Når de svageste danskere søger akut hjælp hos det offentlige, sker det stadig oftere, at socialrådgiverne sender dem direkte videre til frivillige organisationer som Mødrehjælpen, Frelsens Hær og Kirkens Korshær.
Det sker året rundt, men særligt i december, hvor nogle familier kæmper for at give deres børn en nogenlunde jul. Og det er en af hovedårsagerne til, at de velgørende organisationer igen i år oplever markant fremgang i antallet, der søger om julehjælp, forklarer informationschef i Frelsens Hær, Lars Lydholm:
LÆS OGSÅ: Vi vil hellere hjælpe fattige lejlighedsvis end at bekæmpe fattigdom
Mange steder rundt om i landet ringer socialforvaltningen direkte til os for at få hjælp til at samle de svageste familier op. De fleste sociale satser er nogenlunde dér, hvor de skal være, men problemet er, at manglende overblik og dårlig koordinering gør, at mange ikke får det, de er berettiget til. Der er eksempelvis fire til seks ugers ventetid på akuthjælp, og så ringer socialrådgiverne og tigger os om penge. I min verden er det ensbetydende med, at velfærdssystemet er i opløsning.
Mads Roke Clausen, der er direktør i Mødrehjælpen, og lokalleder Dorte Olsen fra Kirkens Korshær oplever også, at stadig flere ansøgere om hjælp kommer direkte henvist fra det offentlige.
Folk bliver sendt afsted med den besked, at de ikke kan få hjælp hos kommunen før om nogle uger, men Kirkens Korshær har nogle gavekort liggende. Og det er virkelig en stramning af format og udtryk for en falliterklæring, at man ikke længere er i stand til at hjælpe folk i en akut situation. Fra den enkelte socialrådgivers side er det jo et sympatisk træk, at de sender folk videre, men som system betragtet er det et kollaps, siger Dorte Olsen.
I Dansk Socialrådgiverforening ser formand Majbrit Berlau det som en naturlig del af faget at søge hjælp, hvor hjælpen er. Også selv om den er uden for det offentlige system.
Men hun er enig i, at det er dybt problematisk, at det er nødvendigt.
Det skyldes især to ting, nemlig at kommunerne generelt har sænket serviceloftet og dermed reduceret hjælpen til de svageste samt at sagsbehandlingstiden er blevet alt for lang.
Der er for mange sager til for få sagsbehandlere, og der er for meget bureaukrati på dette område. Situationen er ganske alvorlig, og det er åbenlyst for os, der møder samfundets svageste, at der er et indiskutabelt stort behov for forandringer og forbedringer i det sociale system. Det er en opgave, de mange nye kommunalpolitikere bør prioritere højt, siger hun.
Formand for socialudvalget i Kommunernes Landsforening, Anny Winther (V), ser derimod socialrådgivernes kontakt til de velgørende foreninger som et både naturligt og nødvendigt samarbejde, der i øvrigt går begge veje.
Der er jo også foreninger, der kontakter kommunerne for at få udpeget, hvilke familier der trænger mest til hjælp. Så det samarbejde, som vi ser som stadig mere vigtigt, er ikke et udtryk for, at kommunerne ikke selv kan klare de sociale opgaver, men et forsøg på at skabe merværdi til fordel for dem med særlige behov. Ikke bare i form af penge, men i form af de mange typer af hjælp, civilsamfundet kan byde på, siger hun.
Hvordan kan du kalde det et samarbejde, når foreningerne kalder det en falliterklæring, at kommunerne kontakter dem?
Det er nemt at finde negative ord at sætte på denne udvikling, men vi forsøger at være konstruktive og oplever faktisk, at civilsamfundet har lige så meget brug for os, som vi har for dem.
Danmark side 2