”Jeg var en upolitisk flygtning”

Det er i morgen præcis 60 år siden , at opstanden i Ungarn brød ud. Adam Farkas var en af de 200.000 ungarere, der forlod landet. ”De fleste af os var upolitiske og flygtede, fordi vi ville have en bedre fremtid nøjagtig ligesom mange flygtninge i dag,” siger den tidligere gymnasielærer fra Vordingborg

”Det var antiklimaks at blive installeret på Egmont kollegiet i København. Jeg fik alt serveret på et fad og alligevel har jeg aldrig følt mig så ensom,” fortæller Adam Farkas, der flygtede fra Ungarn i 1956.
”Det var antiklimaks at blive installeret på Egmont kollegiet i København. Jeg fik alt serveret på et fad og alligevel har jeg aldrig følt mig så ensom,” fortæller Adam Farkas, der flygtede fra Ungarn i 1956. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Et par måneder efter opstanden i Ungarn i 1956 trådte den 19-årige Adam Farkas ind i en tom herskabsvilla syd for Østrigs hovedstad, Wien. Her skulle han bo midlertidigt sammen med en gruppe andre ungarske studenter.

Han blev mærkelig til mode, da han opdagede, at villaen var den selvsamme, som han 11 år tidligere havde overnattet i, da han sammen med sin familie og en gruppe andre jødiske fanger var på vej tilbage til Ungarn efter at have været interneret af nazisterne.

60 år efter opstanden i Ungarn bor den 79-årige Adam Farkas i et stort tresserparcelhus i Vordingborg. Den ranke hvidskæggede dansk-ungarer med den tydelige accent er pensioneret gymnasielærer fra Vordingborg Gymnasium og var en af de 200.000 ungarere, der flygtede efter opstanden. Adam Farkas havnede ligesom 1000 andre flygtninge i Danmark.

Adam Farkas voksede op i en jødisk familie i Budapest. Hans far forsvandt i Sovjetunionen under krigen. Det var et mirakel, at Adam Farkas og hans mor og søster reddede livet efter deportationen fra Budapest i 1944. Først mange år senere fandt Adam Farkas ud af, at den togtransport, de kom med, egentlig skulle have været til Auschwitz. Men den blev i stedet omdirigeret til Wien.

Det skyldtes, at den fore-gående transport af tvangs-arbejdere mod Wien fejl- agtigt var blevet sendt til Auschwitz. Derfor blev det besluttet, at den næste transport skulle til Østrig. Hans mor blev udskrevet til tvangsarbejde, og meningen var, at børn og gamle skulle transporteres videre til udryddelseslejren i Polen. Men det nåede de aldrig på grund af det kaos, der herskede i krigens sidste måneder.

Adam Farkas er i dag en af de velintegrerede ungarere, der er gledet godt ind i det danske samfund. Han har været dansk gift og har tre voksne børn på 47, 50 og 56 år. 60 år efter at han forlod Ungarn, har han stadig stærke bånd til landet. Han har arvet familiens lejlighed i Budapest og tilbringer som regel sommeren der.

Da opstanden i Ungarn begyndte den 23. oktober 1956, var den dengang 19-årige student og teknikerelev Adam Farkas på arbejde i laboratoriet i en glasfabrik i det nordlige Ungarn. Han registrerede opstanden i Budapest, fordi radioen spillede Beethovens 5. symfoni. Først efter at reformkommunisten Imre Nagy blev indsat som regeringschef den 24. oktober 1956, kom der rigtige nyheder i radioen. Adam Farkas’ familie var af det kommunistiske system blevet betegnet som gruppen af øvrige. Den betegnelse var forbeholdt ungarere, som ikke var bønder, arbejdere eller akademikere. Kun fem procent af pladserne på universitetet var reserveret til de såkaldt ”øvrige”, og Adam Farkas kunne derfor ikke få opfyldt sin drøm om at studere fysik og matematik.

En uge efter opstanden tog Adam Farkas tilbage til Budapest med en lastbil fra fabrikken. Han blev sat af i udkanten af byen og gik flere kilometer til familiens lejlighed. Undervejs stødte han på mange forskellige grupper, der agiterede for hver deres sag i højtalere.

”Jeg forstod, at det var et oprør mod Sovjet, men jeg forstod ikke, hvorfor der var så mange forskellige partier i stedet for, at man stod sammen. Det var en folkeopstand uden ledelse, men med mange forskellige politiske retninger. Selv var jeg upolitisk og absolut ikke nogen helt, og jeg havde ikke lyst til at blive involveret i opstanden,” fortæller Adam Farkas.

Opstanden var nogle steder brutal. Han så med egne øjne, hvordan ligene af agenter fra det hemmelige politi blev hængt op i lygtepælene. Han oplevede oprørsgrupperne som et sammensurium af liberale, socialister og nazister. For eksempel så han, hvordan en ung kvinde under opstanden begyndte at skrive op, hvor mange jøder der boede i Farkas’ kvarter.

Den 4. november rullede de sovjetiske tanks ind i Budapest. Adam Farkas hørte skyderi fra en kaserne i nærheden, og han gik sammen med en gruppe kammerater ned mod det berømte Hotel Gellert. Der kom en gruppe oprørere forbi med geværer. Adam Farkas ville ikke have noget gevær, men det ville en af hans venner, der boede i samme opgang som ham selv.

