Der er uden tvivl flere kilder til den faldende tillid. En er de evindelige beskyldninger om løftebrud. De har floreret, siden statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i valgkampen i 1998 meget firkantet garanterede for efterlønnen. Det skulle han ikke have gjort. Da der senere blev pillet ved efterlønnen, fik Socialdemokratiet et af de mest bratte fald i meningsmålingerne, der er set. Venstre anede morgenluft. Anders Fogh Rasmussen (V) vandt valget i 2001 på den såkaldte kontraktpolitik, hvor Venstre gik til valg på få firkantede valgløfter. Problemet ved kontraktpolitikken er bare, at regeringerne så afskærer sig fra fleksibilitet, når forholdene viser sig anderledes, end da løfterne blev givet. I økonomi og politik dukker tit uforudsete forhold op. Det er derfor vigtigt, at regeringerne bevarer en vis handlefrihed.
Med Helle Thorning-Schmidt (S) kom en statsminister, som er sprunget fra nogle politiske udspil tilbage i oppositionstiden til helt andre politiske udspil i regeringstiden. Nogle politiske krumspring må dog ses på baggrund af, at økonomien blev anderledes end håbet. De skyldes også, at regeringen er en mindretalsregering, og at den har været sammensat af flere partier, som nødvendigvis må gå på kompromis. Men problemet burde ikke være, at regeringen er fleksibel, det skal den nærmest have ros for. Problemet er, at det har været svært for regeringspartiernes kernetropper bag ved de nødvendige tilpasninger af kursen overhovedet at se klare grundholdninger i regeringspartierne.
Venstre har hjulpet af medierne flittigt forsøgt at hæfte etiketten løftebrud på Helle Thorning-Schmidt. Samtidig har Venstre ramt sig selv. Hvis Lars Løkke Rasmussen (V) danner regering, så bliver han afhængig af en broget flok af partier. Løkke er derfor blevet så bange for at udstede løfter, at han i valgkampen kun har givet et: Løftet om at genindføre håndværkerfradraget. Resultatet er, at Venstre fremstår profilløst. Det har hverken mærkesager eller en klar liberal grundidentitet.
Medierne kører gerne i løftebrudssporet. I et forsvar for regeringen har Politiken opgjort, at regeringen har gennemført 107 punkter i det regeringsgrundlag, regeringen skrev i 2011, inden den tiltrådte. Kun 10 er opgivet, og 9 er ifølge opgørelsen endnu ikke gennemført. Fejlen er bare, at Politiken overhovedet accepterer præmissen om, at et regeringsgrundlag skrevet efter et valg er løfter til vælgerne. Det er det ikke. Det er en aftale mellem regeringspartierne. De har ikke alene moralsk ret til at ændre deres aftaler, hvis de støder ind i en ny virkelighed. De bør have pligt til det. I forhold til deres vælgere er det bare vigtigt, at vælgerne stadig kan genkende partiernes grundholdninger. Det har været svært også for regeringspartiernes vedkommende. For allerede regeringsgrundlaget lå langt fra vælgernes billede af de tre meget forskellige regeringspartier, der tiltrådte i 2011. Det er dog tidligere opgjort af ”Mandag Morgen”, at en stor del af de løfter, som Socialdemokraterne og SF afgav før valget i 2011, også er gennemført.
Beskyldningerne om løftebrud giver vælgerne en helt urealistisk forventning om, at politik føres, som supermarkeder markedsfører slagtilbud. Det skader tilliden til politikerne. Det ender med at lamme partier, der vil i regering. Beskyldningerne om løftebrud bør neddrosles. Vælgerne bør lære, at en regering må have en vis handlefrihed. Partierne må lade være at markere sig på en lille håndfuld løfter. Deres egentlige udfordring er at markere en idépolitisk profil, så vælgerne genkender dem på grundlæggende holdninger til samfundets indretning.