Jagten på ord og gode læseresultater

Trods en stadig mere specialiseret indsats har den danske skole i 20 år kæmpet med utilfredsstillende læseresultater. I morgen vil en ny PISA-undersøgelse give Danmark en ny ranglisteplacering. Men PISA er blot et blandt mange pejlemærker for de lærere, der hver dag hjælper danskeelever med at lede efter et ord og forhåbentlig finde et helt sprog

Øverst: Der er i dag bred enighed om, at elever bliver bedre læsere af at skrive selv. Her arbejder Magnus Bergstrand og Tolga Baydak på Ellemarkskolen i Køge med at skabe et spændingsvækkende anslag til en uhyggelig novelle.– Fotos: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix.
Øverst: Der er i dag bred enighed om, at elever bliver bedre læsere af at skrive selv. Her arbejder Magnus Bergstrand og Tolga Baydak på Ellemarkskolen i Køge med at skabe et spændingsvækkende anslag til en uhyggelig novelle.– Fotos: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix. Foto: Niels Ahlmann Olesen/ Denmark.

I begyndelsen er uroen. 27 elever sidder tæt i firemandsgrupper i det lille klasselokale og snakker. Ind træder læsevejlederen, Vivi Byg Rasmussen, som må hæve stemmen og få alle op at stå på gulvet, før der er ro.

I dag skal vi kigge på tekst og ord på en anden måde, fortæller hun. Og fortsætter med at opliste, at der grundlæggende findes fem typer tekster: berettende, instruerende, informerende, forklarende og argumenterende tekster. Bag hende på smartboardet står de fem nøgleord.

LÆS OGSÅ: PISA-test skærper viden om læsning

Klassen taler sig frem til, at tekster i fysik kan være informerende. En anvisning på et konkret forsøg eller en madopskrift er instruerende. Men i dag handler det om den del af dansk, som hedder skønlitteratur. Det handler om at bruge de ord, der kan frembringe en berettende tekst, der er underholdende, skaber stemninger, griber fat i læseren og giver lyst til at læse mere. Der er nemlig bestemte ord, der hører til den denne type tekst, men som man ikke kan bruge til så meget i saglige fagtekster eller i en bageopskrift.

Vi er til dansktime i 7.v. på Ellemarkskolen i Køge syd for København, men eleverne skal ikke bare have dansk de skal på ordjagt.

I begyndelsen var læsningen. Lige så længe der har eksisteret skoler i Danmark, har læsning været den fremmeste disciplin. Engang var hovedformålet snævert, at alle skulle kunne læse deres katekismus, men snart stod det klart, at gode læseevner er nøglen til næsten al undervisning, uddannelse og dannelse.

Da den danske folkeskole i 1991 blev involveret i en international læseundersøgelse fra organsiationen IEA, var selvforståelsen, at vi var blandt de bedste i verden. Undersøgelsen viste noget andet. På tredje klassetrin lå danske elever langt under gennemsnittet og milevidt fra vore nordiske nabolande. Resultatet kom som et chok. En tiltrængt øjenåbner, mener Jan Mejding, lektor og læseforsker ved DPU Aarhus Universitet.

Jeg synes, det er godt, vi har haft den diskussion, om vi gør det godt nok i læseundervisningen. Den har ført til en erkendelse af, at læseundervisning er et fagområde, som kræver en stor viden om, hvad der konkret virker, siger forskeren, der stod for den danske del af IEA-undersøgelsen for 20 år siden og lige siden har arbejdet med at følge op på resultaterne.

Han skrev også en bog dengang, som bar titlen Den grimme ælling og svanerne. Det spillede på, at de andre nordiske lande, som det gav mest mening at sammenligne sig med, klarede sig bedre end lille, forpjuskede Danmark.

Siden 1990erne har læseundervisning i skolens små klasser haft enorm politisk bevågenhed, og mange projekter er sat i søen for at skabe bedre resultater. Tidligere var der i mange skoler en afslappet holdning om, at hvis eleverne ikke lige havde knækket læsekoden i 1. klasse, skulle det nok komme. I dag arbejdes der intensivt med bogstaver og ord i børnehaveklassen, og der varmes op allerede i børnehaven.

