I januar 2004 blev den store danske kanondebat indledt her i avisen af børnelitteraturprofessor Torben Weinreich. Hans ærinde var, at den ældre børnelitteratur var ved at gå i glemmebogen i skolen, og det fandt han problematisk. På kort tid blev forslaget ikke alene af daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) omsat til en bindende kanonliste for danskfaget i grundskolen og gymnasiet. Der blev samtidig udløst en sand lavine af efterfølgende kanonlister om alt mellem himmel og jord. I dag er kanondebatten fortid, og de fleste kanonpunkter glemt igen, men samlet set har debatten og listerne ændret vores syn på, hvad kultur og dannelse er.
Det vurderer iagttagere af dansk politik, kultur og undervisning, mere end 16 år efter at debatten blev udløst.
”Vi kan blandt andet takke dannelsesdebatten for, at vi fik ’Historien om Danmark’ på DR og andre store tv-satsninger på den fælles nationale arv på tv. Hvor der frem til 2004 blev fortalt en historie om, at det nationale viger for det globale, er det nationale blevet så meget mainstream, at vi i dag har en socialdemokratisk statsminister, som meget tydeligt slår på nationale værdier,” siger Michael Jannerup, kommunikationschef på forlaget Gyldendal og medforfatter til bogen ”Værdikæmperne” om 2000’ernes værdipolitik.
Han hæfter sig ved, at kanonidéen udgik fra en akademisk børnelitteratur-elsker. Så blev idéen af Venstre omsat til et borgerligt opgør med de reformpædagogiske strømninger i skolen. Hvilket igen inspirerede den daværende konservative kulturminister Brian Mikkelsen til en kulturkanon, som skulle genåbne samfundets brede diskussion om dannelse.
”Da det var et elitært projekt om at udpege den væsentligste kultur, kunne borgerlige og kulturradikale sagtens enes, men da ministeren undervejs gjorde det til en kulturkamp over for muslimer, holdt enigheden op. Det begrænsede kulturkanonens gennemslagskraft, at den blev set som værdipolitik. Men at selve kanonidéen havde gået sin sejrsgang og var kommet hele vejen rundt, var tydeligt, da vi i 2014 fik Dan Jørgensens (S) mad-kanon,” siger Michael Jannerup.
Ifølge Johannes Nørregaard Frandsen, professor ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, blev enkeltpunkter som arkitekten Thorvald Bindesbølls skitser ikke folkeeje af at komme på kulturkanonlisten. Men samlet set har debatten og listerne rykket ved synet på værdien af at have en fælles dannelse.
”Problemet med en kanon er, at den ikke kun lukker op, den lukker også inde, men det ændrer ikke ved, at kanontanken faktisk har for-mået at fremhæve kulturens betydning i samfundet,” siger professoren, som dog vurderer, at der til sidst kom for mange kanoner:
”Det er da sjovt, at Svendborg skal have sin egen kanon, men idéen taber også lidt mening ved det. Der gik nok lige lovlig meget masseproduktion i alle de kanonlister.”
Såvel Michael Jannerup som Johannes Nørregaard Frandsen vurderer, at den kanonliste, der har haft størst effekt på dannelsen i Danmark, ikke er Brian Mikkelsens kulturkanon, men Ulla Tørnæs’ litteraturkanon for danskfaget. Formanden for folkeskolesektionen i Dansklærerforeningen, Katja Gottlieb, mener også, at listerne har bidraget til lige akkurat det oprindelige ønske om, at de gamle forfatterskaber ikke går i glemmebogen.
”Jeg kan godt lide den ældre litteratur og ville finde det ærgerligt, hvis kanonen ikke længere skulle være obligatorisk. Men samtidig ønsker jeg heller ikke, at det skal være mere politisk styret, hvad der skal læses. Der er også store udfordringer for lærerne i, at nogle af forfatterskaberne ikke opleves som for kedelige eller for svære,” siger Katja Gottlieb, som blandt andet finder Peter Seeberg og Johannes V. Jensen svære at formidle til børn i grundskolen.