”Vi gik hjem, og hans forældre var rædselsslagne. De låste min ven inde på et badeværelse og gravede geværet ned på en tom grund i nærheden. Selvom der var kampe, gik livet videre. Jeg stod på et tidspunkt i en brødkø i fred og ro, men ikke langt fra mig blev der skudt,” fortæller Adam Farkas.

Adam Farkas er i dag en af de velintegrerede ungarere, der er gledet godt ind i det danske samfund.
Adam Farkas er i dag en af de velintegrerede ungarere, der er gledet godt ind i det danske samfund. Foto: Jens Welding Øllgaard

Efter den russiske nedkæmpelse af oprøret så fremtiden dyster ud. De mange, der havde været politisk aktive under opstanden, gik under jorden. Men også mange ikke-politiske ungarere besluttede at rejse.

”Jeg ville læse videre, og jeg tænkte, at når alle andre rejste, så måtte jeg nok også hellere tage afsted. De fleste af os, der flygtede, var ikke politiske, men vi ville have en anden fremtid på samme måde, som det gælder mange flygtninge i dag,” siger Adam Farkas.

Selvom han havde overlevet holocaust, var det ikke tanker om fortiden, der fyldte. Han tænkte på fremtiden og på, at livet skulle leves. Hans adoptivfar havde en ven, der skaffede ham kontakt til en guide, som kunne føre ham over grænsen til Østrig. Og i begyndelsen af december lykkedes det Adam Farkas at krydse grænsen illegalt. Guiden fik, hvad der svarede til en månedsløn for at smugle ham over grænsen.

Adam Farkas havde købt to flasker Jamaica-rom, som han kunne bestikke grænsevagterne med. Han solgte den ene og begyndte at drikke den anden efter, at han havde passeret grænsen.

”Ja, faktisk drak jeg mig lidt fuld, efter at jeg kommet ind i Østrig,” griner Adam Farkas.

Den internationale velvilje over for de mange flygtninge var stor.

De ungarere, der blev registreret som studenter, fik tilbudt studiepladser i både USA og Europa. Adam Farkas kunne vælge mellem en plads på universitetet i Grenoble eller en plads på Niels Bohr Instituttet i København. Han kendte ikke noget til Danmark, men valgte København, blandt andet fordi han på den tekniske skole havde holdt foredrag om Niels Bohr.

I marts 1957 rejste han i tog til København sammen med seks andre ungarske studerende. De syv unge fik et treårigt stipendium fra den amerikanske bilkoncern Ford.

Det var et antiklimaks at blive indkvarteret på det nybyggede Egmont kollegium på Østerbro.

”Vi blev modtaget og fik noget at spise, og jeg blev vist op på mit værelse, der var fuldt møbleret. Jeg havde fået alt serveret på et fad, bolig og uddannelse. Og da jeg sad der i kollegieværelset, var jeg pludselig mutters alene i verden. For første gang i mit liv følte jeg mig ensom. Jeg havde altid boet sammen med andre,” fortæller Adam Farkas.

Han blev sammen med de seks andre ungarske studerende knyttet til en dansklærer hr. Tang, der gav gruppen intensiv danskundervisning i seks uger. De skulle starte på universitetet efter sommerferien.

”Sproget var meget svært. Det hjalp, at jeg læste matematik og fysik og kunne bruge fagudtryk i uddannelsen,” siger Adam Farkas.

Under studierne fandt han ud af, at han gerne ville undervise.

”På et tidspunkt opsøgte jeg Undervisningsministeriet for at høre, hvordan det kunne lade sig gøre med min skrækkelige accent. De lod mig forstå, at jeg sagtens kunne blive lærer.”

Efter 10 års studier blev Adam Farkas cand.mag. i matematik og fysik. I studietiden ernærede han sig som vikar på forskellige gymnasier. I 1966 blev han dansk statsborger, og i 1969 fik han ansættelse på Vordingborg Gymnasium, hvor han arbejdede som fysik- og matematiklærer, indtil han blev 67 år. Han holdt meget af sit job og ville egentlig gerne fortsætte, men da hans mor for 12 år siden blev syg, tog han til Budapest for at passe hende. Hun døde som 91-årig i 2005.

”Jeg synes, at danskerne gav mig en vidunderlig modtagelse. Jeg kan ikke huske, at nogen var modvillige, og jeg fik danske venner,” siger Adam Farkas, som mener, at ungarernes vellykkede integration blandt andet skyldes, at de kulturelt set er tæt på danskerne.

”Ungarerne er katolikker, men de tror ikke. Danskerne er protestanter, men de tror ikke. På den måde er forskellen ikke så stor.”

Som tidligere flygtning finder Adam Farkas det pinligt, at den ungarske regering sidste år opførte et hegn for at holde flygtninge ude. Han forklarer nationalismen i Ungarn med, at landet traditionelt har været præget af et modsætningsforhold mellem den veluddannede, oplyste middelklasse i de større byer og en mere nationalistisk-sindet befolkning på landet.

”Jeg kan ikke lide den mentalitet, der dominerer i Ungarn i dag. På grund af ændringer i valgloven sidder Victor Orbans Fidesz-parti på to tredjedele af pladserne i parlamentet, selvom det kun har opnået 40 procent af stemmerne, og der føres en slags statsdirigeret hadkampagne mod flygtninge.”