Resultatet har vist sig med de såkaldte PIRLS-læseundersøgelser i 2006 og 2011. De peger i retning af, at de danske skolebørn har forbedret deres læseevner frem til 4. klasse, så elever på 3. klassetrin i dag læser lige så godt, som danske elever gjorde et år senere, i 4. klasse i de tidlige 1990ere.

Men selvom den danske folkeskole således har foretaget et kvantespring inden for læseundervisning, er der blandt beslutningstagere og i den brede medieoffentlighed hængt et indtryk ved, som handler om, at danske elever læser dårligere end elever i de lande, vi helst vil sammenligne os med.

Sagen er nemlig, at det internationale PISA-program, som måler elevers læsefærdigheder i 15-årsalderen, hvor de er ved at færdiggøre skolen, helt frem til 2009 har givet Danmark en middelmådig placering. I morgen offentliggøres resultaterne af den nye undersøgelse PISA 2012, og de vil blive brugt til at afgøre, om Danmark fortsat har problem eller om den grimme ælling er blevet en svane, og fortællingen om danske elever som dårlige læsere er fantomsmerter efter 1990ernes chok.

I begyndelsen er den tomme tavle, der venter på at blive fyldt med ord. Læsevejleder Vivi Byg Rasmussen arbejder ud fra en metode, der kaldes genrepædagogik og oprindelig er udtænkt af australske læseforskere. Metoden bygger på erkendelsen af, at ikke alle elever kommer i skole med et omfattende ordforråd og begrebsapparat. Hvis undervisningen blot består i at stikke eleven en tekst, er der elever, som ikke kan finde rundt i den, fordi de nok kan afkode de enkelte ord, men har svært ved at finde de vigtigste ord. De ord, som bærer de centrale budskaber. Og de ord, som røber, hvilken type tekst vi overhovedet har med at gøre.

Ordjagten i 7.v. har det formål, at eleverne deler alle de ord med hinanden, som de i fællesskab kan finde på, og som hører til genren. Derefter skal de selv skrive de første linjer til en uhyggelig novelle.

I får nu et billede at skrive ud fra, som er malet af kunstneren Per Kirkeby. Leg nu, at I er en lille figur, der går på opdagelse i billedet, og skriv de ord ned, I finder, siger hun.

I første omgang får klassen et fælles billede på smartboardet at foretage en ordjagt eller ordstorm ud fra. Siden trækker de hver et billede fra en kuvert og er på egen hånd. De skal finde ord, som beskriver, hvad man kan se, høre, lugte, mærke på sin krop eller føle i sit indre. For det er disse ord, man skal have sans for i en berettende tekst.

Hvad med ordet abelyd? Ligner det dér ikke lidt en abe?, spørger Tolga Baydak og peger på et brunt område i det abstrakte maleri. Hans sidemand, Magnus Bergstrand, griner lidt, men forslaget bliver godt modtaget. Lidt efter begynder ordene at indfinde sig på de tomme linjer på Magnus papir.

Som Benny Andersen har skrevet i et digt: Man leder efter et ord og finder et helt sprog.

I begyndelsen var en drøm om at styrke undervisningen i hele den industrialiserede verden. I OECD, den internationale organisation for økonomisk samarbejde og udvikling, var man begyndt at sammenligne uddannelsesresultater. Nu blev et ambitiøst projekt, PISA, programmet for international elevvurdering, søsat under ledelse af den tyske uddannelsesforsker Andreas Schleicher. I april 2000 præsenterede han projektet for danske eksperter og medier på en konference i København og slog med det samme fast, at PISAs formål ikke er at udpege vindere og tabere:

Det handler ikke om at rangordne lande eller skoler, men om at forstå, hvordan de fungerer forskelligt, og sætte fokus på, hvor hver enkelt måske kan forbedre sig.

Men allerede året efter, i december 2001, da resultaterne forelå i form af en rangliste med 31 lande, blev fokus rettet imod Danmarks placering omkring midten af feltet i læsning, lidt over i matematik og langt nede i naturfag.

