Rina Ronja Kari: Jeg var nok den sidste, der troede på en sejr

Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari, tror, at befolkningen på sigt vil ...

Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari, tror, at befolkningen på sigt vil prise sig lykkelige for nej'et til at afskaffe retsforbeholdet. Foto: Henning Bagger/Scanpix / Scanpix Denmark

Jeg lovede min datter på fem et halvt og min mand, at vi snart skulle have mere tid sammen, men de har nu heppet på mig. Min datter har sagt til alle: ”Min mor siger, du skal stemme nej!”
Rina Ronja Kari, medlem af Europa-Parlamentet

December 2015: Danskerne siger nej til at afskaffe retsforbeholdet. Ikke før sidste sekund turde Rina Ronja Kari, medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, tro på, at nej’et var i hus

Fortalt af Rina Ronja Kari

Klokken syv om morgenen forlod jeg mit hjem på Amager og tog til Hovedbanegården i København for at dele valgmateriale ud. På sådan en valgdag må man endelig ikke slippe vælgerne for tidligt. Der er stadig en del, som ikke har besluttet sig. Selvom vi selvfølgelig opfordrede dem til at stemme nej, var det vigtigt for mig i det hele taget at få folk til at bruge deres stemme.

Jeg stemte selv på Gerbrandskolen på Amager. Ude ved valgstedet blev jeg filmet af DR 1. Jeg kan huske, at de spurgte til, hvad jeg troede udfaldet af afstemningen ville blive. På det tidspunkt var det stadig meget uafklaret, og det så ud til, at marginalerne ville komme til at afgøre det. Så jeg sagde først og fremmest, at det handlede om, at man gik ned og stemte og deltog aktivt i demokratiet. Og hvis man havde taget stilling, måtte man ikke bare satse på, at de andre gjorde arbejdet for én.

Ved en EU-afstemning er jeg særligt involveret, fordi det er en del af min hverdag som medlem af Europa-Parlamentet. Jeg har en lille lejlighed i Bruxelles, hvor jeg er to til fire dage om ugen. Nogen mener, det er paradoksalt, at jeg arbejder i EU, når jeg egentlig vil afskaffe det. Men for at vi kan tage de rigtige debatter om EU i Danmark, er det vigtigt, at man er helt tæt på. Jeg er modstander af EU, fordi borgernes indflydelse er for lille, og politikken er for dikteret.

Frem mod folkeafstemningen den 3. december var jeg mere i Danmark og mindre i Bruxelles. Det var nok primært på grund af min manglende tilstedeværelse i Parlamentet, at det gik op for mine udenlandske kolleger, at der var en afstemning i Danmark. I Folkebevægelsen mod EU begyndte vi for alvor på vores valgkampagne i slutningen af august. Vi havde ikke regnet med, at afstemningen ville komme inden jul, så vi havde helt vildt travlt.

Jeg kan godt forstå, at mange har haft svært ved at gennemskue, hvad afstemningen helt præcist gik ud på. Det var et grundlæggende problem, at ingen vidste præcist, hvad der kom til at ske, hverken hvis man sagde ja, eller hvis man sagde nej.

Når du fører valgkamp, er du meget væk i weekenderne og om aftenen. Derfor var det også helt ekstraordinært, da jeg sidst på eftermiddagen på valgdagen købte ind til aftensmad til min familie. Jeg lavede fiskefrikadeller med kartofter og salat. Helt almindelig mad. Jeg lovede min datter på fem et halvt og min mand, at vi snart skulle have mere tid sammen, men de har nu heppet på mig. Min datter har sagt til alle: ”Min mor siger, du skal stemme nej!”.

Klokken 19.50 gik det op for mig, at det så meget godt ud med hensyn til resultatet af afstemningen. Jeg havde været i DR Byen for at deltage i en debatudsendelse i P1 og fik et lift af et tv-hold til vores valgfest på Nørrebro. De første exit polls sagde 53-47 til nej-siden. Selv turde jeg ikke tro på det endnu. Jeg var nok den sidste i Danmark, der troede på en sejr. Klokken 21.30 kunne jeg dog udråbe os som vinder.

Senere på aftenen deltog jeg i DR's og TV 2's fælles partilederrunde. Nogle af os kunne næsten ikke stoppe med at smile, mens andre mest så trætte ud. Selvom man kan have lyst til det, så er det en regel efter en folkeafstemning, at man som politiker ikke kan tillade sig at skælde ud på vælgerne på grund af valgresultatet. En folkeafstemning kan ikke tage fejl. Efter valget gav nogle kolleger i Europa-Parlamentet udtryk for, at de troede, det var en højrefløjssejr, men jeg forklarede, at nej-stemmerne kom fra hele det politiske spekter. Og så har jeg forberedt dem på, at der nok snart kommer en ansøgning om en parallelaftale om Europol, det europæiske politisamarbejde.

Det kan godt være, at afstemningen nu er ude af befolkningens bevidsthed, men jeg kommer ikke til at glemme den foreløbig. Det er det største nej, vi nogensinde har fået ved en EU-afstemning. Det er markant. Og siden folkeafstemningen den 3. december har der været flere vilde forslag fra EU-Kommissionen om, at EU for eksempel skal kunne overtage grænsekontrollen mod et lands ønske. På sigt tror jeg derfor, at mange kommer til at være glade for, at vi sagde nej.