Khaterah Parwani har aldrig kendt Omar el-Hussein den 22-årige gerningsmand, der stod bag et af de værste attentater i nyere tid på dansk jord. Danmarks angiveligt første dræbende terrorist siden 1985 tog to menneskers liv på under et døgn, inden han selv blev skudt af politiet på Svanevej i Københavns nordvestkvarter den 15. februar 2015.
Den 32-årige afghanskfødte jurastuderende Khaterah Parwani arbejder blandt andet med radikaliserede unge i den frivillige organisation Exitcirklen. Hun havde knap nok fordøjet de voldsomme begivenheder, da Deadline på DR 2 kort efter attentatet ringede for at få hende i studiet.
På det tidspunkt vidste hun nærmest ingenting om den formodede gerningsmand. Men samme dag blev hun ringet op af en gadeplansarbejder, der skaffede hende kontakt til miljøet omkring Omar el-Hussein. Siden har hun opsøgt en lærer og andre, der kendte den unge dansk-palæstinenser, som blot få uger inden attentaterne var blevet løsladt fra Vestre Fængsel efter en dom for grov vold.
”På mange måder var Omar el-Hussein det stereotype billede af en vred ung mand, der tidligt kom ind i kriminalitet og hashmisbrug,” siger Khaterah Parwani. Omar el-Hussein voksede op i en palæstinensisk familie i Danmark. Forældrene blev skilt. Han blev på et tidspunkt sendt til Jordan for at gå i skole, men vendte tilbage til Danmark. Han beskrives også som en kvik ung mand, der, når han tog sig sammen, klarede sig godt i skolen og på HF. Og han var et af talenterne i en thaibokseklub på Østerbro.
”Flere har beskrevet ham som en rodløs ung mand, der havde et heftigt temperament, som kunne tændes på et øjeblik, og hans korte lunte voldte ham mange problemer,” fortæller Khaterah Parwani.
Efter attentatet tog den kriminelle bande Brothas afstand fra den 22-åriges angreb på uskyldige civile og forklarede, at de et par år tidligere havde ekskluderet ham fra fællesskabet, fordi han var for utilregnelig.
Ifølge Khaterah Parwani er det et vedholdende rygte på gadeplan, at Omar El-Hussein røg meget hash og opførte sig som en, der led af en hashpsykose.
”Selvom retten ikke gav ham nogen diagnose, så tyder meget på, at de må have overset noget. De forskellige beretninger gengiver symptomer, der kunne vække mistanke. Hans opvækst tyder også på, at han altid har søgt efter et fællesskab, der kunne tage ham oprigtigt ind,” forklarer Khaterah Parwani, der mener, at denne søgen efter anerkendelse i islamistiske og kriminelle miljøer var en del af baggrunden for attentaterne.
Det er i denne uge kommet frem, at Omar el-Hussein bar Koranen på sig, da han blev dræbt på Svanevej, og at han delte penge ud til venner efter attentaterne, fordi han regnede med at havne i ”paradis”.
”Jeg tror ikke nødvendigvis, at han ville dø, blot fordi han havde Koranen på sig og gav penge til venner. Det kan også have været en måde at få anerkendelse på,” siger Khaterah Parwani. Under alle omstændigheder mener hun ikke, at hans religiøse tro stak særligt dybt.
”Omar el-Hussein kom fra en palæstinensisk familie, hvor religionen aldrig havde fyldt særlig meget, ligesom mange af de unge radikaliserede med muslimsk baggrund. Men til gengæld fylder de politiske konflikter ude i verden og konspirationsteorier om Vesten en del,” fortæller Khaterah Parwani.
Et år efter attentatetmøder Khaterah Parwani unge mænd i det radikaliserede miljø, der minder om Omar el-Hussein. De har en fod indenfor i det kriminelle bandemiljø, hvor der er mange våben i omløb, og det er ikke unormalt, at de med ord støtter en konservativ og from udlægning af islam samtidig med, at de handler hash og har en voldelig adfærd.