Det er utilfredsstillende, at eleverne ikke er bedre til at læse, og det er uacceptabelt, at eleverne sakker langt bagud i naturfag. Der er behov for en øget faglig fokusering, hvis vi skal rette op på situationen, erklærede daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V), som dekreterede flere dansktimer for at rette op på situationen.

Senere, i 2010, gjorde daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), et læseløft til politisk topprioritet. Midlerne var en uddannet læsevejleder på alle skoler, flere læsetest og særlig hjælp til elever, der ikke kan læse ved udgangen af 2. klasse. Målet var, at Danmark i 2020 skal ligge i top 5 på PISA-ranglisten.

Det er ikke kun danske Venstre-ministre, men hele det politiske spektrum over hele den industraliserede verden, der har taget PISA til sig som et pejlemærke for elevernes færdigheder i læsning, regning og naturfag. Andreas Schleicher har selv fremhævet, at PISA kan give anledning til, at man studerer det kinesiske, koreanske, finske og canadiske skolesystem for at tænke over, hvordan disse lande skaber så gode læsere.

Selvom PISAs mål ikke var at skabe national konkurrence om ranglisteplacering, er det akkurat, hvad man har opnået. Og måske er ranglisteplaceringerne tilmed noget nær tilfældige. Det mener i hvert fald Svend Kreiner, professor i statistik ved Københavns Universitet. Han peger på, at der er store statistiske problemer i den måde, PISA-undersøgelsen er skruet sammen på. PISA kan måske give det enkelte lands skolesystem nogle fingerpeg om, hvilke typer læsning eleverne har let eller svært ved, men det kan ikke meningsfuldt sige, præcis hvad nummer på listen Danmark er.

Kort sagt bruger PISA en forkert statistisk model. For at kunne sammenligne lande er man nødt til at antage, at alle opgaver fungerer på samme måde i alle lande, men det gør de ikke. I nogle lande har man svært ved nogle opgaver, i andre lande ved andre. Dermed afhænger rangordningen af, hvor mange opgaver af hver type, der er valgt ud til testen, forklarer Svend Kreiner.

Også en række forskere i Storbritannien har kritiseret PISAs metoder. I det britiske skolesystem er der en omfattende kritik af den måde, undervisningen har ændret sig på. Man er gået fra at undervise med henblik på at lære eleverne noget til teaching to the test at undervise med henblik på at de kan lige præcis det, PISA og andre test konkret måler.

Tilmed er der for nylig blevet rejst mistanke om, at konkrete lande har snydt med deres PISA-resultater. Ifølge det svenske dagblad Dagens Nyheter er den tyske sociologiprofessor Jörg Blasius på vej med en rapport, der skulle dokumentere, at Slovenien, Italien og De Forenede Arabiske Emirater, har fabrikeret data til PISA.

PISA skulle være et middel til at få indsigt i egne svagheder. Men ranglistningens politiske betydning løb med opmærksomheden i en grad, så det måske ligefrem frister til national eksamensfusk.

I begyndelsen var læseundervisning mest noget, dansklærere forbandt med de første skoleår. Det handlede om, at eleverne tilegnede sig den fidus, at der er en sammenhæng mellem bogstavet og dets tilhørende lyd, at bogstaver sættes sammen til ord, og at ord sættes sammen til sætninger. Eleverne læste Søren og Mette-bøgerne, som var egnede til at lære de helt grundlæggende ord. For teksterne var klinisk rensede for alle de ord, der var for svære.

I dag er der bred enighed om, at det ikke er i den basale indlæring af bogstaver, det største problem ligger. Engang brugte nogle eksperter betegnelsen funktionelle analfabeter om de elever, som scorer lavt i en læsetest fra PISA. Men når man tester en 15-årig dansk elev, er det ikke analfabetisme, der er på færde. Der testes ikke i, om man kan afkode de enkelte bogstaver til lyde, men i, hvor dygtigt man kan afkode ordene til en dybere mening og omsætte dem til egne ord og refleksioner. I PISA taler man derfor nu om manglende funktionel læsekompetence som det, der kendetegner de elever, der har det svært.

