Forbudt kærlighed: Familierne er uenige om, hvordan Steen og Süheyla skal vies

Steens familie og Süheylas familie er uenige om, hvordan parret skal vies. Hver dag mellem jul og nytår bringer Kristeligt Dagblad et nyt afsnit i serien om Steen og Süheylas hemmelige kærlighed. Læs femte kapitel her. Modelfoto. Iris

Süheylas familie har accepteret, at Steen og Süheyla gifter sig. Det skal dog foregå efter tyrkiske traditioner, hvorfor Steens forældre først officielt skal bede om Süheylas hånd. Læs eller genlæs femte kapitel i serien "Forbudt kærlighed"

Oktober 2004
Süheylas telefon ringer. Det er Steens far. Hun undrer sig, for det er sjældent, han ringer.

"Hej, forstyrrer jeg?" spørger han og rømmer sig lidt.

"Du, jeg tænker på, hvad der helt præcist skal ske i morgen. Hvad skal vi forberede os på?" spørger han prøvende, tydeligvis usikker på situationen.

Süheyla stopper op i rengøringen af lejligheden og tager en dyb indånding. Hendes tanker har i de sidste mange timer kørt i ring omkring i morgen. Steens forældre kommer for at bede om Süheylas hånd på deres søns vegne. Og deres forældre skal møde hinanden for første gang.

Igen og igen har hun tænkt på alle de ting, der kan gå galt: De kan glemme at tage skoene af, før de kommer ind i stuen. Hendes forældre kan sige noget dumt om hunde, der i den tyrkiske kultur ikke betragtes som kæledyr. Steens far kan kommentere Süheylas mor tørklæde. Blot ganske få forkerte ord kan få det hele til at bryde sammen.

Men hun er glad for opkaldet. Det giver hende mulighed for at afværge de værste sammenstød.

"Det hele foregår meget stille og roligt," beroliger hun Steens far og går i gang med at fortælle ham om, hvordan man på tyrkisk maner beder om en piges hånd.

Den lille stue er pakket med mad og mennesker. Alle har præsenteret sig, og nu springer samtalen frem og tilbage mellem Süheylas og Steens forældre med Süheylas veninde, Edagül, som oversætter. Steen og Süheyla følger lidt anspændte med fra sidelinjen i hver sin ende af stuen. Indtil videre går alt som planlagt. Begge parter opfører sig høfligt og hensynsfyldt og lytter interesseret til hinanden.

Så rømmer Steens far sig. På et øjeblik bliver der helt stille, og Süheyla sender Steen et sigende blik. Her kommet der, de har ventet på.

"Nu har vi kendt Süheyla i et stykke tid," starter Steens far henvendt til Süheylas far.

"Og vi synes vældigt godt om hende. Hun er altid glad og velopdragen, og det er altid behageligt at være sammen med hende. Grunden til, at vi er her i dag er, at vi gerne vil have din datter, Süheyla, til vores søn, Steen. De to gør hinanden meget lykkelige og er parate til at tage skridtet efter at have talt mange ting igennem."

Han nikker kort som tegn på, at han er færdig. Süheylas far nikker tilbage og sætter sig frem i sofaen. Nu er det hans tur. Han hæver langsomt blikket, da han går i gang:

"Jeg og min hustru er meget glade for, at I vil følge de tyrkiske traditioner og komme her og anmode om vores datters hånd. Det er min datters valg, at hun vil giftes med Steen, så derfor kan jeg kun være glad på de unges vegne. Derfor vil jeg gerne give min datter, Süheyla, væk til jeres søn, Steen."

Hun kan mærke hele sin krop snurre. I mere end tre år har hun ventet på at høre de ord, og nu, hvor de endelig falder, lyder de som et ekko af noget uvirkeligt. Ikke flere hemmeligheder og løgne. Ikke mere frygt for fremtiden. Hun skal giftes – med den mand, hun elsker og med sine forældres velsignelse.
 
Süheyla mærker tårernes komme, men de når ikke ud, før Steen pludselig tager ordet. Hendes forvirring når ikke at lægge sig, før han har rejst sig.

"For at markere denne dag, hvor vi er blevet forlovet, og markere, at vi har taget det første skridt på vores rejse sammen, vil jeg gerne give dig denne ring," siger Steen og tager en lille æske frem fra jakkelommen. Han åbner den foran hende. Inden i ligger en diamantring og glimter. Süheyla kan ikke få et ord over sine læber.

Hun mærker Steen tage hendes hånd og ser ringen glide ned over hendes finger.

"Den er gået i arv fra min mormor," siger han og fortsætter, men Süheyla hører ikke rigtigt efter. For første gang i årevis er hun mundlam. Hun stirrer bare på Steen.

"Tak," får hun spagt fremstammet, men hun er stadig for paf til at kunne smile.

En rungende latter bryder ud i stuen. Hendes forbløffede udtryk var ikke den reaktion, de havde regnet med, men de forstår hende udmærket. For hun er lige blevet en forlovet pige, og det er ikke noget, man bare lige sådan forstår.

Hun vågner op og griner med. Lykkelig og varm. Endelig.

