Rundkredsen er allerede næsten fuldt besat, selvom der er 20 minutter, til dansen begynder.
90 procent af beboerne på Plejecenter Krogstenshave i Hvidovre er demente, mange i svær grad, men det er tydeligt, at de ved, hvad der er i vente, og de glæder sig. Flere nynner allerede og slår blidt hænderne mod lårene.
Rundt om dem er der pyntet fint op til afdansningsbal i fællesrummet med blomster og bånd, og både beboere og ansatte er fint klædt på med kjoler, skjorte og slips.
I et hjørne er et lille orkester klar til at spille, og alle har fået et champagneglas med hyldeblomstsaft, sodavand og hvidvin.
Men der er også meget at fejre. I dag afsluttes nemlig et otte uger langt forløb med såkaldt erindringsdans - et koncept, hvor de ældre synger og danser til nøje udvalgte sange fra dengang, de stadig kunne huske det hele. Og for mange har forløbet skabt store forandringer.
En af dem er Gerhart Tomasen.
Normalt er han ikke særlig nærværende og husker meget lidt.
Men erindringsdansen har slået hul ind til noget af hans gamle jeg, og denne dag er han blandt de første på dansegulvet, smilende og syngende til ”Jeg ved en lærkerede”.
På de otte uger, beboerne har danset, er han blevet en helt anden far, har hans datter fortalt. Han virker yngre, mere glad og nærværende. Det er næsten, som om han har glemt, at han er dement.
Nu sætter orkesteret tempoet op med ”Vi skal gå hånd i hånd”. Dansegulvet er fyldt, mens bænkevarmerne vifter med flag eller svinger pegefingre i takt til musikken.
”Dejligt! Dejligt!” lyder det.
Ude på dansegulvet finder man også Svend Poulsen. Han er svært dement og normalt meget indadvendt og ofte vred.
Nu ser han fredfyldt ud i selskab med en af de ansatte, som han tidligere ikke kunne genkende, når hun bankede på hans dør.
Nu genkender han hende hver gang med et smil - som regel efterfulgt af spørgsmålet: Skal vi danse?
Også hans kone, Annemarie, som ikke bor på plejecentret og ikke er dement, har oplevet en markant ændring. Før erindringsdansen kunne Svend ikke huske et eneste navn, heller ikke hendes. Nu husker han deres bryllupsdag og sender roser på hendes fødselsdag.
”Det bedste er, at han er begyndt at huske noget af vores liv sammen. Det er virkelig dejligt, for det føles jo, som om jeg har fået noget af Svend tilbage,” siger hun.
Fra international forskning ved man, at sociale relationer - ud over medicinen - er det mest effektive våben mod demens, så også på den måde hjælper dansen.
Men uanset hvorfor de demente bliver åbnet op, er det afgørende, at det sker, mener Ane Eckermann, demensfaglig projektkoordinator i Alzheimerforeningen.
”Der er jo generelt ikke så mange ressourcer på plejecentrene, og så mange demente sidder meget ned og er ofte alene. Erindringsdans er en relativt lettilgængelig måde at gøre en stor forandring, så jeg håber virkelig, at de fortsætter med at danse, og at endnu flere gør det,” siger hun.
Det virker næsten utroligt, at sang og dans kan have den effekt på hukommelsen, men forklaringen er velkendt. Den såkaldt motoriske hukommelse lagres på en anden måde end andre erindringer, nemlig i den ældste del af hjernen, som vi har til fælles med selv primitive dyr, forklarer Kasper Jørgensen, neuropsykologisk fagkonsulent hos Nationalt Videnscenter for Demens.
Dansebevægelser er også en slags genvej ind til den ubevidste del af hukommelsen, men de kan godt rive andre og mere bevidste former erindringer med sig på vejen.
”Det sker en form for vækkelse, for det er en del af personens hukommelse, der vækkes til liv,” siger Kasper Jørgensen og uddyber:
”Men de mere bevidste erindringer forsvinder hurtigt igen. Dans virker derfor ikke helbredende mod demens, men kan stimulere dele af hukommelsen og på den måde måske vise, at personen kan mere og har et større indre liv, end personen ellers giver udtryk for. Og det kan være vigtigt - både for de demente og dem omkring dem.”