Justitsminister: Fristende, men umuligt at lukke Grimhøj-moskéen

Selvom personer fra den omstridte Grimhøjmoské i Aarhus åbent har udtrykt støtte til Islamisk Stat, er der ikke nok til at lukke moskéen

Moskéen på Grimhøjvej i Aarhus.
Moskéen på Grimhøjvej i Aarhus. Foto: Henning Bagger.

Det er ikke muligt at lukke den kontroversielle moské på Grimhøjvej i Aarhus, der beskyldes for at være arnested for adskillige danske Syrien-krigere. Sådan lød meldingen fra justitsminister Mette Frederiksen (S) under en hasteforespørgselsdebat i folketingssalen i går eftermiddag.

”Jeg er da også fristet af bare at få lukket den moské. Nøjagtig som jeg kan være fristet af at lukke rockerborge, pædofiliringe og Hizb ut-Tahrir og andre, der tydeligt står for synspunkter og holdninger og værdier, som ikke er forenelige med vores åbne og demokratiske Danmark,” lød det fra ministeren.

Mette Frederiksen pegede på, at der ganske vist i Grundlovens paragraf 78 er mulighed for at opløse en forening ved dom. Det forudsætter dog, at foreningen har et ulovligt øjemed, og det er der altså ikke fundet bevis for.

Initiativet til hasteforespørgselsdebatten var taget af Dansk Folkeparti, og samtlige partier undtagen Enhedslisten havde forinden bedt justitsministeren om at undersøge mulighederne for at lukke Aarhus-moskéen. Dansk Folkepartis retsordfører, Martin Henriksen, havde inden debatten håbet på et alternativt flertal for en undersøgelse af, hvorvidt moskéen kunne forbydes.

”Vi mener, at det, der sker i Grimhøj-moskéen, er samfundsundergravende arbejde. De forstyrrer den offentlige orden, og de opfordrer til vold og terror med deres omtale af Islamisk Stat,” sagde Martin Henriksen inden debatten.

Det alternative flertal var nødvendigt for Dansk Folkeparti, da Venstre ikke støtter forslaget om at lukke moskéen. Selvom partiet tager afstand fra de fundamentalistiske holdninger, der trives i og omkring Grimhøj-moskéen, er det ifølge Venstres retsordfører Karsten Lauritzen ikke nogen god løsning at lukke stedet.

”Derfor har vi nu brug for, at regeringen finder ud af rækkevidden af, hvad man kan gøre inden for den nuværende lovgivning,” sagde Karsten Lauritzen, som samtidig langede ud efter regeringen for være for langsom til at komme med konkrete initiativer til at løse problemer med radikalisering af særligt unge muslimer.

Til gengæld var der fra regeringens side uventet positive toner.

”Jeg vil gerne rose Venstre for at tilkendegive, at problemer med udemokratiske holdninger ikke løses ved at vi sættet demokratiet ud af kraft,” lød det fra Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen.

Ros til regeringen var der dog ikke meget af fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance efter debatten. Partierne er ikke tilfredse med Justitsministeriets vurdering af, at der ikke er grundlag for at lukke moskéen og vil derfor have Rigsadvokaten til at kigge på sagen.

”Det er noget vrøvl at påstå, at vi i Dansk Folkeparti sætter demokratiet ud af kraft ved at benytte os af muligheder i Grundloven. Det er trist, at regeringen ikke kan komme på andet end en intetsigende hensigtserklæring,” sagde retsordfører Martin Henriksen.