Det lød dramatisk, da forhandlere fra Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF og Enhedslisten i går mødte op på finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) kontor med et tilbud, han ikke kunne sige nej til.
Det var en revideret plan for investeringer i offentlig trafik de næste 10 år, den såkaldte togfond, som blev vedtaget under den tidligere SRSF-regering, og som blandt andet skal elektrificere jernbaner og finansiere en ny Storstrømsbro til Lolland-Falster.
Claus Hjort Frederiksen sagde nej tak til knapt halvdelen af de 13,5 milliarder kroner, som partierne ville bruge på infrastrukturen frem til 2020. Han mente, at der kunne være andre fornuftige formål for eksempel nye motorveje.
Med hensyn til de penge, der skal bruges efter 2020, mente ministeren, at det ville være alt for usikkert allerede nu at lægge sig fast på nye investeringer.
Derfor er der nu lagt op til en politisk konfrontation, når regeringen til august fremlægger sit finanslovsforslag. Her vil der nemlig kun være inkluderet bevillinger for 7,2 milliarder kroner, herunder til fremrykning af byggeriet af Storstrømsbroen. Resten må oppositionen få igennem ved at stille ændringsforslag til finansloven.
Det umiddelbart besynderlige er, at regeringen nu nærmest selv har bedt om at komme i mindretal i folketingssalen.
I gamle dage førte den slags til fald og valg, men sådan er det ikke i dag, hvor regeringen i stedet kan vælge at leve med ydmygelsen og autoritetstabet. I hvert fald så længe, der ikke er flertal for et decideret mistillidsvotum.
Under alle omstændigheder er det politisk bemærkelsesværdige, at regeringen og Dansk Folkeparti igen er i konflikt.
Finansministeren arbejder for tiden på en 2025-plan, som skal skaffe økonomisk råderum til efterårets forhandlinger om en skattereform, og der kommer den reviderede togfondsaftale ind som en elefant i en glasbutik, fordi den øjensynligt lægger beslag på nogle af de milliarder, ministeren gerne ville have brugt i en skatteaftale med sine støttepartier.
Dansk Folkeparti har hele tiden været lunken over for den debat, og derfor synes en 2025-plan nu at rykke længere væk.
I EU-politikken har regeringen og Dansk Folkeparti længe været på kollisionskurs.
Under den britiske valgkamp luftede Dansk Folkeparti muligheden af, at også Danmark skulle have en afstemning om en løsere tilknytning til EU, hvis Storbritannien fik en god aftale med EU, som Danmark kunne kopiere. Den idé har statsministeren blankt afvist.
Regeringen arbejder på at få parallelaftaler med EU om Europol, Eurojust og PNR-registret, og hvis ikke en aftale falder på plads senest til jul, vil Danmark ryge ud af Europol den 1. maj næste år, med mindre Danmark selv afskaffer sit retlige forbehold.
Derfor luftede Venstres EU-ordfører Jan E. Jørgensen forleden muligheden af, at det retlige EU-forbehold sendes til folkeafstemning, dog kun med henblik på at komme med i Europol.
Det forslag blev til gengæld taget meget ilde op af EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF).
På lidt længere sigt kunne regeringen måske have fordel af at forhandle et nationalt kompromis om EU-politikken igennem med Dansk Folkeparti, ligesom VK-regeringen gjorde med SF i 1992 efter det danske nej til Maastricht-traktaten.
Kristian Thulesen Dahl (DF) fremsatte på folkemødet på Bornholm et ønske om, at hans parti kommer i regering, men han ved udmærket, at hvis det nogensinde skulle blive til virkelighed, måtte han gå på kompromis med sin EU-skepsis. Uanset om det så er Venstre eller Socialdemokraterne, der er med i hans regeringsdrømme.
Isen bliver stadig tyndere under statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), og hvis han vil undgå at gå igennem den, skulle han måske teste Thulesen Dahls regeringsdrøm. Ellers kan det blive nok så vanskeligt at stå de næste seks måneder igennem med magten i behold.