Kongehuset er det sidste, danskerne er Des med

En ung journalist blev korrekset af Dronningen og efterfølgende af den halve nation, da han kom til at sige du til Majestæten. Ifølge forfattere er der en voksende længsel efter, at vi i visse sammenhænge kan sige De og undgå ”tvangsjovialisering”

"Der er meget mere tilbage af De-formen, end man tror. Det gælder både på skrift i aviserne og i direkte tale mellem mennesker. Og det er ikke kun blandt gamle mennesker, men i høj grad også unge," siger ekspert.
"Der er meget mere tilbage af De-formen, end man tror. Det gælder både på skrift i aviserne og i direkte tale mellem mennesker. Og det er ikke kun blandt gamle mennesker, men i høj grad også unge," siger ekspert. Foto: Scanpix.

”Nu skal jeg ikke være meget sippet, men jeg tror ikke, vi har gået i skole sammen. Jeg tror ikke, vi er dus.”

Ovenstående er en stærk kandidat til at blive ugens mest citerede ytring i den danske offentlighed. I hvert fald var det lille videoklip, hvor ordene falder - fra hendes majestæt dronning Margrethe II til en ung journalist fra Berlingske Nyhedsbureau, som har formastet sig til at sige ”du” til hende - døgnets mest sete på Danmarks Radios hjemmeside i går.

At journalisten på Dronningens pressemøde i anledning af hendes 75-års fødselsdag roder rundt i de personlige tiltaleformer skyldes naturligvis ikke mangel på respekt, men måske en manglende vanthed med at sige De. Eller også er det en ren ”tanketorsk”, som journalist og forfatter Bjørn Andersen formulerer det.

I oktober udgav han bogen ”Høflighed uden grænser”, som er en viderebearbejdning af en undersøgelse af danskernes brug af De og du, som den 77-årige tidligere DR-vært har gennemført som danskstuderende på Københavns Universitet.

Såvel undersøgelsen som bogen viser, at selvom De-formen har været på retur siden 1950'erne, er der i dag en udbredt længsel efter en kultur med mere venlig ærbødighed, og at mange faktisk synes, at De-formen bør indgå heri.

I december viste en sms-afstemning arrangeret af DR-programmet ”Aftenshowet” i kølvandet på Bjørn Andersens bog, at to tredjedele af seerne savnede en øget brug af De.

”Der er meget mere tilbage af De-formen, end man tror. Det gælder både på skrift i aviserne og i direkte tale mellem mennesker. Og det er ikke kun blandt gamle mennesker, men i høj grad også unge. For eksempel viser mine interview med unge, der ekspederer i supermarkeder og på tankstationer, at de gør sig umage for at behandle kunderne høfligt og derfor ofte vælger at sige De,” beretter Bjørn Andersen.

Han nævner konkret Perchs Tehandel i det indre København som en butik, hvor man kan være sikker på at blive tiltalt De.

Han tilføjer, at ganske mange kunder er glade for at blive tiltalt De, men ikke alle.

”Mest pikerede bliver typisk de 50-60-årige, som reagerer på De-tiltalen ved at tænke 'Nå, ser jeg nu så gammel ud',” forklarer Bjørn Andersen.

At De-formen er gået tilbage, men at mange savner den, er også forfatter og radiojournalist ved Radio 24syv Torben Stenos erfaring. Han har skrevet debatbogen ”Længsel efter faste former” om netop dette emne, og den 1. april i år skrev han en klumme i Fyns Amts Avis, hvor han erklærede, at ”folkeskolen ikke har brug for flere reformer, men for skoleuniformer og De-former”.

”Jeg havde ikke tænkt videre over datoen, for min klumme er altid på om onsdagen, men det viste sig, at folk først troede, det var en aprilsnar. Da man så fandt ud af, at jeg mente det alvorligt, blev jeg nærmest beskyldt for at være nazist,” beretter Torben Steno.

Han uddyber, at det, som tiltaler ham og flere andre moderne mennesker ved at have De-formen til rådighed, er, at man derved kan sondre sprogligt imellem de tætte og mindre tætte relationer.

”I De-formen ligger en mulighed for at møde fremmede mennesker uden tvangsjovialisering. I dag er vel kun Dronningen tilbage, som vi ikke finder det passende, at man siger du til. Selv Kronprinsen siger journalisterne du til, når de interviewer ham på tv,” siger Torben Steno.

Han synes i øvrigt ikke, at Berlingske Nyhedsbureaus åbenlyst angrende journalist fortjener flere irettesættelser end den, Dronningen allerede har udsat ham for.

Ifølge Bjørn Andersen er det muligvis rigtigt, at Dronningen er den sidste, som er tilbage, som vi forventer, at alle siger De til.

Der er også kun få, der selv insisterer så stærkt på De-formen som vor monark, nu skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller er død. Men i sin bog gør han - blandt andet gennem interview med en række kendte mennesker, der har været tæt på Dronningen - grundigt rede for, hvordan kongehuset egentlig har det med tiltaleformer. Og ønsket om at blive tiltalt De dør ikke ud med den ældre generation, fastslår han.

”Det kan godt være, at Kronprinsen ikke siger noget til det, hvis man siger du til ham. Men det gør hans bror. Dér kan man godt blive korrekset, hvis man siger du,” fortæller Bjørn Andersen.

Han præciserer i øvrigt, at Kronprinsen selv mener, at tiltaleformen må afhænge af sammenhængen.

”I officielle sammenhænge forventer han, at man er Des, men hvis han tiltales som sportsmand lige efter et løb, eller efter at have siddet længe sammen med en journalist i et studie, finder han du mere naturligt,” forklarer forfatteren.

Dermed er vi tilbage ved pointen. Fordelen ved, at vi både har De og du til rådighed, er, at vi kan skelne mellem forskellige situationer af mere og mindre intim karakter. Bruges det intime du i en officiel sammenhæng, virker det mod hensigten, påpeger Bjørn Andersen.

”En af mine sønner kom for nylig til at køre for stærkt, blev taget af politiet, fik en bøde og skældud og blev tiltalt med du. I denne sammenhæng føltes du-formen som et ekstra overgreb. Han følte, at politiet burde sige De. Jeg har faktisk interviewet folk hos politiet, som siger, at man direkte overvejer at indføre fast brug af De i den situation.”