Nazish blev for nogle år siden gift med Hassan. Ægteskabet var arrangeret af familien, og egentlig havde Nazish ikke det mindste lyst til at blive gift, men hun indvilligede alligevel i ægteskabet, fordi det var en bekvem måde at flytte hjemmefra på.
Forholdet gik skævt fra starten, og Nazish fik mange tæsk af sin mand. Hun flyttede tilbage til sin familie, der i første omgang støttede hendes beslutning om skilsmisse. Men siden blev hendes forældre opsøgt af Hassans familie, der truede med, at noget slemt ville ske. Familien pressede derfor kvinden til at flytte tilbage til den voldelige ægtemand.
Den virkelige historie med opdigtede navne er blot et eksempel på de problemer, muslimske kvinder i Danmark støder på, når de vil skilles.
Det fortæller religionssociolog og integrationskonsulent Mutya Abainza Koudal, der er i gang med at skrive en bog om skilsmisser og parallelle retssamfund blandt etniske minoriteter sammen med den nyvalgte radikale folketingspolitiker og integrationskonsulent Manu Sareen. Bogen bygger blandt andet på 12 dybdegående interviews med fraskilte kvinder.
Selvom Mutya Abainza Koudal har arbejdet flere år med integration og har mange kontakter i etniske minoritetsmiljøer, var det meget vanskeligt at finde kvinder, der ville lade sig interviewe om deres skilsmisse, og det tog hende faktisk flere år at skabe kontakterne.
På trods af at islam tillader skilsmisse, er skilsmisser meget tabubelagt i mange muslimske miljøer. Det er skamfuldt at være fraskilt og ikke noget, man taler med andre om, og ofte risikerer fraskilte kvinder at blive socialt isoleret, fortæller Mutya Abainza Koudal og henviser til, at manden ifølge islamisk lov har eneret på at begære skilsmisse, medmindre særlige forhold gør sig gældende.
Hun forklarer, at den religiøse anerkendelse af skilsmissen ofte er helt afgørende for kvindernes videre liv. Det er derfor ikke nok, at de danske skilsmissepapirer er gået i orden:
Når kvinderne bliver viet islamisk, føler de også et behov for at blive religiøst skilt for at få skilsmissen anerkendt i deres nærmiljøer. I en del tilfælde vil manden ikke lade sig skille, og derfor vil familien og nærmiljøet sige: Du er ikke rigtigt skilt.
Som regel vil imamen forsøge at få en mægling i stand. Hvis ikke kvinden har mandens ord eller imamens stempel på skilsmissen, føler hun ikke, at hun er en ærbar kvinde, og får svært ved at leve et selvstændigt liv uden social kontrol, siger Mutya Abainza Koudal.
Flere af de kvinder, Mutya Abainza Koudal har interviewet, var gift med mænd, der var kommet til Danmark fra hjemlandet. De risikerede derfor at miste deres opholdstilladelse efter en skilsmisse.
Men mændenes modvilje mod skilsmisse kan også hænge sammen med æresbegreber. En del muslimske mænd vil føle, at de taber ansigt, når deres kone begærer skilsmisse, fordi det ifølge islam er mandens ret at begære en skilsmisse, fortæller Mutya Abainza Koudal.
Hun forklarer, at herboende imamers holdning til at bevilge en religiøs skilsmisse er vidt forskellig.
Nogle imamer er meget bevidste om problemet og arbejder for at finde en løsning, så kvinderne ikke kommer i klemme mellem den danske lov og et islamisk system. Andre vil ikke røre ved skilsmissen, men bliver ved med at mægle imellem parterne igen og igen for at få dem til at blive i ægteskabet.
Mutya Abainza Koudal understreger, at et opløst ægteskab rammer kvinder i arrangerede ægteskaber eller fætter-kusine-ægteskaber særlig hårdt.
Når pigen i et arrangeret kræver skilsmisse, siger hun jo faktisk til sine forældre, at de ikke forstod at vælge den rette ægtemand. I fætter-kusine-ægteskaber kommer skilsmissen til at involvere hele familien, hvilket gør det endnu sværere, fordi kvinden føler, at hun splitter sin egen familie.
Konsekvensen er, at nogle af kvinderne går tilbage til deres mand. Jeg har mødt kvinder, der spørger sig selv, om det er prisen værd at blive skilt, når det betyder, at man bliver så isoleret og aldrig kan se sin familie igen, siger Mutya Abainza Koudal.
I bogen foreslår hun derfor, at der oprettes en instans bestående af islamisk lærde, socialrådgivere og jurister, som kvinderne kan henvende sig til, for eksempel når parret skal have udfærdiget en muslimsk ægteskabskontrakt, eller når de overvejer at gå fra hinanden. Det skal være en instans, der har myndighed til at bevilge en religiøs skilsmisse og udføre rådgivning.
Vi mangler en myndighed, der har autoritet blandt muslimer i Danmark. Problemet er selvfølgelig, hvem der skal sidde i en sådan instans, for muslimerne består af så mange forskellige grupper. Men omvendt kan det danske samfund ikke bare ignorere problemet, for selvom der ikke er tal på problemets omfang, tyder alt på, at rigtig mange kvinder kommer i klemme, siger Mutya Abainza Koudal.
Hun henviser til, at den katolske kirke har den såkaldte Kirkelige Domstol.
Katolikker kan ikke blive skilt, men Den Kirkelige Domstol har bemyndigelse til at erklære ægteskaber ugyldige. Jeg mener ikke, at man tilsvarende skal oprette en islamisk domstol, for det vil udgøre en slags parallelt retssystem, og det er for kontroversielt. Men vi bør overveje en eller anden form for instans, som har myndighed til at opløse muslimske ægteskaber. Ellers kan vi ikke løse situationen for de kvinder, der er kommet i klemme.