Senere den dag går Steens far ud på lejlighedens lille altan for at ryge. Süheylas far følger efter, og inde fra stuen kan Steen og Süheyla se konturerne af deres fædre. Skulder ved skulder står de og puster røg ud over byens tage, som den nedgående sol har farvet ildrøde.

Januar 2005
Steens far har lavet god mad. Det gør han hver gang, Steen og Süheyla kommer på besøg. Og mens de nyder den, diskuterer de mødet med Süheylas familie. Steens far roser særligt Süheylas far, der indgyder både respekt og beundring, synes han. Og Süheyla kan fortælle, at hendes forældre også havde været meget positive. Særligt havde de beundret, at Steens mor og far kunne være i samme rum, selv om de er skilt. Hvis tyrkere bliver skilt, er de fjender resten af livet.

Steen og Süheyla er kommet for at fortælle om planerne for de forestående to bryllupper. Det danske og det tyrkiske. Først skal de borgerligt vies på rådhuset med en efterfølgende reception særligt for Steens familie. Men Süheylas forældre skal naturligvis også med. Godt en måned efter afholder de et traditionelt tyrkisk bryllup med cirka 500 indbudte.

Steens far ser skeptisk på dem.

"500 mennesker? Hvordan i alverden vil I få råd til det?"

Süheyla forklarer, at et tyrkisk bryllup ikke er så dyrt som et dansk. Fordi det handler om noget andet. Ved et tyrkisk bryllup er dansen og musikken omdrejningspunktet. Glæden ved at kunne mødes hele familien og alle venner og bekendte. Stemningen er uformel og uden taler, og maden er en biting, der typisk er portionsanretninger serveret på plastictallerkener.

Steens far kigger på sin kone. På en misfornøjet måde, synes Süheyla.

"Vi danskere plejer jo altid at have god mad og rødvin til et bryllup," siger han så.

"Men i det mindste er det tæt på mit arbejde, så hvis musikken bliver for høj, og jeg ikke kan klare den, kan jeg bare gå derover i løbet af aftenen og få en god kop kaffe i ro og mag," siger han halvt i sjov, halvt i alvor.

Süheyla holder sin vrede inde, men da de kører hjem, bryder hun i gråd i bilen. Af frustration og raseri. Hendes kommende svigerfar har nedgjort tyrkeres måde at feste på, synes hun, og antydet, at tyrkerne ingen klasse har. Modsat danskerne.

"Helt ærligt, det er vores bryllup. Og så taler han om det på den måde. Som om det er noget, han skal anstrenge sig for at være med til," klager hun til Steen.

Han forstår hende godt. Han er selv dybt skuffet over sin far, men alligevel ikke overrasket. Faktisk havde han forventet langt værre optrin fra hans side, så egentlig er de sluppet billigt indtil nu, synes han. Men han siger det ikke højt.

Februar 2005
Süheyla tror ikke sine egne ører. Hun kan næsten mærke kræfterne ebbe ud af hende og se hendes ægteskab kuldsejle, blot en måned før det skulle have fundet sted.

De har hendes storesøster på besøg med mand og børn, og hendes far er kommet i tvivl om, hvorvidt en tyrkisk pige i et dansk vielsesritual er imod islam. Han spørger søsterens mand, der er lærd i islam, til råds, og svaret får det til at isne inden i Süheyla:

"Jeg forstår ikke, at Süheyla og Steen skal vies på den danske måde, når nu begge to er muslimer," siger han.

"Set fra islam vil det være bedst, at en imam ordner papirerne for dem, så de bliver viet på en islamisk måde."

Hun tør næsten ikke kigge på sin far af frygt for, hvad han skal til at sige. Hun ved, han aldrig kunne drømme om at trodse et råd fra en person, der er lærd i islam. Han vender sig mod hende.

"Hvis der er en eneste handling i den danske vielse, der henviser til kristendommen og strider mod islam, så går jeg på stedet," siger han bestemt og kigger på hende med det fastbesluttede blik, hun kender så godt.

Süheyla eksploderer. I lige dele vrede og skuffelse raser hun mod ham, mens tårerne triller ned over kinderne.

"Det kan du ikke gøre, far. Du har haft mere end tre måneder til at sætte dig ind i tingene, og så siger du pludselig nu, en måned før brylluppet, at du ikke kan acceptere vielsesritualet. Det kan du ikke," råber hun og forlader bordet i protest, som hun har gjort det så mange gange før.

På værelset forsøger Steen at berolige hende over telefonen. For det er jo netop ikke en dansk præst, men en borgmester, der skal vie dem. Og det kan umuligt stride imod islam.

Da hendes far åbner døren på klem, efter storesøsteren og hendes familie er gået, er hun igen faldet ned. Og roligt får hun forklaret sin far, hvad en borgerlig vielse egentlig er. At han kan være ganske rolig.

Han nikker tilbage. Han var blevet overrasket over, at hun havde reageret så voldsomt og erkender, at han måske meldte for skarpt ud. En borgmester kan han godt tillade, siger han.

Hun skal nok få lov at blive gift på den danske måde.

Hver dag mellem jul og nytår bringer Kristeligt Dagblad et nyt afsnit i serien om Steen og Süheylas hemmelige kærlighed. Artikelserien blev produceret og bragt første gang i 2005. Dengang blev serien også udgivet som e-bog.