Pædagogisk leder: Jeg er færdig med at råbe op

Bjarne Rønne Kofoed. Foto: Leif Tuxen

Jeg føler mig mere og mere mistænkeliggjort og bliver til sidst i tvivl om, hvorvidt jeg faktisk havde gjort noget forkert ved at offentliggøre tallene.
Bjarne Rønne Kofoed, pædagogisk leder på daginstitutionen Børnegården på Amager

August 2015: Bjarne Rønne Kofoed ryger rundt i mediemøllen, da han som pædagogisk leder kritiserer, at en del forældre tager på ferie uden deres børn. Den hårde debat, der fulgte, har skræmt ham fra at tage flere kampe

Fortalt af Bjarne Rønne Kofoed

I dag får vi sommerferiestatistikken helt automatisk. Indtjekning sker jo digitalt, det samme gør feriemeldinger, og de informationer bruger vi aktivt til at planlægge bedst muligt, hvor meget personale der er nødvendigt hvornår. Så jeg sidder og ser på tallene lige omkring sommerferiens begyndelse, og det slår mig, hvor mange - især blandt de mindste børn - der holder mindre ferie end deres forældre.

Hvert fjerde barn under seks år har mindre end tre ugers ferie, og blandt vuggestuebørnene er det hvert tredje. Enkelte holder slet ikke ferie, og jeg kender de fleste af forklaringerne, for det er ikke et helt nyt fænomen. I de fleste tilfælde har forældrene simpelthen behov for at holde ferie uden deres børn.

Nogle siger også, at de ikke har råd, men langt de fleste forældre hos os er meget ressourcestærke, så min klare fornemmelse er, at det er behovet for alenetid, der fylder mest. Og det reagerede jeg på i en artikel i Kristeligt Dagblad.

Det er ikke, fordi jeg skal være dommer over, hvordan man prioriterer sin tid som forældre, men jeg kan bare se, hvad det gør ved børnene ikke at have særlig meget ferie. De fleste bliver meget kede af det, når forældrene går, og de bliver generelt mere indadvendte og har mere brug for knus og kram. Det synes jeg, er synd, og det skrev jeg ud til samtlige forældre i et brev sidste år. Tallene er da også bedre i år, men ikke så meget som håbet.

Jeg har tidligere foreslået vores faglige organisation, BUPL, om vi ikke skulle arbejde for, at familier bliver forpligtede til at holde ferie i et vist omfang. Først og fremmest for børnenes skyld, men det er også en god måde at spare på, når vi nu alligevel skal spare. Det er de slet ikke lydhøre over for. Deres tilgang er, at jo tættere forhold vi har til forældrene, jo mere kan vi bruge dem til at lægge pres på politikerne, og det rummer da også en vis logik. Men i praksis betyder det, at jeg ikke må italesætte de problemer, der vitterlig er.

Eksempelvis at stadig flere afleverer deres børn, allerede når de blot er syv måneder gamle. Det er ikke særlig sundt for barnet, men siger jeg det, giver det forældrene dårlig samvittighed, og så trækker de sig måske fra samarbejdet.

Jeg ender heldigvis med at få rigtig mange positive tilbagemeldinger på min kritik. Både fra forældre, fra personalet og ikke mindst fra andre ledere i institutionsverdenen, som ikke selv tør sende breve ud til forældrene eller kritisere forholdene i medierne. Men snart kommer også en del vrede kommentarer.

Jeg bliver direkte frarådet at følge debatten på de sociale medier, fordi folk er så personlige. Jeg kan alligevel ikke lade være med at kigge hurtigt, og det er ret voldsomt. ”Endnu en pædagog, der ikke gider passe børn,” er der mange, der siger. En del kalder mig løgner og sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er lovligt at offentliggøre feriestatistik på den måde. Meget få forholder sig til det, jeg gerne vil diskutere, nemlig hvordan det påvirker børnene, at så mange forældre ikke tager dem med på ferie.

Det værste er næsten, at vores fagforening ikke bakker mig op. FOA angriber mig direkte, mens BUPL kun vil støtte mig uofficielt. Det er meget ubehageligt. Jeg føler mig mere og mere mistænkeliggjort og bliver til sidst i tvivl om, hvorvidt jeg faktisk havde gjort noget forkert ved at offentliggøre tallene. Jeg når at tænke tanken, at hele sagen kan afslutte mit arbejde med børn.

I dag har roen lagt sig, men jeg er helt klart blevet mere forsigtig. Det er slut med at sende kritiske breve til forældre, og jeg skal sikre mig fuld opbakning, før jeg udtaler mig til medierne igen. For jeg har selv fem børn, og det gjorde ondt at skulle forklare dem, hvorfor folk i fjernsynet sagde, at far løj. Jeg havde også svært ved at sove i den periode, og det gjorde ikke noget godt for mit humør at blive svinet til på den måde. Fremover vælger jeg mine kampe med større omhu.