Forbudt kærlighed: Den dag Süheyla fortæller sin far, at hun elsker Steen

A portrait of a young arab woman in a blue

Süheyla er bange for at fortælle sin far om Steen. Hver dag mellem jul og nytår bringer Kristeligt Dagblad et nyt afsnit i serien om Steen og Süheylas hemmelige kærlighed. Læs tredje kapitel her. Modelfoto. Iris

Steen og Süheyla kan ikke skjule deres kærlighed længere for hendes forældre. Süheyla tager mod til sig og fortæller dem om sin danske kæreste, hvilket får moderen til at bryde sammen. Læs eller genlæs tredje kapitel i serien "Forbudt kærlighed"

April 2004
Süheyla falder sammen mellem kufferterne på værelset og begraver hovedet mellem benene i forsøget på at samle tankerne. For det SKAL være nu, har hun bestemt.

Om et par timer tager hendes far til Tyrkiet og bliver væk i flere måneder, så hvis hun skal fortælle ham om Steen, er det nu. At gøre det over telefonen er udelukket.

Hun kan mærke sin egen puls i tindingen, den hamrer af sted. Hele hendes krop og spændt og tung på samme tid, og tanker og billeder kastes rundt i hendes hoved. Hun kan ikke finde de ord, hun har øvet sig på igen og igen. Dem, der skal forklare, at hun er kæreste med en dansk dreng og har været det længe. At hun elsker ham og gerne vil tilbringe resten af sit liv med ham. Hun ved, at får hun ikke sin fars accept, kan hun blive nødt til at vælge mellem Steen og sin familie.

Süheyla står i døråbningen ind til stuen. Hendes far er optaget af fjernsynet og registrerer hende ikke. Da hun ser sin mor gå i køkkenet for at vaske op efter aftensmaden, griber hun muligheden og lukker døren til stuen bag sig.

"Der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om, far," siger hun og sætter sig.

Han skruer ned for fjernsynet og læner sig frem i sofaen, lyttende.

Hun trækker vejret en ekstra gang. Hun har tænkt den næste sætning igennem næsten lige siden, hun først kyssede Steen og ventet så længe på styrken til at få den sagt. Og nu, hvor hun skal til det, er hun alligevel ikke sikker på, om hun er klar. Alligevel tvinger hun ordene ud:

"Jeg har mødt en ven. Han hedder Steen. Vi har snakket sammen i halvandet år. Siden november har det været mere seriøst, og han har konverteret til islam. Jeg har gjort mig mange overvejelser, om jeg vil indlede et forhold til ham, og jeg har tænkt meget grundigt over det. Nu har jeg lært ham at kende. Jeg elsker ham, og det er ham, jeg gerne vil dele mit liv med. Hvad synes du om det?"

Hun forsøger at fastholde sit blik på ham med de øjne, der så mange gange før har fået sin vilje. Hun kan se, hvordan hans øjne flakker, først fyldt af forvirring, så skuffelse. Hun har med vilje valgt at fremlægge Steen som et spørgsmål, der kan forhandles om, for hun ved, at hendes far godt kan lide rollen som vejleder. Én, man spørger til råds. Men indeni har hun allerede truffet sin beslutning. Hun har bare brug for hans velsignelse.

Der er stille. I lang tid, synes Süheyla. Hun kan se, hvordan spørgsmålene svirrer rundt i hovedet på ham og knuger nervøst sine hænder i skødet. Han har slået blikket ned.

"Oplysningen er ikke lige, hvad jeg har forestillet mig for min datter," siger han med en rolig, fast stemme uden at løfte blikket.

Han har aldrig forventet, at hun skulle finde sammen med en dansker, forklarer han hende. Han havde langt hellere set, at hendes kæreste var tyrker.

"Men nu, hvor du har gjort dig mange overvejelser omkring situationen, og han er konverteret til islam, og du siger, at det er ham, som du ønsker at dele dit liv med, er der vel ikke så meget andet at gøre end at lære ham at kende," siger han og løfter blikket.

"Men," siger han så:

"Hvis han ikke var konverteret, havde jeg aldrig accepteret det."

Süheyla føler sig som en gasballon, klar til at stige til vejrs og sprænges. Det var vel ikke ligefrem en velsignelse, men han havde heller ikke nægtet hende at se Steen, og det var det vigtigste. Hun har lyst til at kaste sin far om halsen, men ved, at det ikke er tidspunktet at gøre det.

Han har rejst sig og cirkler rundt i stuen for igen og igen at stoppe op foran altanen. Til sidst går han ud af altandøren og tænder en cigaret. Han tager lange, dybe sug og stirrer frem for sig, kan Süheyla se inde fra stuen.

Han vender tilbage og sætter sig i sofaen, men følger ikke med i fjernsynet, som han plejer. Når Süheyla spørger ham om noget, svarer han fraværende. De aftaler kort ikke at sige noget til moderen. Ikke endnu.

Senere den aften hører hun sin mor hulke gennem væggen ind til stuen. Hun lægger øret til, men hører kun mumlen. Det er heller ikke nødvendigt at høre ordene. Hun ved, hendes far har brudt sit løfte og fortalt om Steen.

Süheyla åbner døren og går ind i stuen. Hun kan lige så godt få det overstået. Hendes mor ser op fra sofaen med øjne, der er røde af gråd.

