"Det er nytår, måske skulle vi starte på en frisk," lyder det fra en mand med rusten stemme ved det lange mødebord i De Hjemløses Hus på Nørrebro i København.
Tre mænd drikker kaffe sammen med en blond kvinde i tyverne, mens to hundehvalpe leger med en grankvist på det lyse parketgulv i værestedet på Falkevej.
I et hjørne sidder Peter Petersen og taler lidt febrilsk i telefon. Han har så mange ting, han skal have ordnet. Ved siden af stolen står en gul plastictaske med magasinet Hus Forbi og en grøn rygsæk, der indeholder dagens madration: En karton ananasjuice og en plasticbakke med kogt kylling fra Netto. Samme morgen har Peter Petersen været tidligt oppe for at sælge Hus Forbi på Østerport Station.
En høj skægget mand iført sort kedeldragt kommer forbi og giver Peter Petersen et slidt eksemplar af det tyske magasin Der Spiegel. Ved et andet bord sidder en mand med stort hvidt skæg og snakker med sig selv.
På sin vis adskiller Peter Petersen sig fra mange af gæsterne i hjemløsehuset. Han hverken drikker eller ryger hash. Han har klare øjne, sund hud og hvide tænder – lever gerne af økologisk mad og ser i det hele taget ren og nyvasket ud i den grønne nylonjakke købt på udsalg.
Og så alligevel ikke. Han er hjemløs ligesom de andre brugere, og han er alene. Dagene tilbringes på væresteder, biblioteker og i offentlige transportmidler. Netværket består først og fremmest af andre hjemløse, og han har ingen kontakt med sin familie.
Ved bordet stikker Peter Petersen en kopi af en adresseliste fra Folkeregisteret frem. Den fylder to sider og viser samtlige de 55 folkeregisteradresser, han har haft i sit 37-årige liv. Listen rekvirerede han sidste sommer på et tidspunkt, hvor han tænkte meget over sit liv.
"Jeg har i dag overhovedet ingen kontakt med mine forældre og søskende, og listen var nok en slags forsøg på at skabe et overblik over min livshistorie," forklarer Peter Petersen.
Lige nu er adressen Frelsens Hærs Herberg på Amager. Her har Peter Petersen boet siden maj sidste år. Han håber på at kunne blive boende et par måneder endnu, for han føler sig ikke klar til at rykke ud i en lille et-værelses lejlighed. Han skylder 50.000 kroner til Statens Uddannelsesstøtte og andre kreditorer. De penge vil han have afdraget først. Samtidig lider han af overfølsomhed overfor bestemte fødevarer og bruger en del penge på mad. Derfor mener han ikke, at han har råd til en lejlighed lige nu.
Hjemløs har Peter Petersen været med jævne mellemrum, siden han blev frosset ud af Scientology Kirken i 2002 og forlod den endeligt to år senere.
"I mange måneder fungerede zonekortet til HT som min huslejekvittering. Jeg sov i Malmøtoget, i udrangerede togvogne, på sofaer i Københavns Lufthavn, på vaskerier og i HT's natbusser," fortæller Peter Petersen.
På et tidspunkt klagede han til HT, fordi den buschauffør, han plejede at køre med, slukkede for varmen for at holde de hjemløse væk.
"Jeg er selv ansvarlig for mit liv. Det er ikke sådan, at jeg vil skyde skylden på andre. Men lige nu har jeg altså ikke overskuddet og kræfterne til at tage et almindeligt arbejde," lyder svaret på spørgsmålet om, hvorfor han dog ikke bare tager et 8-16 arbejde og kommer videre i sit liv.
Alt tegnede ellers lyst, da Peter Petersen som 19-årig blev student med et gennemsnit på 10,5. Han kunne vælge og vrage mellem forskellige uddannelser. Sprog interesserede ham, og han blev optaget på russiskstudiet ved Århus Universitet. Men Peter Petersen fandt det også svært at læse. Han var perfektionist og fordybede sig i detaljen. Han droppede ud af studiet på første år og gik i gang med forskellige ufaglærte job. Samtidig kastede han sig over en række kurser inden for den alternative behandlerverden.
"Jeg leder efter så meget sandhed som muligt. Jeg er en søgende sjæl. Inderst inde hænger min søgen nok sammen med, at jeg havde en meget vanskelig barndom," forklarer Peter Petersen.
Peter Petersens første 12 år var præget af mange flytninger. Han voksede op i et pænt middelklassehjem. Faderen var bankmand. Men da Peter var tre år, blev forældrene skilt, og det blev bestemt, at Peter skulle bo hos sin far. Fra han var tre et halvt år, til han var 11-12 år så han slet ikke sin mor. Når hun sendte pakker til sin søn, blev de returneret af Peter Petersen far.
Faderen fandt en ny kone, som Peter Petersen knyttede sig til. Facaden var i orden. Familien boede i en villa i Nordsjælland. Peter Petersen startede i første klasse på Bernadotteskolen. Men hjemme uddelte faderen tørre tæsk, når sønnen havde gjort noget, der faldt på tværs.
