Kristendemokrater satser på de bløde blå vælgere

Partiet mangler næsten 7000 vælgererklæringer for at kunne stille op til valg til Folketinget

Selvom det nu er 15 år siden, at Kristendemokraterne sidst formåede at passere spærregrænsen på to procent til Folketinget, har partiet ikke opgivet håbet om et politisk comeback. Her ses formand Stig Grenov.
Selvom det nu er 15 år siden, at Kristendemokraterne sidst formåede at passere spærregrænsen på to procent til Folketinget, har partiet ikke opgivet håbet om et politisk comeback. Her ses formand Stig Grenov. . Foto: Hougaard Niels/Polfoto.

Selvom det nu er 15 år siden, at Kristendemokraterne sidst formåede at passere spærregrænsen på to procent til Folketinget, har partiet ikke opgivet håbet om et politisk comeback.

Blot 140 delegerede er tilmeldt landsmødet i Middelfart i morgen, og man mangler fortsat at indsamle næsten 7000 underskrifter for overhovedet at kunne stille op til et folketingsvalg igen.

Landsformand Stig Grenov erkender, at det vil være en ”mavepuster” for partiet, hvis der skulle komme valg inden for de nærmeste måneder. Men hvad får ham til at fortsætte mod så hårde odds?

”Det er flere ting. For det første, at rød blok lader mennesket være alene, mens blå blok er gennemsyret af systemtankegang. De gamle partier er fælles om at lade mennesket leve for systemets skyld,” siger Stig Grenov.

”Det andet er, at det står mere og mere klart, at partierne fra højre til venstre afskriver sig de internationale forpligtelser, de afskriver sig pligten til at tage sig af flygtninge.”

”Man føler sig presset til at udfordre de internationale konventioner, ytringsfriheden, ja, selv trosfriheden. Der tror jeg stadig på, at der er brug for et parti, som vil sætte mennesket i centrum,” siger Stig Grenov.

Stig Grenov henviser til det nye politiske kompas, som Altinget.dk har udgivet, og som blev omtalt i Kristeligt Dagblad for et par uger siden.

Kompasset har to akser, en værdipolitisk og en fordelingspolitisk, og ud fra en meningsmåling er Folketingets ni partier blevet placeret i kompasset. Intet parti blev imidlertid placeret i det felt, hvor vælgerne både går ind for en stram økonomisk politik og en blød værdipolitik på blandt andet miljø-, rets- og udlændingeområdet.

Ifølge valgekspert Kenneth Thue Nielsen fra analysevirksomheden Methods.dk er der faktisk 7,8 procent af vælgerne, som abonnerer på den ”grønne borgerlighed” eller ”nok-er-nok”, og de vælgere sætter Stig Grenov sin lid til.

Tidligere har Kristendemokraterne brændt sig på ikke at ville pege på nogen statsministerkandidat forud for et folketingsvalg, men skulle det lykkes partiet at blive opstillingsberettiget inden næste valg, kommer der også en melding om, hvem man foretrækker som statsminister.

”Det er vi helt klart nødt til at melde ud, men der er ikke den store forskel på rød og blå blok i dag. Selv kontanthjælpsloftet er det svært at få Socialdemokratiet til at love at ville afskaffe. På grund af vores holdning til den borgerlige frihed antager jeg, at vi kommer til at lægge vores lod i den blå blok igen. På trods af at de blå partier har forladt mange af de borgerlige værdier,” siger Stig Grenov.