På en skole i en dansk kommune iværksatte man for nylig et projekt, der handlede om at inkludere flere elever i normalundervisningen ved at tale anerkendende om alle og se på hvert enkelt barns ressourcer i stedet for dets begrænsninger.
Men kommunens økonomiske styring var ikke fulgt med dette nye syn på børnene. Som en medarbejder formulerede det: Hvis vi vil have penge til specialundervisning, er vi nødt til at beskrive dem som monstre!.
LÆS OGSÅ: Det sociale kan godt bekymre mig
Eksemplet stammer fra Helene Ratner, ph.d. og adjunkt ved Center for Skole-ledelse, Copenhagen Business School, som har forsket i inklusion i skolen, og som om en uges tid udgiver bogen Inklusion dilemmaer i organisation, profession og praksis.
Ifølge Helene Ratner er en af skolens største og vigtigste udfordringer at kunne leve op til de seneste års politiske målsætninger om at udskille færre til specialundervisning. Men det er en lang og svær proces, blandt andet fordi det indebærer, at lærerne bliver fagligt klædt på til opgaven, og fordi det kræver et ændret syn på barnet hos lærere, ledere, forældre og forvaltning.
Udfordringen ved inklusion er, at det ikke kun handler om, hvorvidt flere eller færre elever får en diagnose. Det handler om, at den enkelte lærer er nødt til at gentænke sin egen professionalisme. Tidligere kunne en lærer, der oplevede et barn som anderledes, relativt nemt få barnet udredt hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og flyttet til et specialtilbud. Nu er forpligtelsen, at den enkelte skole og lærer ser på, hvad der eventuelt kan ændres på i læringsmiljøet, så barnet kan deltage og trives, forklarer Helene Ratner.
Hun peger på, at inklusion har været på den politiske dagsorden siden den såkaldte Salamanca-erklæring i 1994 slog fast på internationalt plan, at skolen bør rumme så mange elever som muligt i normalklasserne. Men de første mange år blev det ved rent symbolske erklæringer, mens antallet af elever i specialklasser eksploderede.
I dag prioriterer Undervsiningsministeriet og kommunerne inklusion meget højt, blandt andet fordi specialundervisning lægger beslag på en meget stor del af de samlede skolebudgetter. Det er blevet mere kompliceret for en skole at udskille elever til specialundervisning, og et konkret nationalt mål er, at andelen af elever i normalklassen skal være 96 procent. Men Helene Ratner mener, at man skal være varsom med udelukkende at måle inklusion gennem statistik:
Jeg tror, folkeskolen er på rette vej, men sådan en ændring sker ikke overnight. Statistik kan være en farlig målestolk. Den fortæller, hvor mange der er i normalklasse i forhold til ekskluderende specialpædagogiske tilbud, men den siger ikke noget om, hvor godt børnene trives, hvor meget de lærer, og om de deltager i fællesskabet.Grethe Andersen er skoleleder på Vester Mariendal Skole i Aalborg og medlem af Skolerådets formandskab. Hun mener, at inklusions-bestræbelserne nogle gange går for langt i forhold til, hvem skolen kan rumme.Når det handler om børn, der har det fagligt svært, har vi mange muligheder for at sætte ekstra ind med it-systemer eller særlige læringsstile, men det er sværere med stærkt udadrettede og voldsomme elever, som vi nogle gange er nødt til at fastholde, for at de ikke gør sig selv eller andre fortræd. Jeg tror, vi er ved at nå grænsen for, hvor mange vi kan rumme, siger Grethe Andersen.
LÆS OGSÅ: Et godt klassefællesskab i skolen er også forældrenes ansvar
Hun efterlyser mere viden på området, der er så konkret og jordnær som muligt. Samtidig efterspørger hun et mere nuanceret syn på, hvem der er speciel og normal. I stedet for et enten-eller mellem normalskole og specialtilbud er der brug for stor fleksibilitet og åbenhed på området.
Vi skal undgå et alt for firkantet system, hvor det hele gøres op i et regneark med andelen af specialelever. Vi skal have så mange forskellige indsatser som muligt at kunne sætte ind med over for det enkelte barn, uden at barnet bliver stemplet for livet. Men vi skal turde være ærlige omkring de problemer, der er, siger hun.
Et centralt problem for inklusionen, som både Helene Ratner og Grethe Andersen fremhæver, er, hvordan den brede forældregruppe ser på det, hvis klassen skal rumme et barn, der opleves som vanskeligt. Her mener formanden for foreningen Skole og Forældre, Mette With Hagensen, at der er en betydelig berøringsangst, som skal udryddes.
Vi står midt i en vigtig kulturændring i skolen. Men når man taler om, at folkeskolen skal inkludere flere, skaber det ofte et billede af, at der bliver kørt busladninger af børn ind, som hænger i gardinerne og slår vores børn. Det er meget langt fra virkeligheden. Der er tale om ganske få børn pr. skole, og de opfører sig ikke nødvendigvis sådan, siger hun og tilføjer:
Udfordringen lige nu er, at der er et stort tabu omkring adfærdsdiagnoser som ADHD og Aspergers, som vi skal have udryddet. Hvis et barn ser eller hører dårligt eller er allergiker, er det ret uproblematisk at rejse sig på et forældremøde, redegøre for barnets udfordring og fortælle, hvordan man bedst håndterer den. Men ingen har lyst til at rejse sig og fortælle om en adfærdsdiagnose.