Valentinsdag hylder den kærlighed som lykkes

Amerikanernes romantiske mærkedag har for alvor vundet indpas i Danmark, hvor kirker, museer og biblioteker i stigende grad markerer dagen. Men det er et knæfald for populismen, mener præst

Valentinsdag har især vundet indpas blandt de unge gennem amerikansk kultur og tv-serier.
Valentinsdag har især vundet indpas blandt de unge gennem amerikansk kultur og tv-serier. Foto: Scanpix.

Blomsterhandlere, chokoladeforretninger og lingeributikker har længe været vilde med valentinsdag, da den amerikanske mærkedag er en kilde til ekstra omsætning. Men de kommercielle aktører er ikke længere alene om at sætte fokus på dagen, der markeres i morgen.

I år kan man eksempelvis opleve markante kulturinstitutioner som Nationalmuseet og Christiansborg Slot i København, Musikkens Hus i Aalborg og Brandts i Odense markere dagen. En række af landets kirker indbyder ligeledes til valentinsgudstjenester, og flere biblioteker bruger dagen til at slå et slag for kærlighedslitteraturen.

Kirstine Helboe Johansen, adjunkt i praktisk teologi ved Aarhus Universitet, forsker i ritualer i det moderne samfund. Hun ser udviklingen som et udtryk for en konsolidering af valentinsdag.

”Når kulturinstitutioner og kirker byder ind med en markering af dagen, bliver det en markering, der rækker ud over det kommercielle, og på den måde forstærkes ritualiseringen af dagen. Hvor indlejret i dansk kultur dagen bliver, kan tiden dog kun vise, ” siger hun og peger på, at kirken og kulturinstitutionerne typisk har det til fælles, at de har svært ved at få fat i de yngre generationer.

”Valentinsdag har især vundet indpas blandt de unge gennem amerikansk kultur og tv-serier. Derfor kan dagen være en anledning til at få de unge mennesker i kirke eller på museum,” siger hun.

Leder af Dansk Folkemindesamling, Else Marie Kofod er ekspert i traditioner, mærkedage og kærlighed. Og hun mener ikke, at valentinsdag blot er drevet frem af en kommerciel interesse.

”Traditioner kan ikke vinde indpas udelukkende, fordi nogen gerne vil sælge noget. Folk ville ikke slutte op om dem, hvis de ikke gav mening for dem,” siger hun og forklarer, at blomsterhandlerne allerede i 1950'erne forsøgte at introducere danskerne til valentinsdag.

”Dengang var pengene små, man havde ikke råd til at bruge penge på sjov. Da valentinsdag bliver introduceret igen i 1990'erne, er der et større økonomisk overskud og et voksende fokus på romantisk kærlighed. Det er her de store bryllupper for alvor vinder indpas,” siger hun.

Spørger man Nationalmuseet, hvorfor man der har valgt at markere valentinsdag med en ”hjerteguide” og pikante kærlighedskager i restauranten, er svaret, at man ønsker at følge med tiden.

”Vi vil gerne være en aktiv del af det samfund, der omgiver os. Her fylder valentinsdag noget, og derfor vil vi gerne have et tilbud, der imødekommer den efterspørgsel ud fra devisen, at vi gerne vil have flere gæster. Vi kan bruge dagen til at vise ting i vores samlinger på en ny måde,” siger formidlingschef Christian Hede, men understreger, at museet kun vil markerer valentinsdag, så længe at interessen er tilstede for dagen.

”Vi vil ikke gøre en særlig indsats for at holde liv i fejringen af valentinsdag. Her er det anderledes med eksempelvis mortensaften og kyndelmisse, som vi kunne have en kulturhistorisk interesse i at bevare kendskabet til i befolkningen,” siger han.

Værdiordfører i Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard maner til besindighed.

”Jeg synes, det er fint, at mænd køber blomster til deres koner, og jeg under bestemt chokoladeforretningerne et større salg, men jeg tror, det skaber forvirring, når statsinstitutioner begynder at markere en amerikansk mærkedag. Man skulle hellere bruge energien på at markere vigtige mærkedage som grundlovsdag og højtider som jul og påske. Det er grundstenene i vores samfund,” siger hun.

Sognepræst i Ribe Domkirke Marie Høgh mener ikke, at valentinsdag hører til i kirken.

”Kirkernes markering af dagen er et knæfald for populismen. Valentinsdag hylder den kærlighed, der lykkes. I kirken skal der også være plads til den mislykkede og svære kærlighed - for i evangeliet at få tilgivelse for det mislykkede liv og blive mindet om fordringen om at leve i ansvar og tro over for det menneske, vi lever med. Der skal også være plads til dem, der ikke har fundet en at holde i hånd med. Vi skal have fokus på Guds kærlighed fremfor at fejre os selv og vores egen præstation udi kærlighed. De kristne helligdage er en markering af Guds store fortælling med os, hvor det på valentinsdag er menneskets egen fortælling, vi fejrer. Skulle der i kirken være en særlig kærlighedshøjtid burde det kun være påskedag, hvor Jesus opstod fra de døde,” siger hun.