Den efterårsdag for 14.000 år siden havde jægerne held med sig. Den første pil ramte rensdyrets ryg, den næste var dræbende. De slagtede dyret og kastede knoglerne i et lille vandhul i det sydlige Jylland.
Siden forandrede alt sig oppe over hullet, men knoglerne blev, hvor de var, indtil arkæologer og geologer en dag i 2001 gravede dem ud og fandt de tidligste sikre spor af mennesker i Danmark. Og med dem en række fingerpeg om, hvilke klimaforandringer de levede i under det, der viste sig at være sidste del af den seneste istid.
Når vi i disse år diskuterer klimaforandringerne, er det sjældent med blik for, at de altid har været der. I Danmark har mennesket i mindst 14.000 år tilpasset sig langt mere ekstreme vejrforhold, end vi oplever nu, og på verdensplan har klimaet påvirket menneskets levevilkår lige siden menneskets udviklingslinje for fire millioner år siden blev adskilt fra vores nærmeste slægtning, chimpansen. Spørgsmålet er, hvad vi så kan lære af det?
For at finde svar skal vi tilbage til begyndelsen for fire millioner år siden, da der langs en af jordens kontinentalplader blev dannet en enorm dal, Great Rift Valley i Afrika. Den strækker sig i dag 4800 kilometer helt fra Syrien og gennem det afrikanske kontinentet til Mozambique med en bredde op til 42 kilometer og nogle steder en dybde op til to kilometer. Dengang betød den en afgørende adskillelse af datidens aber. Vest for dalen fortsatte livet uændret for aberne i skoven, men i øst ændrede klimaet sig drastisk, og tørke gjorde skoven til en åben savanne uden de sædvanlige muligheder for føde og sikkerhed. Aberne her begyndt nu at spise ådsler og jage andre dyr, og over tusinder af år udviklede de evnen til at stå på bagbenene for at kunne holde øje med byttedyr og mulige farer i det flade landskab. Dermed var kimen lagt til det moderne menneske. På vestsiden udviklede aberne sig i stedet til nutidens chimpanser og gorillaer.
I de følgende to millioner år gik udviklingen imidlertid langsomt. Hjernestørrelser på uddøde abe-mennesker har vist, at de ikke voksede, før en markant afkøling af klimaet satte ind og igen ændrede udbuddet af føde og dermed levebetingelserne. Menneskets udviklingslinje forgrener sig endnu en gang, nu i slægten Paranthropus med større og stærkere tænder og kæber tilpasset en grovere kost, og i slægten Homo, hvor tænderne bliver mindre og hænderne i stedet bliver taget mere i brug.
Og sådan kan man blive ved med at finde eksempler på klimaforandringer, der dramatisk ændrer menneskets udvikling og levevis. Tilbage i danske omgivelser skete der først noget omkring år 12.000 før vor tidsregning, hvor de første mennesker begyndte at vandre ind i det, der i dag er Danmark. De var rensdyrjægere og fulgte dyrenes træk nordpå i takt med, at de store ismasser trak sig tilbage efter at have dækket det meste af Danmark og store dele af den nordlige halvkugle i mange tusinde år.
Der er ikke fundet mange bopladser fra denne tid, og det er usikkert, hvor mange der faktisk boede her, men der har formentlig været tale om få mindre grupper, der endnu ikke slog sig fast ned i Danmark. Klimaet var stadig for ustabilt, og det drev løbende rensdyrene sydpå til det nuværende Tyskland og Holland.
I de første 2000-3000 år vendte jægerne dog altid tilbage, indtil endnu en voldsom klimaforværring igen fordrev alle fra Danmark. I 1200 år boede der ikke en eneste i det, der skulle blive Danmark, men så, for ret præcist 11.700 år siden, satte varmen ind, og så gik det stærkt. Træerne vendte tilbage efter tusinder af år, og med dem fulgte bisonokser, vildheste, elsdyr, vildsvin, bjørne - og mennesket.
Det blev et såkaldt "tipping point" - altså det øjeblik, hvor en kædereaktion af enorme forandringer bliver ustoppelige. Det samme begreb bruges af nutidens klimaforskere om en temperaturstigning på to grader celcius over niveauet før den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet. Hvis vi når dertil, sættes kræfter i gang, som nok så mange politiske beslutninger ikke kan stoppe.
For 11.700 år siden blev konsekvenserne en fuldstændig ændring af menneskets livsbetingelser, fortæller Svend Funder, lektor ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet. Fra at være et åbent græslandskab blev Danmark til en urskov - over en periode på blot 60 år!
