Kierkegaard døde formentlig af Potts sygdom

Ny teori om Søren Kierkegaards død peger på en type tuberkulose, der fører til pukkelryg og lammelser

En dansk professor og en litteraturforsker kommer nu med en ny forklaring, der peger på, at Søren Kierkegaard døde af en særlig form for tuberkulose, kaldet Potts sygdom. Arkiv: Karikatur af Søren Kierkegaard.
En dansk professor og en litteraturforsker kommer nu med en ny forklaring, der peger på, at Søren Kierkegaard døde af en særlig form for tuberkulose, kaldet Potts sygdom. Arkiv: Karikatur af Søren Kierkegaard. Foto: .

Den danske forfatter og filosof Søren Kierkegaards død har gennem tiden været genstand for heftig debat blandt forskere. Selv mente den berømte forfatter, at han blev dødeligt syg på grund af hårdt arbejde.

En dansk professor og en litteraturforsker kommer nu med en ny forklaring, der peger på, at den store tænker døde af en særlig form for tuberkulose, kaldet Potts sygdom, beskrevet af den engelske kirurg Percival Pott i 1779.

Man har gennem tiden forsøgt at forstå Kierkegaard på alle måder, men aldrig hvordan han rigtigt kom af dage. Nu kan vi sætte en stopper for de mange myter og uprofessionelle gisninger om hans sørgelige død, siger hudlæge Kaare Weismann.

LÆS OGSÅ: Kierkegaard døde af ulykkelig kærlighed

Tidligere teorier har kredset om hjerneblødning, sjælden virus og misbrug af narkotika som årsag til, at Kierkegaard efter otte ugers sygdom sov ind på Det Kongelige Frederiks Hospital i København i 1855.

Kaare Weismann har sammen med litterat Jens Staubrand læst Kierkegaards sygejournal og afviser antagelsen om, at filosoffen blev ramt af den akutte nervesygdom Laudry-Guillain-Barrés syndrom.

I Danmark kendte man dengang ikke til lidelsen Potts Paraplegi, der var udbredt i England og Frankrig. Kierkegaards pukkel på ryggen og hans senere sygdomsforløb passer med den type tuberkulose, mener Kaare Weismann.

Det har vist sig, at tuberkulose i rygsøjlen er årsag til både pukkeldannelse og senere lammelser af ben og blærefunktion, som Kierke-gaard oplevede, siger professoren, der tidligere har skrevet afhandling om Karen Blixens syfilis.

Selv tilskrev Kierkegaard sin bule på ryggen et fald fra et frugttræ i sin tidlige ungdom. I dødsjournalen er der ifølge Weismann ingen medicinsk dødsårsag, og lægerne godtog ifølge ham den flittige forfatters egen forklaring om overanstrengelse. Lægerne skrev alligevel tuberkulose? med et spørgsmålstegn og lod det være ved det.

LÆS OGSÅ:
Søren Kierkegaard og Potts sygdom

Niels Jørgen Cappelørn, dr. theol. og direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenteret, er skeptisk over for den nye teori og savner yderligere dokumentation. Han understreger, at andre før har fået indsigt i journalen, der befinder sig på Rigsarkivet og er nået til andre konklusioner.

Men om det var virus eller tuberkulose, der dræbte Kierkegaard, ændrer ikke ved opfattelsen af filosoffen.

Det hjælper os ikke til forståelsen af Kierkegaard, men snarere til den biografiske forståelse. Man skal altid stille spørgsmålstegn ved, hvad en forfatter skriver om sig selv. Men vi ved, at han arbejdede meget hårdt, siger Cappelørn.

Det er i år 200 år siden, at Kierkegaard blev født.