”I de radikaliserede islamistiske miljøer kender jeg unge, der ligesom Omar er kriminelle og står uden for samfundet. Men jeg møder også veluddannede unge, der klarer sig godt i skolen og alligevel tiltrækkes af ekstremistiske holdninger. Kendetegnende for begge grupper er, at islam faktisk ikke fylder meget i deres dagligdag. I mange tilfælde har de kærester, drikker alkohol, tager let på kriminelle handlinger og gør mange af de ting, som islam forbryder. Blandt de unge islamistiske Syrien-krigere har vi set eksempler på, at unge har haft diagnoser som ADHD. De radikaliserede miljøer er gode til at tage imod de marginaliserede drenge, der har svært ved at danne relationer. De får en fast ramme, de får brødre, de får familie, og de bliver rost. I det hele taget alt det, de har søgt efter i deres liv,” forklarer Khaterah Parwani.
Hun oplever også, at romantisk heltedyrkelse og seksualitet spiller en ikke uvæsentlig rolle i de unges støtte til Islamisk Stat.
”Jeg møder en del kvinder, der radikaliseres. Blandt disse kvinder er der en heltedyrkelse af de mænd, som rejser til Mellemøsten. Man glemmer tit, at miljøet omkring Islamisk Stat også er meget seksualiseret. Islamisk Stat tillader fire koner og elskere blandt slavekvinder. I de stærkest radikaliserede miljøer herhjemme er der også eksempler på, at unge mænd praktiserer en slags flerkoneri,” fortæller Khaterah Parwani.
Hun mener, at der er kommet det positive ud af de tragiske begivenheder for et år siden, at myndighederne har fået mere fokus på koblingen mellem bandemedlemmer og radikal islamisme.
”Desuden er myndighederne blevet mere bevidste om, at de skal arbejde på tværs og udveksle oplysninger. Kriminalforsorgen havde jo sendt oplysninger om Omars radikalisering til PET, men der blev ikke handlet på informationerne, da Omar el-Hussein blev løsladt. Vi får aldrig sandheden om, hvorfor Omar handlede, som han gjorde. Men han var et eksempel på en kriminel og marginaliseret ung mand. Og hans historie viste, at vejen fra at have været med i kanten af bandemiljøet til at blive terrorist ikke er særlig lang,” siger Khaterah Parwani.
Hun anerkender, at København og Aarhus Kommuner gør et stort arbejde for at modvirke radikalisering. Skal indsatsen for alvor rykke, er det ifølge Khaterah Parwani nødvendigt at sætte ind i folkeskolen, så det sikres, at flere indvandrerdrenge får en stabil skolegang og kommer med i fællesskaber, som er sunde og ikke destruktive. Undersøgelser viser, at en tredjedel af indvandrerdrengene ikke består folkeskolens afgangsprøve, og at halvdelen af alle elever med indvandrerbaggrund dropper ud af de tekniske skoler.
”Mens mange indvandrerpiger klarer sig godt, er marginaliseringen af indvandrerdrenge nærmest som en betændelse i vores samfund. Der er ikke nogen let løsning. Men vi bliver nødt til at finde ud af, hvad skolen kan gøre for den gruppe. Det er et kæmpestort problem, at så mange drenge har en dårlig skolegang, og at nogle søger anerkendelse i subkulturer,” lyder det fra Khaterah Parwani.
Hun mener, at et af problemerne er, at der i folkeskolen ofte er en berøringsangst i forhold til at tale åbent med indvandrerelever om emner som politik, konflikter i Mellemøsten og religion.
”En mere åben dialog vil betyde, at der bliver talt om tingene, og at eleverne ikke drages af konspirationsteorier. Efter attentaterne sidste år hørte jeg fra flere lærere, at de havde utrolig svært ved at tale med tosprogede elever om eksempelvis Omar el-Husseins handlinger. Det viser, at der er en stor berøringsangst.”