- Der skete utrolig mange ting så hurtigt, at de daværende mennesker virkelig mærkede verden forandre sig. For eksempel forsvandt deres primære føde, rensdyret, og med det hele den nordeuropæiske jægerkultur. Det betød formentlig, at befolkningstallet gik markant tilbage. Naturen kunne simpelthen ikke bære så mange mennesker, og det betød sult, sygdomme og åben krig om ressourcerne. Nogle forskere mener, at det var et skifte til det bedre. Måske er det, fordi vi automatisk føler, at varmere må være bedre end koldere. Men bedre for hvem? Lige nu er de arktiske folk i vanskeligheder, der svarer til dem, vi var i dengang, fordi varmen driver mange af dyrene væk. Det vil måske også for dem betyde en grundlæggende omlægning af måden, de skaffer sig føde på, siger han.
Nogle tusinde år senere, under det såkaldte klimatiske optimum (7000-3000 fvt.), steg temperaturen yderligere og var et par grader varmere end i dag. Det betød blandt andet indvandring af dyr som sumpskildpadder, den krøltoppede pelikan, sværdfisk, mens østers bredte sig langt ind i danske farvande. Og så sker der en anden afgørende ændring, forklarer museumsinspektør på Nationalmuseet, Charlie Christensen. Cirka 4000 år før vor tidsregning skiftede magtbalancen, så klimaet for første gang ikke længere var bestemmende for vores levevis.
- Man kan sige, at det er i denne periode, mennesket overtager jorden. Med skovrydninger, agerbrug og husdyrhold bliver vi den afgørende faktor for naturens og landskabets udvikling. Den lille istid (cirka 1650-1850) viste dog, at vi stadig kan få markante udsving i temperaturen, men det har ikke ført til folkevandringer eller været afgørende for nye landsbrugsstrategier eller lignende. Det har trods alt været påvirkninger i småtingsafdelingen i forhold til de store klimaudsving ved istidens afslutning, siger han.
Mange gange siden har klimaet alligevel sat sine spor i menneskets liv med alt fra hedebølger og kuldefronter, flodbølger og lange perioder med tørke. Særligt fra midten af sidste årtusinde er historierne mange og voldsomme. I Danmark måtte en lang række nordjyske og nordsjællandske byer evakueres efter en længere periode med flyvesand. Det betød en systematisk tilplantning af klitter og plantager. I andre tilfælde var klimaets luner endnu mere markante. I 1697 omkom hen ved hver fjerde i Finland af kulde og sult, og natten til helligtrekongeraften 1709 væltede arktiske luftmasser ind over Vesteuropa. Temperaturen i Paris, der havde ligget på 10 grader i gennemsnit hele december, faldt på få døgn til minus 20.
Den franske historiker Emmanuel Le Roy Ladurie har koblet flere af den tids klimaudsving direkte sammen med historiske begivenheder, eksempelvis Oplysningstiden, den optimistiske liberalisme og den moderne naturlyrik – de opstod alle i første halvdel af 1700-tallet, som var præget af særligt lange og varme somre. Eller Den Franske Revolution, der brød ud i 1789 efter flere år med våde somre og dårlig høst. Begivenhederne er alt for komplekse til kun at blive forklaret ud fra klimaforandringer, erkender Ladurie, men det er omvendt forkert slet ikke at medtage denne faktor, når historiens gang skal analyseres.
I Danmark har mange historikere anerkendt klimaets afgørende betydning for landets hidtil største militære nederlag, nemlig da svenskerne gik over et fastfrossent Storebælt i 1658 og erobrede en tredjedel af Danmarks areal. Men ellers spiller klimaet en beskeden rolle i historiebøgerne. Det er da også begrænset, hvor meget vi kan lære af klimahistorien, mener Charlie Christensen fra Nationalmuseet:
- Det er for let blot at konstatere, at vi har tilpasset os før, og det gør vi igen. For udfordringerne er nogle helt andre end tidligere - ikke mindst fordi vi er langt flere mennesker nu, har fastlagte landegrænser og i det hele taget har indrettet os på en mere sårbar måde.
I miljøbevægelsen NOAH advarer klimamedarbejder Kim Ejlertsen også mod blot at lade stå til og regne med, at tilstrækkeligt mange overlever, så menneskets udvikling kan fortsætte.
- Klimaet har altid været en bevægelig størrelse, og verdenshavene har eksempelvis stået 70 meter højere end nu. Forskellen fra tidligere er, at det i dag er mennesket, der er hovedårsagen til de havstigninger, vi ser, og at vi denne gang har mulighed for at afbøde hurtige havstigninger og undgå en helt ukontrolleret situation, der vil slå millioner af mennesker ihjel. Det kræver en helt grundlæggende ny livsstil med blandt andet en omlægning til bæredygtige trafikformer, en omlægning af vores madvaner i retning af mindre kødforbrug, og en renovering af boligmassen til 0-energihuse med mere fællesskab, så vi sparer boligareal. Det lyder voldsomt, men historien viser jo, at vi har gjort det før. Og alternativet er en situation, hvor vi sidder relativt trygge i Danmark og ser vandstigningerne opsluge hele lande og folkeslag. Den situation vil jeg gerne undgå, siger han.