”Selvfølgelig var det diskrimination,” siger Hashi Bobo og bestiller lidt mad på en café nær rutebilstationen i Aarhus.
Han har fået tidlig fyraften i dag. En af hans elever aflyste sin køretime, så Danmarks eneste somaliske kørelærer har parkeret ”Bobo-bilen”, som han kalder den, for at få lidt tidlig aftensmad.
Hashi Bobo taler om de første år i Danmark. Sammen med sin familie flygtede han til Danmark fra borgerkrigen i Somalia i 1993.
”Jeg kom i en klasse kun for udlændinge. Jeg lærte hurtigt sproget og blev den bedste i klassen,” fortæller den 36-årige dansk-somalier på klingende aarhusiansk.
”Efter halvandet år blev jeg flyttet over i en klasse med danske elever. Det er jo dem, der har givet mig den her dialekt.”
Selvom han var begyndt at lyde som de andre, skulle Hashi snart lære, at han alligevel ikke var helt som dem. Han ville gerne være mekaniker og havde brug for en læreplads. Men hvor end han forhørte sig, var svaret det samme:
”Ellers tak. Vi har lige hyret en.”
Samtidig oplevede Hashi Bobo, at etnisk danske ansøgere med ringere kvalifikationer blev tilbudt job.
”Der var en lang periode, hvor jeg tænkte, at jeg aldrig ville blive accepteret. Jeg overvejede da også helt at opgive Danmark,” erindrer Hashi Bobo.
Efter 50 ansøgninger opgav han drømmen og gik i lære som klejnsmed. Det var ikke lettere, og efter lige så mange forgæves ansøgninger begyndte han at fundere over, hvordan han kunne skrabe nok penge sammen til en billet ud af landet.
På vej ned af trappen fra den sidste virksomhed støder en nedtrykt Hashi Bobo ind i chefen.
Han fortæller ham sin historie, og chefen giver Hashi Bobo chancen.
”På den betingelse...,” siger chefen og peger på de mange indrammede æresmedarbejdere langs væggen. ”...at du en dag også kommer op at hænge her.”
Fotografiet bliver taget fire år senere. Hashi Bobo føler sig klar til nye udfordringer og tager et job ved byens værft. Da kommer finanskrisen og presser både Hashi, men også mange af kollegerne ud i arbejdsløshed.
”Det handlede ikke længere om min hudfarve. Det var en anden situation på det tidspunkt.”
Hashi var ikke længere dårligere stillet end sine kolleger. Men han stod heller ikke i en bedre situation. Da var det, han blev spurgt, om han kunne være tolk for en somalier, der var i færd med at tage kørekort.
”Det viste sig, at der var et stort behov for kørelærere, der kunne tale somali. Der var ingen i Danmark,” husker Hashi Bobo og tilføjer:
”Jeg tror, jeg fandt min plads, da jeg blev kørelærer. Jeg var ikke længere offer for diskrimination, men samtidig var jeg ikke dansker. Jeg er min egen. Jeg er dansk-somalier.”