Huse og biler brænder, og mennesker bliver på et splitsekund forvandlet til støv i den lille amerikanske by i Midtvesten. De heldige, der overlever, bliver syge af radioaktiv forurening.
De dommedagsagtige scener i tv-serien ”The Day After” samlede i 1983 halvdelen af alle voksne amerikanere foran fjernsynet, og den apokalyptiske fortælling om atomtruslen blev den mest kontroversielle og debatterede serie i USA i et helt årti.
I dag er truslen om klodens undergang det underliggende tema, når repræsentanter og politiske ledere fra flere end 190 lande i løbet af de kommende to uger mødes til Cop21 i Paris for at opnå enighed om en global klimaaftale.
Hvor atomtruslen i 1980'erne, 1970'erne og 1960'erne varslede klodens undergang, er angsten for bomben i dag afløst af en frygt for, at klimaforandringer vil ændre hele kloden og gøre store dele af jorden ubeboelig.
Det forklarer adjunkt Esben Bjerggaard Nielsen fra institut for kommunikation og kultur ved Aarhus Universitet, der har skrevet ph.d-afhandling om, hvordan den apokalyptiske fortælling om jordens undergang præger klimadebatten.
”Hver epoke har sit undergangsscenarie. På mange måder er atomfrygten lige så stille blevet overtaget af klimatruslen. For 30 år siden viste populærkulturen ofte en atomødemark. Atomvåben var en frygt, der hørte det 20. århundrede til, mens klimanedsmeltning er blevet det 21.århundredes undergangsscene,” siger Esben Bjerggaard Nielsen.
Et af de første og mest markante eksempler på klimaapokalypsen var tidligere vicepræsident Al Gores film ”En ubekvem sandhed” fra 2006. I en af filmens mest effektfulde scener ses et smeltende isbjerg.
Esben Bjerggaard Nielsen peger på, at truslen om dommedag har fået en mere konkret karakter siden Al Gores klimafilm.
”I modsætning til Al Gores film, der var baseret på antagelser om en fremtidig undergang, så er vi inden for de seneste fem år begyndt at få de første konkrete eksempler på konsekvenserne af klimaforandringer. Vi ser isen i Grønland smelte, internt fordrevne inuitter i Alaska, der må flytte væk fra kysten på grund af smeltet permafrost og stigende kysterosion. Atomkatastrofen og klimakrisen er i modsætning til den religiøse dommedag ikke skabt af Gud, men menneskeskabte fænomener. Al Gores og andre klimaforkæmperes budskab er, at krisen skal løses af mennesker,” siger Esben Bjerggaard Nielsen.
Efter hans vurdering er klimatruslen mere angstprovokerende end atomtruslen, fordi forandringerne i klimaet sker så gradvist. Tørkeramte landbrug, orkanramte regioner og det svindende regnskovsareal skyldes påvirkninger af miljøet, der er sket år forinden, og det kan ofte være svært at påvise, at forandringerne er en direkte udløber af højere temperaturer på grund af stigende CO2-udslip.
”Atomtruslen var billedet af en mand, der trykker på en knap, og så forsvinder det hele. Klimatruslen er en masse små ting, der sker hele tiden. Det er en stor problemstilling, der har tråde ind i mange dele af vores hverdag. Det er en anden type undergang, som er sværere at definere,” siger Esben Bjerggaard Nielsen.
Idéen om jordens snarlige undergang har ifølge Esben Bjerggaard Nielsen haft en central placering i den vestlige kultur siden den tidlige kristendom. Oprindelig handlede apokalypsen om den endelige kamp mellem Gud og Djævelen. De første kristne var en forfulgt minoritet, der mente, at jorden ville gå under 100 eller 200 år efter Kristi fødsel.
Johannes' Åbenbaring er ifølge Esben Bjerggaard Nielsen en indføring i Guds plan for verdens sidste dage. Åbenbaringen beskriver, hvad der skal ske, efter at Jesus har haft det endelige opgør med Satan. Da skal der opstå et nyt tusindårsrige, hvor de frelste skal leve videre, og de vantro bukker under med Satan.
