Kort nyt

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) gør et nyt forsøg på at samle flertal bag regeringens integrationsudspil. Ministeren er klar med to ændringsforslag til sit eget lovforslag, der allerede er blevet førstebehandlet i Folketinget. For at imødekomme indvendinger fra blandt andre Venstre er Henrik Dam Kristensen for det første klar med et ændringsforslag, der præciserer, at det skal ”tilstræbes”, at flygtninge er beskæftiget 37 timer om ugen med arbejde og sprogundervisning. Det andet forslag betyder, at alle flygtninge fremover opfattes som jobparate, når de kommer til Danmark. Også selvom de ikke kan dansk. Efter tre måneder skal en konkret vurdering afgøre, om de fortsat kan betegnes som jobparate. Det sidste forslag skal modvirke, at kommunerne i dag kategoriserer mange flygtninge som ikke-jobparate. /ritzau/

Det er stærkt bekymrende og uforståeligt, at Danmark i weekenden har tvangsudsendt fire afviste asylsøgere til Somalia, mener Det Somaliske Samfund, som arbejder for integration af somaliske flygtninge i Danmark. ”Vi kan ikke få øje på, hvad der ligger til grund for den nye kurs,” siger formanden for foreningen, Mohamed Suleban Ali. Ifølge formanden er der stor risiko for, at de udsendte somaliere vil blive forfulgt og udsat for overgreb. Foreningen ønsker svar på, hvilke efterretninger der ligger til grund for, at Danmark nu skifter kurs. /ritzau/

Kristeligt Dagblad omtalte i torsdagsavisen en række af de kendte personer, som tidligere har stået i spidsen for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS. I den forbindelse blev den radikale økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard udnævnt til DGS-formand 1984-1986. Det var imidlertid en anden person med præcis samme navn, der havde denne formandspost. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.

Der var desværre faldet et afsnit ud af artiklen ”Irlands katolske kirke er under pres” på side 6 i torsdagsavisen. I sidste spalte manglede det derfor at blive forklaret, at det var teologen Mary Condren, der udtalte sig i de to sidste afsnit. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.