Dansk imam: Islam tilpasser sig konstant det omgivende samfund

”Skal vi kopiere den lutherske reformation, der var resultatet af en historisk udvikling i Europa? ...

”Skal vi kopiere den lutherske reformation, der var resultatet af en historisk udvikling i Europa? Spørgsmålet vidner om journaliststandens manglende indsigt i, at religiøse forhold er komplekse,” mener imam Fatih Alev. Foto: Scanpix

Det giver ikke mening at tale om en reformation, for muslimer tilpasser sig de samfund, de bor i, mener imam Fatih Alev

Fatih Alev, i en meningsmåling foretaget af bureauet Wilke for Morgenavisen-Jyllands-Posten afviser halvdelen af de adspurgte muslimer, at der er behov for en reformation eller modernisering af islam. Er der brug for en reformering af islam, så den tilpasser sig vestlige forhold?

"Præmissen for undersøgelsen er forkert, for hvad mener man med reformation af islam og modernisering? Det er meget ukonkret. I modsætning til kristendommen har islam ikke et gejstligt hierarki, der udlægger religionen. Vi har ikke en pave i Rom. Der er ikke en institutionaliseret religiøs opfattelse. Der er derimod kæmpestore meningsforskelle blandt muslimer. Det er Jyllands-Posten fuldstændig blind over for, når de bruger ordet reformation. Skal vi kopiere den lutherske reformation, som var resultatet af en historisk udvikling i Europa? Det vidner om journaliststandens manglende forståelse for, at religiøse forhold er komplekse. Selvom en muslim afviser kvindelige imamer, så betyder det ikke, at den pågældende afviser ligestilling mellem kønnene. Man siger jo heller ikke, at jøder går imod ligestilling og er uvestlige, fordi jødiske kvinder og mænd sidder adskilt i synagogen. Men det er Jyllands-Postens særlige ekspertise at skyde på muslimer."

Er dansk demokrati og ligestilling mellem kønnene foreneligt med islam?

"Ja, da profeten døde, så stemte man om, hvem der skulle afløse ham. Forholdet mellem mænd og kvinder betragter jeg ikke som en konkurrence. De to køn supplerer hinanden. Kvinder skal også have en uddannelse, og de skal også arbejde. Man kan godt finde muslimer, som mener det modsatte, men deres udlægning er ikke den eneste."

Hvorfor mener du ikke, at der er behov for en reformation af islam?

"Hvis man har fulgt islamisk retslære, så vil man vide, at der er sket en naturlig og konstant tilpasning af religionen til det omgivende samfund. Da en af de mest berømte islamiske retslærde flyttede fra Irak til Egypten, ændrede han den islamiske retslære i forhold til forholdene i det nye land. Islam har en kerne af principper. Vi spiser for eksempel ikke svinekød. Men samtidig er der en segmentering af islam rundt om i verden. Muslimer lever forskelligt alt efter, om de bor i Indonesien eller i Europa. Det er helt i overensstemmelse med Koranen."