Der er ikke meget plads ved bordet på Thomas Hoffmanns kontor. Den 45-årige professor ved det teologiske fakultet på Københavns Universitet påpeger det selv og begynder straks at stable de tykke koran-encyklopædier, som han har fundet frem i forbindelse med et kommende kursus. Resten af bøgerne finder han plads til på en ledig stol.
Thomas Hoffmann kan meget vel selv beskrives som et levende leksikon, når det gælder islam, Koranen og Mellemøsten. I hvert fald ses han som en af Danmarks førende eksperter på området, som han i dag oplever en større interesse for. Interessen bunder dog ikke kun i den nysgerrighed, han selv har over for emnet, men også i en frygt.
Hen over sommeren har der i Europa været flere terrorangreb begået af personer, der mente, de handlede på grundlag af islam, og samtidig er flere muslimske lande ramt af borgerkrig og stridigheder, der bunder i forskellige forståelser af samme religion. Det har skabt en debat om, hvorvidt der kan findes en kobling mellem islam og vold – et spørgsmål, der ifølge Thomas Hoffmann er kontroversielt, men også godt at forholde sig til.
”Jeg kan mærke, at det også er et spørgsmål, der interesserer mine studerende, men samtidig noget, der er svært at tale om. Der er en vis tendens til at nedtone eller hvidvaske det religiøse element ved eksempelvis terrorhandlinger begået af Islamisk Stat, da man er bange for at skabe religiøse konflikter eller give højrepopulistiske kræfter mere vind i sejlene. I stedet ser man religion som et lag, voldsudøverne lægger oven på politiske handlinger for at legitimere dem. Men det er for mig at se forkert og fortænkt. Man må tage det alvorligt, hvis troende selv siger, at de handler i religionens navn” siger han.
Hvis Thomas Hoffmann skal svare helt ”friskt og kækt” på spørgsmålet om, hvorvidt islam er en voldelig religion, vil han sige ”ja da”. Det betyder dog ikke, at islam er alene om at være det. Rent antropologisk er mennesket af natur et voldeligt væsen, der bruger vold til at forsvare sig og skaffe føde.
Det betyder, at alle institutioner forvaltet af mennesker på godt og ondt har volden som et grundlæggende potentiale, siger han og tilføjer, at adskillige forskere derudover peger på, at især monoteistiske religioner som jødedom, kristendom og islam har et særligt voldspotentiale, da de hver for sig kæmper for at udbrede én sandhed med stort S.
Men alligevel adskiller islam sig også fra andre religioner. Thomas Hoffmann henviser til den anerkendte britiske islamforsker ved Princeton Universitet Michael Cook.
”I et større bogværk konkluderer han blandt andet, at man kan finde elementer af væbnet aktivisme i alle religioner, men at islam er i en klasse for sig, når det kommer til den mobiliserbare politiske aktivisme. Jeg ser også en større sandsynlighed for, at det væbnede aktivistiske kan mobileres inden for islam. Det er blandt andet det, moderne hellige krigere er et udtryk for.”
Hvis vi vil forstå det voldelige aspekt i islam, må vi ifølge Thomas Hoffmann forstå historien bag religionen. Islam opstod i begyndelsen af 600-tallet i senantikkens Arabien, hvor man levede i en nomadekultur og stjal kameler og kvinder fra hinanden. Trods nomadetilværelsen i ørkenen var der en god forbindelse til Mellemøstens sofistikerede og imperiale magter, som var præget af vold og politik.
”Islam fødes, kultiveres og opdrages derfor ind i en ekstremt konfliktfyldt og militant tid. Jeg tror nogle gange, folk glemmer, hvor sindssygt voldelig en tid det var. Volden var systematisk og overalt og blev ikke sjældent set som noget ædelt og retfærdigt,” siger han.
Dette har med stor sandsynlighed også præget profeten Muhammed, da han med vold og magt fik samlet Den Arabiske Halvø under islam. Det ser man blandt andet i islams hellige skrifter, siger Thomas Hoffmann.
”Jihad og krigs- og konflikttermer fylder en del i Koranen og rigtig meget i Muhammeds biografi, som er noget af den tidligste litteratur om Muhammeds liv og levned. Derudover fylder den også en del i den islamiske retslitteratur. Og når så stor en del af Muhammeds biografi, retslitteraturen og Guds tale i Koranen drejer sig om konflikt og kamp, så kommer det også ind i religionen. Det betyder ikke, at alt er destruktivt, men at det fylder en del og dermed også sætter nogle rammer for så vel tænkning som handling.”
Thomas Hoffmann tilføjer, at man dog ser mindre krig og ekstrem vold i islams skrifter end i Det Gamle Testamente, hvor der er passager, der vel nærmest minder om opfordringer til folkedrab.
