Muslimer har ikke nogen pligt til at fordømme terroren i Frankrig, mener en ung mand i dynejakke. Han står og skutter sig i regnen sammen med en gruppe mænd, der diskuterer livligt på arabisk foran moskéen i den tidligere fabriksbygning på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter.
”Men i øvrigt vil jeg ikke udtale mig,” lyder det bestemt fra den unge mand.
Klokken er lidt over 12, og om en halv time begynder den ugentlige fredagsbøn i Islamisk Trossamfunds moské. Et par hundrede mænd sidder allerede på det tykke grønne gulvtæppe foran prædikestolen i selve moskéen. Inden imam Ouwainat Mohye-Eddine begynder sin prædiken, er flere hundrede kommet til.
I en anden bygning skråt lige over for er knap 100 kvinder forsamlet i et rum med udskårne træsøjler.
62-årige Nasima, der stammer fra Algeriet og har boet i Danmark siden 1983, sidder på en sort plasticstol og venter på, at fredagsbønnen skal begynde.
Den smilende, runde kvinde er iført sort hijab. Nasima, som kun ønsker at oplyse sit fornavn, er på efterløn og har i mange år lavet mad og gjort rent i en børnehave.
”Jeg har talt med min veninde i Frankrig. Det er forfærdeligt, det der er sket. Min Gud siger, at man ikke må slå uskyldige mennesker ihjel. Profeten siger også, at man ikke må slå ihjel,” siger Nasima, der betegner sig selv som en from muslim.
Hun overholder ramadan og har i år været på pilgrimsfærd til Mekka. Nasira mener, at muslimer bør fordømme terroren i Frankrig. Nasima fortæller, at hendes familie i Algeriet selv er blevet ofre for terror. For omkring 20 år siden fik hendes fætters søn på dengang 16 år halsen skåret over af islamistiske terrorister.
Ouwainat Mohye-Eddine begynder sin tale på arabisk.
De arabisktalende kvinder lytter opmærksomt, mens et par småbørn leger på gulvet. Et par enkelte danske konvertitter er også dukket op. Da imamen har afsluttet talen, fortsætter en oversætter med at udlægge teksten på dansk.
Budskabet i talen indeholder ikke nogen krystalklar fordømmelse af begivenhederne i Paris. Talen understreger, at terrorangreb ude i verden koster langt flere liv end tragedien i Frankrig.
”Vi muslimer er blevet immune over for vold og terror. Det er blevet en hverdagsting, at vi rundt om i verden hører om ting, som vi i denne her del af verden aldrig har været i nærheden af. Vi er i en europæisk kontekst, og vi skal have forståelse for de omstændigheder, der gør sig gældende på det her kontinent. Folk i Europa er så privilegerede, at drab kun er noget, der sker i forbindelse med røverier og trafikdrab. Det skal vi have forståelse for,” forklarer den danske oversætter, Abdelkarim Khammal.
Taleren fremhæver, at politikere alt for ofte sammenkæder islam og terror.
”Vi hørte ikke nogen, der forventede, at kristne skulle tage afstand fra Breiviks terrorhandlinger. Indtil nu er 12 mennesker dræbt, og det virker på os muslimer som et minimalt tal i forhold til store katastrofer. Men ikke desto mindre er et menneskeliv hele menneskeheden, når det kommer til drab,” lyder budskabet, og det understreges, at muslimer står bag et mindretal af verdens terroraktioner.
Afslutningsvis henviser oversætteren til en episode den 28. august 2013, hvor en passager i et S-tog fandt en cirka 30-årig mand med mellemøstligt udseende mistænkelig. Københavns Politi kom i højeste alarmberedskab, selvom det senere viste sig at være falsk alarm.
Efter bønnen, hvor alle kvinder bøjer sig mod jorden, går den 38-årige bioanalytiker Batul hen til udgangen.
Den yngre kvinde med hvidt tørklæde synes, at fredagsbønnen har ramt plet.
”Det er, der er sket i Frankrig, er forfærdeligt. Men der er en tendens til at slå alle muslimer over en kam og gøre dem ansvarlige. I sidste ende kommer det, der er sket i Frankrig, til at gå ud over muslimer,” lyder det fra Batul, der også kun vil oplyse sit fornavn.
Et par kilometer fra den nedslidte fabriksbygning på Dortheavej sidder et par hundrede danske muslimer under en enorm lysekrone i Danmarks nyeste og største moské i Rovsingsgade.
Mændene er forsamlet i det store rum med overdådig ornamentering. De hvide vægge har relieffer, og den forgyldte kaligrafi danner en kant inde i den store kuppel. Kvinderne sidder på en balkon. Men hvor smuk indretningen end må være, er dagens bøn mere dyster.
”I onsdags blev Paris ramt af en forfærdelig hændelse. En kriminel og kujonagtig handling, der på ingen måde tolereres,” begynder den danske oversætter.
Han taler efter en halv time lang tale af imamen på arabisk. Hvor imamen, Mohamad Ali Blaoo, talte højt og hævede pegefingrene flere gange, taler oversætteren mere lavmælt.
Han forklarer, at profeten fordømmer vold, og fortæller historien om Ahmed, der på sin vej til profeten sammen med 70 mænd bliver overfaldet.
Kun Ahmed og en anden overlever, og på vej videre til profeten møder de nogle folk fra den stamme, der overfaldt dem. Ahmed slår to af dem ihjel, men da han når frem til profeten, bliver denne vred, fordømmer hans handling og betaler erstatning til ofrenes familier.
Fordømmelsen af vold er utvetydig, men imamen fremhæver ligesom kollegaen på Dortheavej, at det alt for ofte er islam, der får skylden for terror.
”Hver gang vi ser en handling, en kriminel handling, blive udført af en muslim eller en med muslimsk baggrund, er det altid islam, der får skylden. Det er fuldstændig uacceptabelt. Den, som udfører en kriminel handling, gør det, fordi vedkommende har egen tilgang til det. Han gør det med det udgangspunkt og overbevisning, han har. Ekstremister findes på begge sider. Det er ikke kun muslimer eller folk med muslimsk baggrund, der har ekstremistiske tilgange til tingene,” siger han og fortsætter:
”Folk bør tage denne sag op. Brug Jeres penne til at skrive! Vær retfærdige, når I dømmer folk! Dette handler ikke om islam, men om enkelte personer, der udfører kriminelle handlinger på samme måde som med alle andre kriminelle.”
Inden udgangsbønnen opfordrer imamen både danske og muslimske organisationer i Danmark til at diskutere islam og tragedien i Paris for at komme fordomme til livs. Og så synges udgangsbønnen mod loftet, kun lyden af hundredevis af synkrone buk ned mod gulvet bryder den efterfølgende stilhed.