For kræftramte kan en dag betyde alverden

Nyt projekt sætter fokus på de ekstra dage, som kræftpatienter kan imødese med livsforlængende behandling. Det kan være svært at leve med de ændrede livsvilkår, som døden giver, siger hospitalspræst

Aktiv behandling af kræft med livsforlængende medicin, kan muligvis øge dit liv med flere år, siger overlæge.
Aktiv behandling af kræft med livsforlængende medicin, kan muligvis øge dit liv med flere år, siger overlæge.

Jakob Damm-Bank fik diagnosen tarmkræft den 24. august 2011. Seks måneder senere døde han.

Det halve år, som han fik gennem livsforlængende behandling, havde uendelig stor betydning for ham og hans efterladte hustru, Elisabeth Damm-Bank. I de dage nåede de bare at være sammen, som hun siger. De tog på kæresteture, når Jakob havde kræfter til det. Og på en god dag bagte han pizza. Men det allervigtigste var, at de ikke havde noget uafklaret imellem dem. De vidste begge to, hvor højt de elskede hinanden.

Elisabeth Damm-Bank har fortalt sin historie i en lille film på en hjemmeside, som Patientforeningen for Tarmkræft lancerer i dag. Det har hun gjort i ønsket om at kunne være noget for andre i samme ulykkelige situation. Hjemmesidens navn DeEkstraDage.dk henviser til de ekstra dage, som patienter med uhelbredelige sygdomme får givet gennem livsforlængende behandling. Formålet med hjemmesiden er at inspirere til bedst mulig brug af de ekstra dage samt at frigive tid ved at samle alle praktiske oplysninger for både patienter og pårørende.

Lone Nørgård Petersen er overlæge på tarmkræft-afsnittet på Onkologisk Klinik på Rigshospitalet, hvor hun arbejder med livsforlængende behandling. Hun forklarer, at behandlingen ikke udelukkende handler om at forlænge levetiden, men også om at lindre smerter og dermed øge patientens livskvalitet den sidste tid.

”Mange tror, at palliativ behandling, som betyder lindring, kun foregår de sidste uger af livet, men nogle patienter med en uhelbredelig sygdom kan leve flere år i palliativ behandling. I et længere forløb vil patienten typisk ikke tænke på døden hver eneste dag og time, men senere i forløbet, når man begynder at se, at den livsforlængende behandling ikke vil vare ved, vil det være naturligt at tale med patienten om, hvad hun gerne vil nå, inden hun dør. Måske er der en mærkedag i familien. Et bryllup eller et studentergilde. Man kan eksempelvis godt have som mål for en behandling, at der tilrettelægges en pause, hvor patienten får mulighed for at gøre noget, hun godt kunne tænke sig,”siger hun og understreger, at hver enkelt patient og hvert enkelt sygdomsforløb er forskelligt.

”Derfor er det vores fornemmeste opgave som sundhedspersonale at møde den enkelte patient lige der, hvor hun er. Og her må vi bruge al vores faglighed og menneskelighed for at opnå det bedste forløb for den enkelte patient,” siger hun.

At hvert sygdomsforløb er forskelligt, kan hospitalspræst på Rigshospitalet gennem ti år, Lotte Blicher Mørk, nikke genkendende til. Hun har gennem tiden talt med mange patienter, som har fået konstateret en uhelbredelig sygdom. De skal sammen med deres nærmeste forsøge at leve videre med det ændrede livsvilkår, at døden er en realitet inden for en overskuelig fremtid.

”I sådan en situation er det meget individuelt, hvad der er vigtigt for folk, men en fællesnævner er relationer. Mange oplever også, at de bliver nødt til at sortere og stille sig selv spørgsmålet om, hvad, der er vigtigst lige nu. Flere vil opleve, at det også kan ændre sig under de nye livsvilkår, som sygdommen giver,” siger Lotte Blicher Mørk, som oplever at magtesløsheden er den største udfordring for mange.

”Vi lever i en tid, hvor vi er så vant til at kunne handle på alting, og her kommer vi til kort. Der er ingen mening med, at man er blevet syg og skal dø. I stedet for at forsøge at finde en mening med det, må man forsøge at finde en mening i det. Altså finde en mening på trods. Det er slet ikke enkelt, men jeg oplever mange pårørende, der efterfølgende giver udtryk for, at den sidste tid var enorm hård, fyldt med smerter og opkast, men at de ikke ville have undværet den. De har fået sagt ting til hinanden, som de aldrig ville have været foruden eller oplevet et særligt nærvær,” siger hun.

Magtesløsheden kan Elisabeth Damm-Bank godt genkende. Hun har haft mange diskussioner med Vorherre om, hvor uretfærdigt det hele var.

”Men når det er sagt, er jeg meget taknemmelig over, at vi fik lov at opleve den lykke sammen, som vi gjorde. Når man elsker en anden højt, vil det altid være forbundet med en ubærlig smerte at miste,” siger hun.