Lægen Marc har givet 100 dødshjælp: Nu kan han blive sigtet for mord

"Det er aldrig let at se patienter dø på hverken den ene eller den anden måde, men psykisk kan det ...

"Det er aldrig let at se patienter dø på hverken den ene eller den anden måde, men psykisk kan det være svært for læger at give dødelige doser i starten. I vores profession er vi vant til at behandle mennesker for sygdomme og ikke at hjælpe dem med at dø,” siger den belgiske læge Marc Van Hoey. Foto: Eleonore Vanden Eynde

Ingen religion skal være i stand til at forhindre nogen i at bestemme, om de ønsker at dø. Det er den enkeltes ret at beslutte det
- Marc van Hoey, læge

Kun patienten kan vurdere, hvornår det ikke længere er værd at leve, mener den belgiske læge Marc van Hoey, som har hjulpet cirka 100 med at dø og bakket op om en udvidelse af muligheden for dødshjælp i Belgien. Nu kan han blive den første læge i landet, der sigtes for mord

Hun ligger klar på sin seng, da Marc Van Hoey kommer ind på værelset. Han er klædt i en hvid kittel over sin ternede skjorte, og i hånden har han en lille glasflaske

”Endelig,” siger hun, da hun ser ham og får med lidt besvær sat sig op i sengen. Den belgiske læge bøjer sig ned og kigger hende direkte i øjnene.

”Nå, er du rigtig klar? Hundrede procent?”.

Det er hun. 85-årige Simona de Moor har ønsket at dø i flere måneder. Hun er glad ved tanken om, at livet snart er forbi.

Marc Van Hoey sætter sig ved siden af hende og forklarer stille og roligt processen. Hendes skulder får et klem. Derefter viser han hende glasflasken med den gule dødelige saft. Når Simona de Moor har drukket den, vil hun langsomt falde hen og blive træt. For nogle kan der gå få minutter og andre op til tre kvarter, før drikken virker. Havde han givet hende en sprøjte, ville det gå hurtigere, men Marc Van Hoey foretrækker saften, hvis patienterne stadig kan synke. På den måde er det i højere grad noget, de selv gør.

”Du må ikke drikke den for hurtigt,” siger han og spørger så igen, om hun er rigtig klar.

Det er hun, og roligt, men sikkert, får hun drukket det hele.

Marc Van Hoey holder hendes hånd og hjælper hende så med at komme ned at ligge. Under fem minutter senere er hun væk.

Det var sådan, det gik til, da Simona de Moor fik hjælp til at dø den 22. juni sidste år. Hun var gammel, men det var ikke hendes krop, der sagde stop. Det gjorde hun selv, og derfor hjalp Marc Van Hoey hende, ligesom han har hjulpet flere andre, siden aktiv dødshjælp blev lovligt i Belgien i 2002.

”Nogle gange er det på den måde, det sker. Nogle vil gerne leve så længe, de kan, men andre har et ønske om hjælp til at afslutte deres lidelser hurtigst muligt. For dem er det en lettelse, at man kan få aktiv dødshjælp i Belgien. Det er deres sidste ønske, der bliver opfyldt,” siger den 54-årige læge.

De seneste cirka 13 år gætter Marc Van Hoey på at have hjulpet omkring 100 med at dø. Tæller han de mennesker med, hvor han har assisteret en anden læge eller rådgivet i processen, er der tale om langt flere. Nogle gange kan han hjælpe flere om måneden, og andre gange kan der være ganske få.

”For mennesker, som ikke kender til forholdene i Belgien, kan det nok nogle gange være svært at forstå, hvordan det foregår. Det virker unaturligt. Men i Belgien er aktiv dødshjælp efterhånden blevet socialt accepteret som en naturlig måde at dø på, og antallet af mennesker, der ønsker det, er støt stigende.”

Marc Van Hoey har været praktiserende læge i cirka 25 år og har egen praksis i Antwerpen med fokus med sygdomme grundet alderdom. Derudover er han formand for en af Belgiens største dødshjælpspositive interesseorganisationer Recht op Waardig Sterven, RWS - Retten til at dø med værdighed - som har over 7000 medlemmer. Han meldte sig ind i organisationen i 2002 for at yde moralsk opbakning til den nye praksis, og derfra kom han med i bestyrelsen, blev næstformand og senere formand. I dag ses han som en af hovedfortalerne for aktiv dødshjælp i Belgien og en af de læger i landet, der praktiserer det mest.

Det seneste halve år har Marc Van Hoey også fået meget medieomtale af en anden og for ham selv mindre ønskelig grund. Han kan nemlig blive den første læge i alle Belgiens år med aktiv dødshjælp, der risikerer at blive dømt for mord. Dette skyldes netop forløbet med Simona de Moor, som blev fulgt af et australsk tv-hold. Efter dokumentaren blev vist, blev der rejst tvivl om, hvorvidt Simona de Moor virkelig skulle have haft aktiv dødshjælp. Hun var rent fysisk sund og rask, men led af en depression og en ubærlig sorg efter sin datters død tre måneder tidligere. Hendes mentale tilstand blev aldrig vurderet af en psykiater, men derimod af to læger ud over Marc Van Hoey, og hun fik også behandling for sin depression i nogle måneder.