Grethe Kjær Jacobsen er pædagogisk udviklingskonsulent i Køge Kommune. Hun havde i en del år arbejdet med at udvikle læseforståelsen blandt svage læsere på Køges skoler, men var frustreret over, at 15 procent af eleverne var svære at få med, da hun i september 2010 på en konference arrangeret af Det Nationale Videncenter for Læsning hørte svenske skolefolk fortælle om fordelene ved at arbejde med genrepædagogik.

Når begynderlæsningen er på plads, og eleverne kommer på mellemtrinnet, bliver teksterne sværere. Ordforrådet bliver meget større og mere varieret. Og de tekster, eleverne møder, er også varierede og har forskellige formål. Genrepædagogik indeholder en særlig didaktisk tilgang, en måde at tale om sprog på, som gør, at elever, der ikke har det store ordforråd med sig, gradvis kan lære at afkode fagsprog, forklarer Grethe Kjær Jacobsen.

Hun tilføjer, at PISA-undersøgelser og nationale test fungerer som pejlemærker, men ikke mere:

Hvis vi klarer os meget dårligt, giver det da anledning til overvejelser, men en PISA-undersøgelse vil ikke pr. automatik påvirke, hvad vi tror på virker i dagligdagen. Vi skal ikke overdramatisere betydningen.

I dag fylder genrepædagogik en del på Køges skoler. Men det er blot en af utallige metoder, strategier og systemer til bedre læsning, som forskere, læsevejledere og lærere anvender og udveksler på tværs af jordkloden. For det væsentlige resultat af PISA og alle de andre internationale undersøgelser har ikke været, om det ene land lå højt eller lavt. Det har derimod været det enorme fokus på betydningen af, at der udvikles viden og udveksleserfaringer om, hvad der skaber bedre læsere. Fra Australien over Sverige til Ellemarkskolen i Køge.

I begyndelsen sukker og sveder Magnus og Tolga over det tomme papir, men lidt efter lidt får de held med ordjagten. Da dobbelttimen er ovre, har de begge løst opgaven, som bestod i at bruge nogle af de ord, som er med til at kendetegne genren den uhyggeskabende, spændende novelle. Nu har de selv fundet nogle af ordene i et Per Kirkeby-maleri, haft dem i hovederne og ført dem fra blyant til papir. Næste gang de ser et sådant anslag til en fortælling på tryk, er de lidt bedre rustede til at kunne afkode, hvilken genre de har med at gøre.

Magnus novelle begynder sådan: Der var et sted højt oppe mod nord i en flot hule med underjordiske vandfald og floder.

En fantastisk udsigt til Nordlyset. Men det var koldt, og vinden susede ind på den nøgne krop...

Tolgas novelle begynder sådan: Det var en kold vinterdag ude i skoven. Det var så koldt, at man kunne se sit eget åndedræt i luften. Man kunne høre tunge vanddråber falde fra skyerne

Nhima Cande mistede i 2008 sin søn Amadu Colubali i forbindelse med en koleraepidemi. Med blot få tiltag har Nhima Cande i dag formået at få beboerne i sin landsby til at bruge toiletter og vaske hænder, og derfor har området ikke set udbrud af sygdommen siden 2008. –
Nhima Cande mistede i 2008 sin søn Amadu Colubali i forbindelse med en koleraepidemi. Med blot få tiltag har Nhima Cande i dag formået at få beboerne i sin landsby til at bruge toiletter og vaske hænder, og derfor har området ikke set udbrud af sygdommen siden 2008. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/ Denmark
Jørgen Erichsen har komponeret op imod 100 større og mindre kirkemusikalske værker. Særligt her i julemåneden lyder hans musik fra talrige orgler i danske kirker. –
Jørgen Erichsen har komponeret op imod 100 større og mindre kirkemusikalske værker. Særligt her i julemåneden lyder hans musik fra talrige orgler i danske kirker. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/ Denmark