Hvad er status for inklusion i skolen?
Det er meget svært at gøre status over, fordi der er meget store kommunale forskelle, og selv inden for den enkelte kommune kan der være fire skoler, hvor det går godt, og fem, hvor det går mindre godt. Det afgørende er, at en proces er sat i gang, som alle er med i. Men inklusion tager lang tid at gennemføre, fordi det ikke kun er en metode, men en helt anden måde at tænke skole på.
I den politiske verden er man optaget af, om opgaven kan løses på en måde, så det gavner både de børn, der skal inkluderes, og dem, der går i normalklasserne. Kan den det?
Det er en misforståelse at se det på den måde, at der findes inklusionsbørn. Inklusion handler ikke om bestemte børn, men om at skabe fællesskaber, som er mere rummelige. I 20 år har vi segregeret temmelig mange fra fællesskabet. Vi er nødt til at arbejde med større diversitet og lære, at alle har noget at bidrage med.
LÆS OGSÅ: Mismod bremser inklusion i skolen
Er motivet for inklusionsarbejdet ikke økonomisk?
Det er et fast mundheld, at det hele bare er en spareøvelse, men i mange kommuner følger de samme penge med børnene over i normalskolen. Desuden kan vi ikke tåle, at specialområdet bliver stadig dyrere. Men hovedformålet er ikke økonomisk, det er faktisk grundlæggende en humanistisk, etisk dagsorden, som går ud på, at det ikke nytter noget at smide så mange mennesker væk.
Jeres videncenter samarbejder med en række kommuner om konkrete inklusionsprojekter. Har I nogle erfaringer for, hvad der virker?
Der findes ikke én løsning på, hvordan man sikrer inklusionen. En af de fremgangsmåder, vi arbejder med, kaldes aktionslæring og bygger på, at inklusion handler om at åbne for, at en leder eller konsulent udefra kommer ind og hjælper underviseren med at få andre perspektiver på sin undervisningspraksis. Ikke som en kontrolinstans, men som assistance udefra. Derudover arbejder vi meget med at få et fælles fagligt sprog og med forældreinddragelse.
Selvom du siger, at der ikke er noget, der hedder inklusionsbørn, er der lærere, der peger på, at skolen ikke har så svært ved at rumme børn med visse handicap, men at børn med adfærdsdiagnoser kan være et stort problem. Er det ikke reelt nok?
Jo, adfærdsproblemer er den største udfordring i det her. Men mit indtryk er, at det først er blevet rigtig vanskeligt efter lockouten af skolelærerne sidste år. Det er sværere at løse en så stor udfordring, når man føler sig trådt på.