Sagen er indtil videre sendt videre til anklagemyndigheden, som skal vurdere, om begrundelsen for aktiv dødshjælp var reel nok, og Marc Van Hoey kan ikke udtale sig om den på nuværende tidspunkt.

”Men det er en speciel sag, for den skaber en debat blandt læger, psykologer og psykiatere om, hvad der er muligt og ikke muligt i Belgien.”

Da dødshjælpsdebatten kørte tilbage i starten af 2000'erne, fulgte Marc Van Hoey med fra sidelinjen. I sit arbejde havde han hørt flere patienter udtrykke ønske om hjælp til at dø, og han havde allerede hjulpet mange med lindrende behandling, dengang kaldet passiv dødshjælp. Han var derfor for en lovliggørelse af aktiv dødshjælp og tilbød sammen med mange andre læger også selv at praktisere det, da loven trådte i kraft.

”Det startede meget hurtigt. Først var alle en smule nervøse for, hvad der skulle ske og hvordan, for det var en helt ny praksis. Men jeg fortalte mig selv, at jeg skulle huske, at det var patientens eget ønske. Hvis jeg fulgte reglerne, de lovlige procedurer og gjorde alt korrekt, så var det patientens vilje. Det gav mig en mental ro og gjorde det lettere at acceptere, at jeg faktisk dræbte mine patienter. For jeg gjorde det alene, fordi det var deres eget ønske.”

En af de første, Marc Van Hoey hjalp med at dø, var en gammel bekendt. En ven, vil han faktisk sige, for i flere år havde han set til hende på plejehjemmet i Antwerpen, hvor hun boede, og han arbejdede. Det hændte, at de ældre på plejehjemmet fik et slagtilfælde og blev genoplivet med store mén til følge. Det ville den ældre dame ikke selv.

”Hvis jeg skulle få sådan et, så vil jeg ikke leve mere,” havde hun sagt til Marc Van Hoey, få år før aktiv dødshjælp overhovedet blev lovligt i landet.

Men det skete. Den ældre kvinde fik et slagtilfælde, og da hun blev vækket til live, var hun lam i hele den ene side af kroppen. Hun var i 80'erne og ville ikke leve mere, og da aktiv dødshjælp blev lovligt i 2002, diskuterede hun muligheden med sin søn, sine børnebørn og med Marc Van Hoey, som også selv snakkede med familien. De talte løbende om andre behandlinger og alternativer og lod andre læger vurdere sagen. Alle var enige om, at hun ikke ville få det bedre, og da dødsønsket forblev det samme, besluttede de at opfylde det.

På dagen hvor hun skulle dø, samledes den ældre kvinde, Marc van Hoey, sønnen og oversygeplejersken fra plejehjemmet. De fik en god frokost, drak et glas champagne sammen, snakkede og grinede, og så gjorde Marc van Hoey en sprøjte klar. Efter få minutter var hun gået bort.

”Det var en rigtig fin død, og hendes søn var glad og lettet bagefter. Men det var også intenst, og som læge kan man ikke undgå at blive følelsesmæssigt involveret. Det er aldrig let at se patienter dø på hverken den ene eller den anden måde, men psykisk kan det være svært for læger at give dødelige doser i starten. I vores profession er vi vant til at behandle mennesker for sygdomme, og ikke at hjælpe dem med at dø.”

Når Marc Van Hoey i dag rådgiver sygeplejersker og nye læger i faget, sørger han altid for at bede dem have fokus på patientens ønske.

”Det er en proces, som lægen og patienten bygger op sammen over længere tid. Alle de skridt, man tager sammen, vil på et tidspunkt gøre patienten afklaret. Hvis de vil fortsætte med at leve og prøve nye behandlinger, så hjælper man dem med det, og hvis de ønsker at dø, så hjælper man dem med det.”

Læger i Belgien træffer aldrig beslutningen om dødshjælp alene. Ved terminale patienter med uger eller få måneder tilbage er der to læger til at træffe beslutningen, og ved mennesker med kroniske smerter, psykiske lidelser eller demens skal der være tre. Er man i tvivl, kan man altid spørge flere, siger Marc Van Hoey, som også selv har sagt nej til patienter, hvor ønsket om dødshjælp ikke virkede begrundet.

”Dødshjælp er ikke sådan bare noget, du lige får, hvis du har en sygdom og beder om det. Som læge skal man føle sig helt sikker på, at man træffer den rette beslutning. Man skal have en god fornemmelse i kroppen, og hvis man har nogen tvivl, må man tage flere læger eller fagpersoner med på råd. For vi læger vil vores patienter det bedste, og vi er ikke ligeglade. Vi skal have beslutningen siddende på vores samvittighed.”

