Den mulige udnævnelse af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til leder af FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er en udfordring for hende og for den danske debat udover det sædvanlige.
I de seneste uger og måneder har debatten om, hvad der kaldes en flygtningekatastrofe og ”ragnarok”, fuldstændig domineret mediefladen. Risikoen synes at være en ny forværring og forråelse af den debat om udlændingepolitikken, der har præget dansk politik i snart 20 år.
Men muligheden er måske også, at en handlekraftig Thorning-Schmidt kan yde et afgørende bidrag til en ny balance i håndteringen af verdens asylsøgere og migranter.
Blandt mange er der en dyb bekymring for, at det danske samfunds strukturer ødelægges af indvandring. Det er en klar mulighed. Kun etnisk homogene lande besidder så stærke tillidsstrukturer, som især har kendetegnet det danske samfund.
Og kun sådanne tillidsstrukturer gør det muligt at omfordele samfundets ressourcer, som det er sket her med den største økonomiske lighed på kloden til resultat. Derfor er den mindre privilegerede del af befolkningen i højere grad modstandere af omfattende indvandring.
Den anden side udgøres ofte af den mere privilegerede del af befolkningen, som kan holde sig isoleret fra ubehagelige kultursammenstød. De kan til tider virke fordømmende over for de indvandringsskeptiske, som de ser som moralsk underlegne mennesker.
I stedet for det nu velkendte og ubehagelige sammenstød mellem under- og overklasse om udlændingepolitikken med al dens dæmonisering og moralske fordømmelse bliver det Thornings opgave at finde konkrete løsninger på den akutte og voldsomme krise.
Løsningen synes ikke så svær at få øje på. Den tidligere danske vicehøjkommissær for UNHCR Søren Jessen-Petersen har peget på et forholdsvis enkelt mønster i tidligere løsninger på flygtningekriser.
Det første er etableringen af sikre områder nær konfliktområderne, den berømte indsats i ”nærområderne”. Hovedformålet er at muliggøre evakuering fra hårdt ramte områder, men derefter også en screening af de evakuerede, så det kan afgøres, om de har ret til asyl ifølge konventionerne.
Derefter fordres en rimelig fordeling af det antal flygtninge, der har asylret. Og derpå en hurtig tilbagesendelse af asyl-flygtninge, så snart forholdene muliggør det. Hvilket jo igen forudsætter en international indsats for fredsstiftelse og genskabelse eller nyskabelse af stabile regeringer.
Internationale organisationer til sikring af flygtninge- og menneskerettigheder har siden Anden Verdenskrig og de konventioner, der skulle beskytte mod politisk undertrykkelse i nazi-Tyskland og Sovjet-imperiet, haft en tendens til at samle en flok af idealistiske intellektuelle i beskyttede livsforhold med begrænset forståelse for de problemer, den jævne befolkning oplevede ved voksende indvandring.
UNHCR har adskillige gange kritiseret dansk udlændingepolitik under både blå og røde regeringer.
Helle Thorning-Schmidt har mulighed for at sætte sig i spidsen for en langt mere realistisk og pragmatisk løsning på flygtningeproblemerne. Allerede før Thorning-Schmidt blev folketingsmedlem og formandskandidat, medvirkede hun i en debatbog, ”Forsvar for fællesskabet”, som ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens anmelder dengang lagde sig ”til højre for” Fogh-regeringen i debatten om udlændingepolitikken.
Og hun har i den proces, der har ført Socialdemokraterne frem til en udlændingepolitisk position ikke så langt fra Dansk Folkeparti, virket personligt engageret og oprigtig, ikke blot taktisk beregnende.
Med sin indleven i og erfaringer fra den danske debat og hendes iøjnefaldende kompetencer i øvrigt kunne hun blive en flygtningekommissær, der for alvor gjorde en forskel, hvilket er særligt påkrævet i en situation, der får selv meget besindige folk til at tale om ragnarok og sammenbrud.