I islamiske tekster er der ifølge ham tale om en mere pragmatisk form for krig og væbnede konflikter, og man hører også om fredsslutninger, våbenhviler og kompromiser. Altså en mere taktisk forståelse af islams projekt. Det viser, at islam i sit udgangspunkt er en religion, der kobler sig til det politiske, siger Thomas Hoffmann.
”Men i hvert fald var Muhammeds og de første muslimers liv konfliktfyldt, hvilket afspejler sig i de normgivende tekster, som muslimer i dag også spejler sig i, tolker på og plukker fra. Det skal siges, at man inden for alle religioner plukker de elementer i religionen, man ønsker at forholde sig til. For alle religioner består af en broget samling af værdier og tekster. Men er man militant muslim, så er der nok at tage af og retfærdiggøre sine handlinger med,” siger han og uddyber, at når den kæmpende Muhammed og hans fæller er et ideal til efterfølgelse, er det vanskeligt at komme uden om krigens vigtige rolle.
”I nutidens islamiske tænkning gøres dette kampaspekt mere spiseligt ved at hævde, at jihad altid kun blev ført som et forsvar og aldrig som et angreb.”
Et andet historisk nedslag, der er vigtigt for at forstå det voldelige aspekt i islam, er, da Muhammed dør, siger Thomas Hoffmann.
”Da han ikke længere er der til at holde de muslimske stammer sammen med sin karisma og politiske tæft, starter en borgerkrig. Det lykkes at holde muslimerne sammen, men det er en smertefuld proces, hvor islam for første gang var ved at gå op i limningen. Det er et kæmpetraume, også i dag.”
På samme tid spredtes islam med succes i hele Mellemøsten og Nordafrika, og denne kombination af traume og triumf er ifølge professoren ekstremt vigtig for at forstå den måde, islam forholder sig til konflikter og vold på.
”Den islamiske teologi bygges op på baggrund af traume og triumf. På den ene side ser man tilbage på perioden med stolthed, fordi man erobrede hele verden. På den anden side frygter muslimer stadig en lignende splittelse. Dengang havde man medgang, men hvorfor er det ikke sådan længere?”
Dette kan være en forklaring på, hvorfor det inden for islam er svært at acceptere muslimer, som falder fra religionen.
”Man kan sige, at traumet om splittelsen har medført en overreaktion. I nogle af de hellige skrifter står der, at frafaldne muslimer skal henrettes. At frafaldne ikke er blevet håndteret lige så voldsomt i kristendommen, skyldes måske, at kristendommen har haft mere historisk udtryk som en pacifistisk taberreligion med omvandrende prædikanter uden magt, der vandrede rundt og talte, og hvor Guds søn til sidst blev henrettet. Kristendommen blev længe set som en forfulgt religion uden magt, og det har gjort det sværere efterfølgende at legitimere krig og vold med den. Men islam blev udtænkt i den triumferende kamps termer, og derfor er det nemmere at bruge den til det i dag også.”
Hvor frafaldne straffes, så belønnes de, der ofrer sig for islam, og Thomas Hoffmann tror ikke, at Islamisk Stat eller andre jihadistiske bevægelser ville have lige så meget held med deres selvmordskampagner i dag, hvis ikke det var for dyrkelsen af krigermartyren i islam.
Hvis vi spoler frem til moderne tid, befinder vi os ifølge Thomas Hoffmann i en periode, hvor det meste af Mellemøsten er præget af ekstremt illegitime og voldelige sekulære diktatorer, der har brugt religion til deres egen fordel. Denne meget voldelige politiske kultur har også været med til at farve islam og islamisme i dag, siger han. Islamisterne blev radikaliseret i regimernes fængsler og torturkamre.
”Religionen har simpelthen lært af de sekulære herskeres vold og Vestens vold mod islam. Og det er desværre nogle gange sådan, at man, når man bliver undertrykt, bliver lidt som sine undertrykkere. Du kan ikke leve i Mellemøsten som fredelig religion i dag, for så overlever du ikke – i bedste fald forbliver man harmløs og ignoreret. Derfor er volden én af de få mulige taktikker.”
Efter at have været igennem fortid og nutid opsummerer Thomas Hoffmann sine mange tanker en sidste gang i interviewet: At se religion som en efterrationalisering og noget, der bare bruges til at legitimere en politisk voldelig handling, er forkert. Religion og politik optræder simultant i islam, omend der fra så vel muslimsk som ikke-muslimsk side gøres forsøg på at drive en kile ind imellem de to i form af den sekulære adskillelse af religion og politik.
”Det er lidt som det gamle George Orwell-citat: Du skal kæmpe for at se sandheden foran din egen næsetip. Og sandheden er, at det religiøse altså er en væsentlig del af det her.”