Kritik: Psykisk syge lider under monopol på behandling

Kognitiv terapi har nærmest fået monopol som metode til at behandle psykiske lidelser i Danmark. Det hindrer udbredelsen af potentielt bedre behandlinger, advarer flere forskere og praktikere

”Det er blevet sådan, at når man undersøger kvaliteten af den psykiatriske behandling i Danmark, så undersøger man udelukkende, i hvilken grad man bruger kognitiv terapi, og ikke hvordan effekten af behandlingen faktisk er. Det er helt skørt, for det er ikke metoden, der afgør, hvor god behandlingen bliver. Det er kompetencerne hos dem, der bruger metoden,” mener formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen. Modelfoto
”Det er blevet sådan, at når man undersøger kvaliteten af den psykiatriske behandling i Danmark, så undersøger man udelukkende, i hvilken grad man bruger kognitiv terapi, og ikke hvordan effekten af behandlingen faktisk er. Det er helt skørt, for det er ikke metoden, der afgør, hvor god behandlingen bliver. Det er kompetencerne hos dem, der bruger metoden,” mener formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen. Modelfoto.

Der findes cirka 450 forskellige psykiatriske diagnoser, men alligevel er det en enkelt behandlingsform, der fylder stadig mere i det danske sundhedsvæsen. Faktisk er der reelt tale om, at såkaldt kognitiv terapi har monopol, og det er et stort og stigende problem, mener en række fagfolk.

Behandling med kognitiv terapi tager i modsætning til psykoanalysen langt mindre afsæt i eksempelvis patientens barndom, men fokuserer i højere grad på patientens aktuelle problemer og syn på sig selv. Det er kendt som en effektiv terapiform, hvor patienten blandt andet skal udfordre sig selv gennem konkrete øvelser, men der er en fare for, at man for ensidigt bruger kognitiv terapi som den eneste terapiform, mener flere.

En af dem er professor Carsten René Jørgensen, som leder Psykologisk Institut på Aarhus Universitet. Han forstår godt, at hele regioner nu uddanner sit sundhedspersonale i kognitiv terapi, for behandlingsformen har udviklet manualer, der klart beskriver, hvad man skal gøre ved forskellige lidelser.

”Der er bare ingen forskning, som viser, at metoden virker afgørende bedre end en række andre anerkendte behandlingsmetoder. Man kan derfor til dels se udbredelsen af kognitiv terapi som et modelune, sådan som vi tidligere har set det, dengang moderne psykoanalytisk terapi dominerede behandlingsområdet. I dag er metoden ofte det eneste tilbud, og det er et problem i de mange tilfælde, hvor andre behandlingsformer er mindst lige så gode,” siger han.

Han bakkes op af formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen. Hun kalder udviklingen ”en alvorlig fejl”.

”Det er blevet sådan, at når man undersøger kvaliteten af den psykiatriske behandling i Danmark, så undersøger man udelukkende, i hvilken grad man bruger kognitiv terapi, og ikke hvordan effekten af behandlingen faktisk er. Det er helt skørt, for det er ikke metoden, der afgør, hvor god behandlingen bliver. Det er kompetencerne hos dem, der bruger metoden,” siger Eva Secher Mathiasen, der faktisk selv er uddannet i behandlingsformen og understreger, at den har mange styrker.

Men dens monopol hindrer andre og til tider bedre metoder i at blive brugt.

”Når psykologer bruger andre behandlingsformer og endda leverer en effekt, som er uovertruffen, så er det flere gange sket, at de har fået kritik i forskningsrapporter for ikke at bruge kognitiv terapi. I det hele taget er det svært at blive hørt, hvis man ikke bruger kognitiv terapi,” siger hun.

Irene Oestrich er ikke enig i kritikken. Hun er specialpsykolog og underviser i de kognitive terapiformer i Region Hovedstadens Psykiatri. Hun peger på, at det i mange år var ret tilfældigt, hvilken terapiform, patienterne fik tilbudt, så faktisk burde der være endnu mere fokus på at blive enige om at vælge den metode, som er bedst for patienten.

”Det er internationalt velkendt og accepteret, at kognitiv terapi er førstevalget ved de fleste psykiske lidelser. Men responderer patienten ikke på behandlingen, skal man selvfølgelig anvende andre tilgange,” siger hun.