slesvig-Holstens status. Det havde i århundreder ikke rigtig været et problem, at dansk- og tysktalende levede side om side i hertugdømmerne. Monarkiske statsdannelser blev holdt sammen af fyrstedynastiers arverettigheder, og den danske konge-slægts arverettigheder til hertugdømmerne blev ikke betvivlet.

LÆS OGSÅ: Danskerne vil da gerne høre tysk i biografen

Men fra 1830 gik en ny nationalisme som et spøgelse gennem Europa. I Danmark voksede en nationalisme, der krævede hertugdømmet Slesvig inkorporeret i det danske kongerige. I Slesvig-Holsten groede en slesvig-holstenisme, der ville være en selvstændig stat, som skulle indgå i Det tyske Forbund, en løs sammenslutning af tyske stater (Tyskland blev først samlet under preussisk førerskab i 1871). I en krig i 1848-1851 havde Danmark slået slesvig-holsterne, men ikke løst problemet.

Den eneste holdbare løsning var at dele Slesvig mellem tyske og danske, som det skete i 1920. Men det var man i 1863 ikke moden til. På begge sider var man låst fast i gamle tankegange om dynastiers historiske arverettigheder. Danske nationalister ville have hele Slesvig indlemmet i Danmark. Slesvig-holstenere krævede hele Slesvig.

Efter års nølen spillede den danske regering i 1863 ud med en ny forfatning, som forenede Slesvig med Danmark. Den vidste, at det var et brud på de internationale aftaler, som Danmark havde indgået. Den vidste, at krig var det sandsynlige resultat. Den burde have vidst, at Danmark var militært underlegen.

Forklaringen kan være, at Hall håbede på, at en krigs trængsler ville ændre stemningen i Danmark, så både konge og befolkning blev parat til at acceptere en deling af Slesvig. Man skal her huske, at regeringsledelsen formelt lå hos kongen, og at den tids statsministre måtte kæmpe for at få magt.

Det er nok et vildspor, at mange har ment, at Hall også ventede hjælp fra Sverige-Norge. Den svenske konge havde sammen med den danske konge ført bragesnak om ubrydeligt skandinavisk sammenhold, men de svenske ministre havde den 8. september 1863 klart undsagt deres egen konge. Alligevel fik Hall i november 1863 gennemført den provokerende forfatning. Og han fortalte løgnagtigt, at Danmark ville få hjælp fra Sverige og Norge.

Løgnen gjorde ham det umuligt bagefter at forklare sig helt. For Halls løgn var til en rigsretsdom, der ville noget.

Alt gik galt. Kong Frederik VII døde, inden han kunne underskrive den ny forfatning. Frederik VII ønskede nok at få Slesvig indlemmet i Danmark, men han var aldrig seriøst interesseret i at regere, og det er ikke utænkeligt, at han kunne være manipuleret til at affinde sig med en deling af Slesvig.

Efterfølgeren, Christian IX, var derimod inderligt imod at afgive noget af sit territorium og nærede mistillid til Hall. Hall blev snart afskediget. D.G. Monrad blev førsteminister i en ny regering, som man kaldte million-regeringen, fordi den ifølge folkeviddet bestod af et et-tal, Monrad, og seks ministernuller.

Monrad manglede dømmekraft og nærede en hel overdreven tro til, at Danmark kunne klare sig på slagmarken. Katastrofen lå forude. Hall skal da på Frederiksberg Allé i harme have givet udtryk for mistillid til Monrads dømmekraft, så forbipasserende ikke kunne undgå at høre det: Han gør det gale; De skal se, han gør det gale, jeg kender ham. Hvis jeg var ved roret nu; det danske folk skulle komme til at velsigne mig og i tusinde år. Jeg ville kunne skaffe det en løsning, som i virkeligheden er den bedste.

Resultatet af krigen blev et andet, end både danskerne, slesvig-holstenerne og det meste af Det Tyske Forbund havde håbet på. I stedet for en slesvig-holstensk stat banede krigen vejen for, at hertugdømmerne blev opslugt i den stærkeste af de tyske stater, Preussen.

Historikere har i den forbindelse gjort meget ud af, at jernkansleren Bismarck i 1862 havde fået magten i Preussen. Det er uden tvivl rigtigt, at Bismarck og hans planer ikke blev forstået rigtigt. Man havde heller ikke helt forstået Preussens politiske og militære styrke. Man så ikke klart, at Bismarck havde sat sig som mål at samle Tyskland under Preussens lederskab, og han kunne bruge konflikten med Danmark som løftestang for sine planer.

Preussen havde desuden brug for havnebyen Kiel som flådebase, og der skulle anlægges en kanal fra Kiel til Elben, som muliggjorde en flytning af tyske krigsskibe fra Østersøen til Nordsøen uden at passere de danske bælter. Preussen, der ikke havde krigsskibe af betydning, skulle være en flådemagt og på sigt udfordre selv briterne som klodens stærkeste flådemagt.

Men man skal ikke overse, at Bismarck var moderne i den forstand, at han var tindrende ligeglad med fyrsters arverettigheder og historiske grænser. Han havde ingen seriøs interesse i at få også Nordslesvig taget ud af det danske monarki. Kun en dansk stædighed og blindhed, som især Monrad måtte tage ansvar for, spillede ham Nordslesvig i hænderne. Tilmed havde Monrad, der gerne havde ført krigen helt til København, nær sat hele det danske rige på spil.

Man kan altså sige, at vi måske fik nederlaget i 1864, fordi Hall kalkuleret spillede højt spil og tabte. Hall hævdede selv efter 1864, at han ville have accepteret Slesvigs deling. Det kan være en efterrationalisering, et forsøg på at fralægge sig ansvaret for katastrofen i 1864, men alle historikere er enige om, at Halls påstand helt stemmer med hans normale kompromissøgende adfærd. Man kan også sige, at det måske ikke ville være gået helt galt, hvis det havde været helt klart, om kongen eller førsteministeren var regeringens suveræne leder.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator