Dette års debat om en fælles litterær kanon for folkeskolen kunne have øget den fælles bevidsthed om, hvad elever læser i dansktimerne, men endte i stedet som et parti- og fagpolitisk slagsmål.
læse.
, som enhver kan deltage i debatten om. Dermed kan man også slås for at få et bestemt værk føjet til eller slettet af listen.
Nej tak til udvalgsarbejde
. Af samme grund sagde Torben Weinreich selv nej tak til at deltage i udvalgsarbejdet.
I sin analyse af vinterens debat konstaterer professoren, at kanon-spørgsmålet straks fra begyndelsen blev gjort til partipolitik med Det Konservative Folkeparti som svoren tilhænger og Socialdemokraterne som arg modstander - og med Venstre på midten som tøvende tilhænger af en liste, men ikke en bindende af slagsen.
Et fagpolitisk spørgsmål
læreren griber undervisningen an.
Torben Weinreich gør meget ud af at forklare, at den tilsvarende kanondebat, som daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V) rejste i 1992, ikke havde samme politiske farvning, men strandede på grund af uvilje til at fremhæve nogle værker frem for andre. Og en litterær kanon er ikke pr. definition et borgerligt projekt, betoner professoren, som måske også af denne årsag har anført "socialistisk børnelitteratur" på listen over anbefalet børne- og ungdomslitteratur fra perioden 1960-1990.
Eftersom undervisningsministeren har afvist Torben Weinreichs bindende kanon, udgiver han den vel vidende, at den står for hans egen regning. Den mere officielle - men altså også kun vejledende - kanon fra Jørn Lund-udvalget udgives i oktober.