"Når jeg tænker tilbage, husker jeg min barndom som meget stresset. Min far havde ambitioner på mine vegne. For eksempel kom jeg på Sankt Annæ Gymnasium, fordi min far mente, jeg var god til at synge. Min far var meget korporlig. På et tidspunkt blev han så hidsig, at han bankede hånden gennem en dør: Men han var også intellektuelt orienteret, så på den måde fik jeg nogle ting med i bagagen," fortæller Peter Petersen.
Da Peter gik i sjette klasse, blev hans far skilt igen. Peter ville gerne bo hos sin stedmoder, men det kunne ikke lade sig gøre. Han ønskede under ingen omstændighed at bo hos sin far. Han fik så valget mellem at komme på børnehjem eller bo hos en plejefamilie. Peter valgte det sidste og blev hos samme familie i syv år.
Peter fordybede sig helt og holdent i det faglige og fik topkarakterer. Han dyrkede langdistanceløb og karate og var et år på high school i USA inden studentereksamen. Men han isolerede sig rent socialt. Han burede sig inde på sit værelse og bare læste og læste.
"Plejefamilien var fantastisk, men jeg knyttede mig ikke rigtigt til dem. På en eller anden måde havde oplevelserne i min barndom betydet, at jeg havde fået nok af den tætte kontant til andre mennesker. Jeg holdt mig helst for mig selv."
De første år hos plejefamilien havde Peter Petersen sporadisk kontakt med sin far. Men hans plejemor besluttede, at forbindelsen skulle afbrydes, fordi hun så, at faderen sad og stirrede ondt på sin søn, når de havde samvær.
"Da jeg var 19 år, stillede min plejemor en slags uudtalt ultimatum. Jeg skulle vælge mellem hende og min stedmor. Det hele blev ret indviklet for mig følelsesmæssigt, og jeg besluttede at afbryde forbindelsen med min stedmor. I dag ville jeg måske ikke have truffet en så kategorisk beslutning, men jeg kunne ikke rigtig overskue tingene," forklarer Peter Petersen.
Allerede i gymnasiet fordybede han sig i forskellige alternative behandlinger, og senere tog han blandt andet en grundudddannelse i kinesiologi.
Han kom også i kontakt med clairvoyance og den såkaldte regressionsterapi, og i midten af halvfemserne blev han optaget i Scientology.
"Det eneste, der betød noget for mig, var at blive fri for den smerte, jeg rendte rundt med i mit sind. I dag ved jeg, at den rigtige Scientology kan hjælpe mig. Men stifteren Ron Hubbards lære er blevet forvansket af den ledelse, der styrer bevægelsen i dag."
Peter Petersen følte, han havde fundet meningen med livet, når han solgte bevægelsens bøger på gaden eller arbejdede på kontoret. Han arbejdede gratis for Scientology, tjente til livets ophold ved forskellige ufaglærte job og boede til leje på små værelser hos medlemmer af bevægelsen.
Men efterhånden ragede han uklar med ledelsen, fordi han satte spørgsmålstegn ved deres fortolkning af Ron Hubbards lære. Han blev sat under skærpet overvågning af bevægelsens interne efterretningstjeneste. Han fik påbud om, at han kun måtte vise sig på bestemte af Scientologys kontorer.
Først for to år siden forlod han definitivt bevægelsen. Han var alene i verden. De skrøbelige familiebånd var efterhånden kappet helt. Han prøvede at opsøge sin mor og sin stedmoder, men de var ikke interesserede i at støtte ham. Han var nedtrykt, fordi han følte, at de drømme og idealer, han havde arbejdet så intenst for i næsten otte år, var knust.
Han levede af forskellige ufaglærte småjob, men magtede ikke at skaffe sig et sted at bo.
I maj sidste år flyttede han så ind på Frelsens Hærs herberg på Amager. Her befinder Peter sig godt, selvom han umiddelbart ikke har meget til fælles med de andre beboere.
For første gang i lang tid har han nu et sted, hvor han kan sove en hel nat. Han lider af overfølsomhed over for bestemte fødevarer og bliver hurtigt udmattet. I øjeblikket er han sygemeldt på grund af kviksølvforgiftning fra amalgamplomber.
Peter drømmer om en fremtid som alternativ behandler, men der findes ingen offentlig støtte til den slags uddannelser.
"Min kviksølvforgiftning er blevet værre og værre de senere år. Jeg vil være rask, så jeg kan komme videre. Derfor skal plomberne udskiftes. Jeg er tilfreds med at sælge Hus Forbi og bo på herberg. Jeg kan ikke klare den pulserende trædemøde og tempoet på arbejdsmarkedet lige nu. Mit netværk er de hjemløse og så dem, jeg kender i den alternative verden. Men jeg ville ikke for alt i verden have været mit liv foruden. Det har været en øjenåbner for den sociale udstødelse, der sker selv i et så rigt samfund som det danske. I Indien har man kasteløse, og det føles lidt på samme måde at være hjemløs."