Kristendommen til debat i dansk politik

Den konservative Mai Mercado er ikke den første politiker, der fremhæver kristendommens betydning for dansk kultur. Men hendes udmeldinger har karakter af en kristen selvhævdelse, man ikke har oplevet før, skriver lektor Anders Berg-Sørensen

Debatten om kristendommens plads i samfundet er gammel, men har taget en ny drejning med Mai Mercados udmeldinger langfredag. Arkivfoto.
Debatten om kristendommens plads i samfundet er gammel, men har taget en ny drejning med Mai Mercados udmeldinger langfredag. Arkivfoto.

Mai Mercado fik med sin kronik, ”Kristendommen er bedre end islam” langfredag i Berlingske pustet liv til debatten om kristendommens rolle i det danske demokratiske samfund og ikke mindst spørgsmålet om grundskolens kristensdomsundervisning.

For det første påstår Mai Mercado, at kristendommen er den bedste religion, bedre end islam. Det er som udgangspunkt et personligt trosanliggende, men hun mener samtidig, at det skal gøres til et politisk anliggende. Kristendommen er en væsentlig del af dansk identitet, for kristendommen er det religiøse og kulturelle fundament, det danske samfund står på, og det skal have implikationer for de politikker, der bliver ført.

For det andet, som naturlig følge af den første påstand, mener Mercado, at kristendomsundervisningen i grundskolen skal styrkes, have en ekstra ugentlig time og gøres til et obligatorisk fag.

For det tredje ligger opprioriteringen af kristendommen i forlængelse af den formelle forfatningsmæssige status, at vi i Danmark har religionsfrihed, men ikke religionslighed.

Hvis vi ser Mercados synspunkter i lyset af de holdninger, som tidligere undervisningsministre Bertel Haarder (V) og Margrethe Vestager (R) gav udtryk for, er der overensstemmelse med den betydning, den kristne kulturarv tilskrives for at kunne begå sig i det danske samfund. Bertel Haarder understregede, at det var vigtigt, at grundskolen gav både kundskab i kristendom og kendskab til andre religioner. Han fremhævede i sin begrundelse for fagets navn, kristendomskundskab, at det gav eleverne en væsentlig historisk kulturel dannelse. Det er det synspunkt, der har været dominerende i den danske efterkrigstidshistorie.

Men Mercado foretager samtidig en forskydning med sin utvetydige værdsættelse af kristendommen som den bedste religion, ikke blot for hende som privatperson, men også som alment politisk anliggende. Det er den nye drejning, som den konservative udmelding tilføjer. Debatten rummer således en forskel mellem en holdning, som kan kaldes ”kristen kulturel fremhævelse”, og en holdning, man kan kalde ”kristen selvhævdelse”.

Der er imidlertid også et tredje synspunkt, der kommer til udtryk i debatten. Det kan vi kalde ”religionsudjævnelse”. Synspunktet lyder, at der over de seneste 40 år har fundet en demografisk udvikling sted, særligt i form af indvandring fra muslimske lande. Den stigende multikulturalisme betyder, at det vil være mere tidssvarende at have et obligatorisk religionsfag frem for kristendomsundervisning, påstås det. Et religionsfag skal derfor ligestille undervisningen i de forskellige verdensreligioner, og det vil i højere grad ruste eleverne til at begå sig i et dansk multikulturelt samfund og en global verden.

Alle tre synspunkter, den ”kristne selvhævdelse”, den ”kristne kulturelle fremhævelse” og ”religionsudjævnelsen” påberåber sig stærke demokratiske værdier. Imidlertid er ingen særligt specifikke, hvad netop demokratiske principper angår. Anlægger vi et demokratisk borgerperspektiv, så er en væsentlig præmis, at alle borgere i et demokratisk samfund er ligeværdige og skal behandles som sådan, både i forhold til muligheden for politisk deltagelse og af offentlige myndigheder i mødet med borgerne.

Hvilke krav rejser det til den måde, der bliver ført politik på religionsområdet, i dette tilfælde spørgsmålet om kristendomsundervisning i grundskolen?

Udvider vi vores perspektiv til studier af religion og politik andre steder i Europa, går forholdet mellem borgernes grundlæggende lige rettigheder og anerkendelse af nationernes kristne historie, tradition og kultur igen.

På den ene side har kristendommen i dens forskellige varianter haft en stor betydning for udviklingen af de europæiske demokratier, men på den anden side har den kun haft det, så længe alle borgeres ligeværdighed er blevet anerkendt. Sociologen Christian Joppke påstår i sin seneste bog fra marts måned, ”Den sekulære stat under angreb”, at det kun har kunnet lade sig gøre at forene lighedshensynet med besindelsen på den kristne kulturarv, fordi den kristne kultur er blevet sekulariseret og således gjort gængs for alle borgere uanset religiøst tilhørsforhold.

Fastholdelsen af de stærke demokratiske værdier er på præmissen om alle borgeres ligeværdighed kun mulig, hvis man anlægger det ”religionsudjævnende” eller det ”kristent kulturelt fremhævende” synspunkt, men ikke det ”kristent selvhævdende” synspunkt, som Mai Mercado har tilføjet debatten.