I går præsenterede beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (V) første del af regeringens jobreform, der udover et nyt kontanthjælpsloft skrotter de fem ugers ferie for kontanthjælpsmodtagere, sænker kontanthjælpssatsen for unge jobparate og på ny stiller krav om dokumentation for 225 timers beskæftigelse.
Regeringens udspil er det seneste eksempel på det paradigmeskift, der siden begyndelsen af 1990'erne har præget den danske kontanthjælpspolitik og forandret systemet fra at skulle skabe tryghed til først og fremmest at få folk i arbejde, siger velfærdshistoriker Søren Kolstrup.
Paradigmeskiftet slog for alvor igennem i dansk socialpolitik under den socialdemokratisk ledede regering, der i 1993 stillede krav om aktivering af ledige og introducerede en retorik, der talte om pligter og rettigheder. En retorik og en politik, der blev ført videre af den efterfølgende borgerlige regering med blandt andet indførelsen af det første kontanthjælpsloft i 2003.
”Det er ikke et paradigmeskift, der som sådan vokser frem i den socialdemokratiske have. Bevægelsen er ikke partibunden, men af international og først og fremmest anglosaksisk karakter og kan derfor også uden problemer overtages af de borgerlige. Netop derfor kommer den tænkning - eller mentalitet, om man vil - til at få afgørende betydning for stort set alle dele af den førte velfærds-politik,” siger Søren Kolstrup.
Direktør i Cepos Martin Ågerup er enig i, at kontanthjælpssystemet de seneste 20 år i stadig højere grad er indrettet med det erklærede mål, at der skal skabes større incitament for at tage arbejde. Men udviklingen kommer ikke ud af det blå, siger han.
Den har afsæt i en periode i historien - fra begyndelsen af 1970'erne til starten af 1980'erne - hvor økonomisk opsving og en særlig tidsånd betød, at incitamentstankegangen for en tid blev betragtet som en ligegyldig og virkeløs størrelse.
”Der var ramaskrig og protester, da sultecirkulæret i 1982 satte spørgsmålstegn ved, om unge uddannelsessøgende var berettiget til kontanthjælp i sommerferien, hvis deres forældre var i stand til at hjælpe dem økonomisk. Det siger noget om, hvordan ydelserne dengang blev betragtet som rettigheder, ikke bare for de værdigt trængende, men for alle der oplevede, at de havde brug for lidt ekstra,” siger Martin Ågerup.
Mens der er stor enighed om de seneste årtiers udvikling i kontanthjælpspolitikken, er der fortsat voldsomt delte meninger om, hvorvidt det overhovedet virker at skære i sociale ydelser.
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd anser man ikke de sænkede ydelser for noget mirakelmiddel. VK-regeringens første kontanthjælpsloft havde ifølge undersøgelser fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd kun tvivlsom effekt. Og dagens udspil vurderes også at have begrænset effekt med kun 650 flere personer i job.
”Problemet er, at kontanthjælpsmodtagere ofte slås med andre problemer end ledighed, hvorfor de ikke reagerer nævneværdigt på ændrede økonomiske incitamenter. Det er ikke manglende økonomiske incitamenter, der er problemet, men sociale og helbredsmæssige problemer, der skal tages fat om,” siger Erik Bjørsted, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Men de 65o flere i arbejde er kun på den korte bane, argumenterer Martin Ågerup. Med en sænkelse af overførselsindkomster vil man over tid skabe et mere varieret arbejdsmarked med flere lavtlønnede jobs, der kan besættes af netop de personer, der med få kvalifikationer ofte ender som kontanthjælpsmodtagere, siger han.
Og fra Dansk Erhverv lyder det, at de job allerede findes blandt andet i rengøringsbranchen.
”Vi har en række virksomheder, der bliver nødt til at rekruttere den lavtlønnede arbejdskraft uden for Danmark, så vi mener bestemt, reformen er et skridt i den rigtige retning,” siger underdirektør Stine Pilegaard Jespersen.
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er man imidlertid ikke overbevist.
”Antallet af kontanthjælpsmodtagere er med krisen steget til 157.000 personer. Det kommer vi ikke til at ændre nævneværdigt ved at skære i deres ydelser, for vi har ganske enkelt ikke et arbejdsmarked, der kan rumme dem,” siger Erik Bjørsted.”