Men hvordan kan man vide, at patienten virkelig ønsker at dø, når det kommer til stykket? Ifølge Marc Van Hoey skal man være tålmodig.

”Jeg tror, de fleste patienter udmærket ved, hvad de vil. Det kan være, at de i starten går i panik og træffer forhastede beslutninger, men når man taler med dem løbende og præsenterer forskellige behandlingsmuligheder, så kommer de selv frem til, hvad der skal ske. Tid er essentielt.”

Ud over lægen er det også vigtigt, at familien er med inde over, mener Marc Van Hoey, som aldrig har oplevet, at en familie ikke støttede op om patientens ønske.

”Til gengæld har jeg et par gange oplevet, at patienten ikke ville fortælle familien om sin beslutning. Her har jeg altid rådet vedkommende til at sige det. Patienten tænker selv, at han eller hun alligevel er død, når familien først finder ud af det, og dermed kan undgå at skulle konfronteres med sit valg. Men familien skal leve med beslutningen længe.”

Skal Marc Van Hoey se tilbage, så har hans holdning til dødshjælp ændret sig, siden det blev lovliggjort i 2002.

”De første 10 år var jeg meget fokuseret på, at loven var over alting, og at vi dermed skulle støtte den gruppe, som med loven fik ret til dødshjælp. Men i takt med de seneste års udvikling og efterspørgsel på dødshjælp synes jeg, at dét at beslutte sig for og bede om aktiv dødshjælp er en livsbeslutning på linje med alle andre former for behandling. Både voksne og børn har lige så meget ret til at vælge lidelser fra med aktiv dødshjælp, som de har til at vælge dem til eller til at vælge lindrende behandling. Det er en aftale, der laves mellem lægen og patienten.”

Det er også derfor, Marc Van Hoey sammen med sin organisation, Recht op Waardig Sterven, har været med til at kæmpe for at udvide grænserne i Belgien, hvilket også er lykkedes. De seneste år har børn og demente også fået ret til dødshjælp, og man vurderer, at Belgien i dag har en af de meste liberale dødshjælpslove i verden.

Den belgiske læge ved godt, at andre kalder det en glidebane, men ser ikke selv udviklingen i landet som et problem.

”Mens loven er blevet brugt, har flere bedt om hjælp til at dø, og derfor er det godt, at loven er blevet udvidet. Vi har opdaget et nyt behov efter at have fået den. Jeg ser aktiv dødshjælp som en rettighed for enhver patient med ubærlige og uhelbredelige lidelser. Det handler om at give alle patienter mulighed for at bestemme over deres eget liv,” siger han.

Nogle læger og fagpersoner i Belgien har kritiseret, at mennesker med psykiske lidelser har ret til aktiv dødshjælp. De argumenterer med, at man ikke kan kalde lidelserne uhelbredelige. Hvad mener du om det?

”Det er latterligt. Loven i Belgien siger direkte, at man skal lide af ubærlige og uhelbredelige psykiske eller fysiske lidelser. Så det står der sort på hvidt. Det er naturligvis svært at bevise, at lidelsen er uhelbredelig, men forestil dig, at du har en psykisk lidelse og igennem mange år har været igennem flere behandlinger, fået meget forskelligt medicin, men stadig ikke har det bedre. Ingen lader til at kunne hjælpe dig, og derfor siger du til din læge, at du ikke vil leve mere. Men din læge siger, at I lige kan prøve en ny behandling. Er du så nødsaget til at acceptere behandlingen eller et liv med lidelser? For mig at se er det kun patienten selv, der på det tidspunkt kan vurdere, om sygdommen er uhelbredelig eller ubærlig, og om han eller hun ikke vil leve mere.”

Men skal man så bare opgive håbet?

”Det er patientens eget valg, om vedkommende mener, der er mere håb. I starten prøver man forskellige muligheder, men når alt synes prøvet, så er det ikke mig som læge, der skal vurdere, om der er noget håb. Det bestemmer patienten selv. Det er dem, der kan bede om at få lidelserne til at stoppe. Men der skal være grænser. Man skal igennem en procedure med samtaler, for vi skal undgå impulsive ønsker fra mennesker med selvmordstanker eksempelvis. Der er grænser, og dem er lægen også interesseret i at finde.

Nogle vil argumentere imod aktiv dødshjælp ved at sige, at det er at lege Gud.

”Ja, der er mange kristne og andre religiøse, som er imod aktiv dødshjælp i Belgien af den grund. Jeg deler ikke deres holdning. Ingen religion skal være i stand til at forhindre nogen i at bestemme, om de ønsker at dø. Det er den enkeltes ret at beslutte det. Ingen kan gå imod eller blande sig i det.”

Men er der ikke noget unaturligt over selv at vælge, hvornår man vil dø?

”Nej, det er der ikke. Menneskets ret til at bestemme selv er naturlig, og intet står over et menneskes ønske om at dø. Man skal selv bestemme, hvad man vil og ikke vil. Det er kernen i det her.”


Interaktiv grafik: Klik på grafikens knapper og læs aktiv dødshjælp på verdensplan