Krarup: Et rap over nallerne har aldrig skadet nogen

Medlem af Folketinget (MF) for Dansk Folkeparti (DF) Marie Krarup, partiets

Marie Krarup (DF) har på ny sat gang i debatten om forældres ret til at revse deres børn. Foto: Martin Stampe / Scanpix Denmark

Unge forældre er blevet så bange for at sætte sig selv igennem, at de helt har mistet evnen til at stå fast over for deres børn og sætte tydelige grænser.
Marie Krarup, DF

Må man slå sine børn? Marie Krarup (DF) har på ny sat gang i debatten om forældres ret til at revse deres børn. Det er forældrenes pligt at retlede og opdrage, og de skal ikke kriminaliseres, hvis de i den forbindelse kommer til at give deres børn et rap over nallerne eller en sjælden ørefigen, mener hun

Du siger, at forældre svigter deres børn, hvis de ikke retleder eller opdrager dem, men er en ørefigen eller et rap over nallerne en nødvendig del af den opdragelse?

Jeg siger ikke, at det er nødvendigt at sætte sine børn på plads på den måde, men en ørefigen eller et rap over nallerne har aldrig skadet nogen, og det berettiger på ingen måde en kriminalisering. Den statslige overvågning af og indgriben over for familien er langt værre og langt mere skadelig.

Det er ødelæggende for barnet, for forældrene og for hele familien, hvis en far eller mor kriminaliseres for noget, som man på alle måder må betragte som en bagatel.

Men det er jo kriminelt at slå sine børn?

Ja, og det er lige præcis det, der er problemet. Det er en stor fejl. Det skal selvfølgelig ikke være lovligt at være voldelig mod sine børn, det er klart. Vold er fuldstændig uacceptabelt, men unge forældre er blevet så bange for at sætte sig selv igennem, at de helt har mistet evnen til at stå fast over for deres børn og sætte tydelige grænser, og deres vage og evigt anerkendende tilgang til opdragelse resulterer i små barbarer uden grænser eller blik for andet eller andre end dem selv.

Det er helt åbenlyst, at de børn har brug for forældre, der tør gribe ind og sætte foden ned, men det tør de ikke af frygt for at blive kriminaliseret.

Men vi ved jo, at der hver dag er børn, som bliver udsat for vold. Er det ikke fornuftigt, at man har en nultolerancepolitik, hvor der ikke er rum for fortolkning og gradbøjning af, hvad passende revselse er?

Jo, det er helt fornuftigt, hvis man er helt ligeglad med familien og med forældrenes muligheder og ret til frit at opdrage, vejlede og sætte grænser for deres børn. Vi taler jo ikke vold og overgreb her, men om en uskadelig ørefigen eller et rap over nallerne.

De professionelle, der beskæftiger sig med børns trivsel og psyke, er jo lodret uenige i, at en ørefigen og et rap over nallerne er uskadeligt. De siger, at selv skældud kan være ligefrem ødelæggende for et barns selvværd. Gør det slet ikke indtryk på dig?

Ikke det mindste. Det er noget teoretisk vrøvl. Jeg har lige debatteret med en børneekspert, der sagde, at det var ødelæggende, hvis man stod og råbte og skreg af sit barn, at det ikke kunne finde ud af noget og gjorde alting forkert. Men det er jo slet, slet ikke det, jeg taler om.

Selvfølgelig skal vi ikke pille vores børn ned, men det betyder jo ikke, at vi ikke skal sætte grænser for dem, opdrage dem og sige: Det, du gør nu, er forkert, eller det skal du holde op med lige med det samme. Det er en service for vores børn, når vi klart melder ud og anviser, hvordan de skal opføre sig, men desværre en service, der er stadig færre børn forundt.

Forældre kan vel godt sætte grænser, opdrage og vejlede uden at slå?

Ja nogle kan. Folk med overskud, pædagogisk erfaring og lange ph.d'er i børneopdragelse kan sikkert fint sidde og føre timelange opbyggelige samtaler med deres treårige, men alle er ikke ens.

Det er ikke alle, der er udstyret med det overskud tidsmæssigt, følelsesmæssigt og uddannelsesmæssigt, og så kan det godt være, at man kommer til at stikke en ørefigen eller et rap over nallerne, men det er der altså ingen, der skal kriminaliseres, hænges ud og retsforfølges for. Det er dybt ulykkeligt, at familier på den måde kan rives midt over på grund af bagateller.

Nu er tvangsfjernelse jo ikke noget, der gribes til på grund af bagateller. Tror du, at der er børn, der fjernes, fordi de får et rap over nallerne?

Der er da ingen tvivl om, at apparatet overvåger, mistænkeliggør og skrider ind over for alt for mange familier, der ikke lever op til idealerne om den korrekte børneopdragelse. Det giver usikre og handlingslammede forældre, og det er først og fremmest synd for de børn, der rent faktisk har brug for strammere tøjler og en fastere hånd, men ikke får det, fordi deres forældre er bange for at træde forkert og komme i systemets søgelys.

Blev du selv slået som barn?

Nu gjorde du selv lige opmærksom på, at det ifølge dansk lov er kriminelt at revse sine børn, så det har jeg selvfølgelig ikke tænkt mig at udtale mig om. Jeg har heller ikke tænkt mig at udtale mig om det spørgsmål i forhold til mine egne nu voksne børn. Det er klart, så længe loven er, som den er.