Mød filminstruktøren, der trues på livet for at ville fortælle terroristens historie

Hverken kritik eller mordtrusler har fået filminstruktør Manyar Parwani til at droppe spillefilm om terroristen Omar el-Hussein og hans radikaliseringsproces

Hvis trusler kunne få mig til at opgive filmen, giver det ingen mening, at mine forældre opgav alt for at få mig til et land med frihed, fortæller den 39-årige dansk-afghanske filminstruktør Manyar Parwani.
Hvis trusler kunne få mig til at opgive filmen, giver det ingen mening, at mine forældre opgav alt for at få mig til et land med frihed, fortæller den 39-årige dansk-afghanske filminstruktør Manyar Parwani. . Foto: Liselotte Sabroe.

For knapt ét år siden stod filminstruktør Manyar Parwani på Gunnar Nu Hansens Plads på Østerbro sammen med flere end 30.000 andre danskere for at mindes Finn Nørgaard og Dan Uzan, der begge blev ofre for terrorangrebene på Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København.

Det var her blandt den fakkeloplyste menneskemængde, at Manyar første gang tænkte, at nogen burde lave en film om, hvordan unge mænd bliver radikaliseret.

Omtrent ét år senere er den 37-årige dansk-afghanske filminstruktør selv i gang med at skrive manuskriptet til den film, som han havde tænkt, at en anden var nødt til at lave - spillefilmen om den nu afdøde terrorist Omar el-Hussein, der skal vise, hvilke mekanismer der fik den 22-årige danskfødte palæstinenser til at begå angrebene i København den 14. februar 2015.

Manyar Parwani havde i forvejen et par kontakter i det miljø, som Omar færdedes i. Dem fik han til at sprede rygtet om sine filmplaner.

”Det handlede om ren og skær nysgerrighed. Jeg ville finde ud af, om der overhovedet var mere at vide om det miljø, end det man kunne læse i aviserne. Hvis der ikke var det, gav det ikke mening for mig at fortsætte med filmen.”

Men det viste sig at give mening, da han en dag modtog et opkald klokken tre om natten fra en person, der ville mødes:

”Der måtte være en god grund til, at han ringede på det tidspunkt, så jeg tog chancen. Jeg ventede i en sidegade til Nørrebrogade, da en mand med elefanthue kom kørende og samlede mig op. Han gav mig tre forskellige mobiltelefoner og fortalte, at han ville lade numrene til dem cirkulere rundt i miljøet. Den eneste grund til, at han hjalp mig, var fordi han også var i tvivl om, hvorfor Omar gjorde det.”

De efterfølgende måneder modtog han opkald fra forskellige unge militante islamister, som Manyar Parwani selv benævner dem. De var altid maskeret, og han har derfor svært ved at afgøre, hvor mange forskellige unge han er mødtes med.

”Jeg mødte dem ikke kun for at få informationer, men også for at danne mig et billede af, hvem de er. Jeg skal kunne skrive dialoger og bygge karakterer op, som ikke er stereotyper.”

”Men de har en anden hensigt med møderne. De ved, at jeg er en frafalden muslim, så de bruger en masse kræfter på at retlede mig. Mange spørger, hvorfor jeg tager diskussionen med dem, men det er for at se, om de kan finde argumenter for deres handlinger i Koranen. Det kan de ikke, og så hidser de sig op.”

Men de unge ønsker ikke kun at diskutere religion. For nylig blev han truet med en pistol af en gruppe, der ville have ham til at droppe filmprojektet. Men han forklarer, at der skal mere til at gøre ham bange efter barndommens oplevelser i Afghanistan under Sovjetunionens besættelse af landet.

”Når jeg bliver truet med en pistol, bliver jeg den lille dreng igen, der kigger op mod den store russiske maskinpistol. Hvis trusler kunne få mig til at opgive filmen, giver det ingen mening, at mine forældre opgav alt for at få mig til et frit land. Så må de skyde mig. Jeg vil hellere dø end ikke at være fri,” siger Manyar Parwani.

Det kom bag på ham, hvor nøje disse drenge som Omar bliver udvalgt af ekstremistiske bagmænd. De er ifølge instruktøren nemme ofre, fordi de ikke sætter spørgsmålstegn ved tingene og ikke besidder kritisk sans.

”Omar blev udpeget lang tid, før han kom i fængsel, og det blev kun værre i fængslet. Da han sad der, var der i medierne stort fokus på, at Gaza blev bombet. Han blev mere og mere vred, og det slog klik for ham,” siger Manyar Parwani, der håber, at hans film vil sætte gang i en debat om at undgå radikalisering, og om hvordan vi løser problemet med terror uden at miste alt det, vi tror på.

”Hvis vi indfører den ene lov efter den anden, som indskrænker demokratiet for at komme terrorismen til livs, kan islamisterne pege fingre ad os og udstille, hvor svag vores tro på demokratiet er.”

Da det i august blev kendt, at der bliver arbejdet på en film om Omar el-Hussein, udtrykte formanden for Det Jødiske Samfund, Dan Rosenberg Asmussen, en frygt for, at Omars handlinger vil blive fremstillet i et forstående skær. Det blev Manyar Parwani ked af at høre:

”At prøve at forstå en person er ikke det samme som at retfærdiggøre hans handlinger. Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg tager hensyn til Finn Nørgaard og Dan Uzans efterladte. Derfor skal det heller ikke være en actionfilm. Som instruktør skal jeg lave den stærkeste historie, men det gør ikke noget at have en smule medfølelse,” siger han.

Manyar Parwani håber, at filmen får premiere i biograferne i løbet af næste år, men han ved, at der stadig er lang vej:

”Der er mange interesser i det her, og modstanden mod filmen kommer fra mange sider. Truslerne stopper heller ikke, men jeg vil kæmpe for min kunstneriske frihed. Voldsmænd skal ikke have lov til at diktere en filminstruktørs arbejde.”