Anna skar i sig selv: Jeg havde altid en hobbykniv i tasken

Tilbage i teenageårene var der ingen forbehold. Selvskaden føltes som en uundværlig strategi for at komme igennem hverdagen, og Anna udvidede hurtigt sit arsenal af knive og forfinede sin teknik. Modelfoto. Iris

Det giver en øjeblikkelig følelse af velvære, måske lykke, at skære i sig selv. Det er en form for fix, som det er nemt at forfalde til, hvis ikke man tager sine forbehold
Anna

Anna skar i sig selv som teenager. Som for så mange andre unge piger blev selvskaden en måde at håndtere de følelser af afmagt, angst og utilstrækkelighed, hun ikke kunne sætte ord på. Hun er stadig bekymret for at falde tilbage i mønstret

Anna skar i sig selv første gang, da hun var 13 år. Hun havde taget en hobbykniv med hjem fra en billedkunsttime på skolen, så hun uforstyrret kunne eksperimentere med knivens skarpe blad mod huden. Fire ensartede snit i underarmens bløde kød.

Den i dag 25-årige kvinde kan ikke huske, hvorfra hun havde fået tanken, men hun kan tydeligt huske, at snittene i armen ikke gjorde ondt. Tværtimod, så lettede følelserne af angst, afmagt og mindreværd for hver gang, hun brød hudens overflade med hobbyknivens skær.

Kristeligt Dagblad har de seneste dage skrevet om det voksende antal piger og unge kvinder, der skærer, bider og ridser i sig selv. Noget, de ifølge eksperter gør for at få afløb for følelser af afmagt og utilstrækkelighed.

Den nyeste undersøgelse viser, at 32 procent af de 18-25-årige på et tidspunkt i deres liv har skadet sig selv med vilje, og psykologer mener, at omfanget nu er så stort, at det må betegnes som en ny form for psykisk masselidelse: En kulturelt betinget syge, der er svært vanedannede og derfor vanskelig at slippe af med, når først man er kommet ind i vanen.

Anna er i dag fri af sin selvskadende adfærd. Efter år i terapi og et intensivt arbejde med sig selv har hun lagt knivene og trangen til at påføre sig selv skade bag sig. Tilbage er kun de tynde hvide ar på undersiden af arme og håndled, men også en konstant og årvågen opmærksomhed på ikke at falde tilbage i de gamle mønstre.

”Jeg føler mig faktisk helt fri af det nu, men jeg ved også, at det er en ekstremt vanedannende adfærd, så jeg er nok altid lidt på vagt. Det giver en øjeblikkelig følelse af velvære, måske lykke, at skære i sig selv. Det er en form for fix, som det er nemt at forfalde til, hvis ikke man tager sine forbehold,” siger hun.

Tilbage i teenageårene var der ingen forbehold. Selvskaden føltes som en uundværlig strategi for at komme igennem hverdagen, og Anna udvidede hurtigt sit arsenal af knive og forfinede sin teknik. Mindre og sløve knivblade kom i brug, når hun havde brug for et overfladisk snit, mens nyere og bredere skær blev taget frem, når følelserne af angst og afmagt overmandede hende, og hun havde brug for at skære dybere.

”Jeg havde altid en hobbykniv i tasken. Det gav mig tryghed, at jeg havde den på mig, så jeg kunne aflede mine følelser og tanker, hvis jeg fik det dårligt eller blev ked af det i løbet af dagen. Jeg vidste, at jeg havde noget, jeg kunne dulme mine følelser med, og det var på det tidspunkt langt vigtigere for mig, end at mine arme blødte, og jeg fik ar. Det føltes som ren overlevelse,” fortæller hun.

Vendepunktet kom med mødet med en sanglærer, der også var uddannet terapeut, og derfor fik øje på Annas smerte, selvom hun var god til at skjule ar og friske snitsår under armbånd og lange ærmer. Sanglæreren sørgede for, at Anna kom i et terapeutisk forløb hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade og tog hende selv ind som privat klient.

”Jeg var også blevet ældre og havde fået en større bevidsthed om, at det, jeg gjorde, ikke var i orden, og at jeg måtte tage en anden form for styring med mit liv. Det lykkedes, men det lykkedes først og fremmest, fordi jeg fik hjælp. Det er helt afgørende vigtigt, at piger bliver set, for at de kan bryde de selvskadende mønstre,” siger Anna.

I dag er hun selv som uddannet skolelærer og underviser på en folkeskole enormt opmærksom på de signaler, hendes elever sender, og om de udviser tegn på, at de har problemer og skader, sulter eller piner sig selv for at finde lindring.

Tegnene kan være få og subtile, men de er til at få øje på, hvis man ved, hvad man skal se efter. Det skal vi generelt blive bedre til, mener Anna.

”Den her adfærd udvikler sig i de tidlige teenageår, som netop er den aldersgruppe, jeg underviser. Du kan tro, at jeg holder øje,” siger hun.