”Apokalypsen er en fortælling, som kan forklare, hvorfor der er ondskab i verden, og hvorfor religiøse grupper er forfulgte. Marginaliserede religiøse grupper har brugt apokalypsen, lige siden de første kristne samfund opstod. I dag er der en genkendelighed i dommedagsfortællingen, fordi den er indlejret i den vestlige kultur gennem århundreder,” fortæller Esben Bjerggaard Nielsen.
Han peger på, at det i det 20. århundredes apokalypsefortælling er mennesket selv, der bærer ansvaret for undergangen. Katastrofer som Første og Anden Verdenskrig, opfindelsen af atomvåben og senest udsigten til en klimakatastrofe er menneskeskabte fænomener.
”Derfor indgår det også i den moderne apokalyptiske tænkning, at det er mennesket, som må udvise handlekraft for at redde sig selv,” lyder det fra Esben Bjerggaard Nielsen, som forklarer, at apokalypsefortællingens styrke er, at den kan motivere folk, som deltager i et fællesskab.
”Derimod er dommedagsfortællingen ikke særlig god til at overbevise dem, som ikke i forvejen tror på sagen. Tværtimod kan fortællingen om jordens undergang på grund af klimaudviklingen afskrække og sprede en følelse af afmagt blandt dem, der ikke i forvejen er overbeviste og har indsigt i problemet. Men blandt de i forvejen engagerede virker dommedagsfortællingen til gengæld som en samlende kraft, der gør gruppen endnu mere overbevist. Samtidig ligger der i apokalypsemetaforen en kritik af magthaverne for ikke at gribe fat om problemet,” siger Esben Bjerggaard Nielsen og understreger, at dommedagsfortællingen i århundreder er blevet brugt til at udfordre og kritisere samtidens magthavere.
Hvor klimabevægelsen indtil for 10 år siden var meget bombastisk i fremstillingen af truslen om jordens snarlige undergang, er debatten gennem de seneste fem år i højere grad begyndt at handle om, hvad der kan gøres for at undgå dommedag. Dele af klimabevægelsen satser bevidst på begreber som bæredygtig livsstil, grøn energi og grøn omstilling. Et budskab, som også store dele af erhvervslivet har taget til sig.
Andre dele af bevægelsen i især USA og Canada kæmper for klimaet ved at kritisere den kapitalistiske samfundsmodel og dens konsekvenser for miljøet. For eksempel er budskabet i den canadiske miljøforkæmper og journalist Naomi Kleins nye film og bog, ”This Changes Everything”, at kapitalisme er uforenelig med en grøn omstilling af samfundet.
”For 10 år siden var der et håb om, at kapitalismen kunne mindske klimatruslen ved en grøn omstilling. Men håbet brast blandt mange klimaforkæmpere, fordi der ikke blev indgået en bindende klimaaftale ved klimatopmødet Cop15 i København i 2009. Skuffelsen efter mødet i København var kolossal, og det har betydet, at den del af klimabevægelsen, der er meget kritisk over for det kapitalistiske system, har fået mere vind i sejlene. Samtidig er der i mange lande en klar aktivistisk tendens, især blandt unge mennesker. Unge organiserer sig for eksempel og går i aktion mod skifergas. I USA er der en stor ungdomsbevægelse blandt studerende, der arbejder for, at universiteter og byråd skal droppe deres investeringer i fossile brændstoffer. Også i Danmark ser vi en gruppe af helt unge, der organiserer sig i små græsrodsinitiativer, som ligger meget langt fra de politikere, der skal mødes i Paris,” forklarer Esben Bjerggaard Nielsen.
Selv møder han et stigende antal unge gymnasieelever, der er bekymrede for klimaet, når han holder foredrag.
”Under den kolde krig var frygten for atomødemarker en del af vores kollektive bevidsthed. I dag er vi begyndt at se stadig flere konkrete tegn på, hvordan klimaforandringer påvirker verden. Stillehavsøer synker i havet, landsbrugsarealer tørrer ud, der er mange flere oversvømmelser. Katastrofen er ikke længere noget fremtidigt, men er rykket ind i menneskers dagligdag. Vi ser også langt flere bud på, hvordan mennesker kan indrette sig for at undgå klimakatastrofen. Klimadebatten er i højere grad end for 10 år siden blevet et spørgsmål om, hvordan vi konkret kan undgå apokalypsen.”