"Hvordan kan du gøre det mod mig?" siger hun snøftende.

"Jeg har spurgt dig mange gange, om du har en kæreste, og du har altid svaret nej. Du har løjet for mig."

Süheyla ved, der ikke er noget, hun kan gøre eller sige for at gøre situationen bedre. I hendes mors verden er en dansk kæreste utænkeligt.

"De har et helt andet syn på familie, religion, alkohol og spisevaner. Ja, du har ikke noget tilfælles med en dansk fyr. Vi har givet dig for frie tøjler til at gøre, hvad du vil. Hvis bare vi havde passet mere på, havde du aldrig fundet dig en dansk fyr," klager moderen.

Süheyla, der har lyttet uden at modsige hende, forsøger at finde om ikke accept, så forståelse i hendes øjne, men ved godt, den ikke er der.

"Mor, han er et menneske lige som dig og mig. Du skal ikke se på hans hudfarve, nationalitet eller religion. Se på hans person, lær ham at kende, og du vil kunne lide ham," svarer hun sin mor, men ved, at det preller af.

De følgende uger dropper Süheyla alle aftaler. Hendes mor er fortsat dybt ulykkelig, og Süheyla føler, hun skylder hende at blive hjemme.

Moderen spiser ikke, græder hele tiden og går ikke uden for en dør af frygt for at møde andre tyrkere, der spørger til Süheyla. Af og til overfalder hun Süheyla med bebrejdelser i en syndflod af gråd og råberi. Süheyla græder også. Mest af frustration over beskyldningerne om forræderi, men også over, at hendes mor har så svært ved at acceptere hendes valg.

"Det, jeg siger, forstår du ikke, og det, du siger, forstår jeg ikke," siger moderen forgrædt og ryster på hovedet.

Süheyla giver hende ret. De er hinandens kød og blod, men der er en verden til forskel på deres liv og værdier. Moderen har ikke gået i skole, siden hun i 2. klasse blev ramt af en fodbold i skolegården og brækkede benet. Hun er stolt over, at Süheyla knokler med både arbejde og sit studium, men undrer sig over, at det er nødvendigt. Hun kender slet ikke begreber som it, management, marketing eller human ressources, som Süheyla omgiver sig med til dagligt.

At hendes datter nu oven i købet ses med en dansk dreng, gør hende utryg. For danskerne er fremmede for hende, hun kan ikke sproget og kender ikke deres værdier. Hun er glad for, at hendes datter klarer sig så godt og har mange danske venner, men de tilhører en anden verden, hun ikke er en del af. Det er Süheyla udmærket klar over. Men det gør først ondt på en dag som i dag, hvor hun ikke kan få støtte til den mand, hun elsker.

En dag går hun ind til sin mor, som har isoleret sig på soveværelset efter endnu et skænderi. Hun sætter sig ved siden af hende på sengen og tager hendes hånd.

"Du har ret i, at vi taler forbi hinanden, og at vi ikke lever i samme verden. Du har en bestemt måde, du er på, og jeg har en bestemt måde, jeg er på. Det må vi respektere," siger Süheyla, og moderen nikker samtykkende.

"Nogle gange er vi bare for forskellige," siger moderen stille, nærmest for sig selv.

Hun ved godt, at det er for sent at ændre på nu.

Juli 2004
Telefonen ringer, Süheyla tager den. Det er hendes far. Han fortæller, at det går godt, og at der nok går yderligere tre måneder, før han kommer tilbage til Danmark. Süheyla sukker. Hun kan ikke vente så længe på, at hendes far får mødt Steen. Inden da er alting stadig uafklaret.

"Hvorfor kommer vi ikke ned og besøger jer," spørger Süheyla sin far i telefonen.

Hun ved, det er et stort skridt for ham, men i det mindste bliver det på hans hjemmebane, hvor hun ved, han føler sig tryg.

"Steen kan jo bare bo på et hotel inde i byen," foreslår hun velvidende, at hun som ugift kvinde ikke må færdes alene med en mand i forældrenes landsby.

Især ikke, når han nu er hendes en kæreste. Så vil hun blive stemplet som billig og uopdragen, selv af den nærmeste familie.

Han undviger i første omgang at svare. Men inden de lægger på, åbner han alligevel op.

"Kom bare, hvis I kan nå at skaffe billetter," siger han.

Süheyla kunne skrige højt af glæde. Det er det nærmeste, hende og Steen kan komme på en invitation. Og ikke hvilket som helst sted. I Tyrkiet vil Steen blive introduceret for hendes forældre og hendes fars bedste ven, Muzaffer. Og han vil blive set an i de omgivelser, hvor de bedst kan bedømme ham, nemlig deres egen.

Det bliver samtidig endnu en afgørende test, ved hun. Hvis Steen ikke falder i deres smag, er der intet tilbage, hun kan gøre. Og hun vil have svigtet familien.

Men selvfølgelig kan de lide ham, tænker hun.

Det skal de simpelthen kunne.

Hver dag mellem jul og nytår bringer Kristeligt Dagblad et nyt afsnit i serien om Steen og Süheylas hemmelige kærlighed. Artikelserien blev produceret og bragt første gang i 2005. Dengang blev serien også udgivet som e-bog.