Er tyske kvinder selv skyld i sex-overgreb?

epa05088840 Women protest against sexism outside the cathedral in Cologne, Germany, 05 January 2016. After ...

Tyske kvinder skal selv selv gøre en indsats for at undgå at blive ofre for seksuelle overfald, lød det fra Kölns overborgmester. Men den udmelding underminerer kvinders grundlæggende ret til at færdes frit, mener flere danske iagttagere. Her demonstrationer i Köln. Foto: Oliver Berg/AFP / Scanpix Denmark

Det kan aldrig nogensinde være en kvindes skyld, når hun bliver voldtaget, og derfor må vi tage kraftigt afstand fra alle forsøg på at gøre kvinderne ansvarlige for voldtægt.
Nina Groes, Kvinfo

Efter chikane opfordrer tysk overborgmester kvinder til at ændre adfærd for at undgå overfald. Udmeldingen er en tilbagerulning af kvinders rettigheder, siger danske kvindesagsforkæmpere. Vi kan ikke se bort fra forkvaklet kvindesyn blandt mange mænd med mellemøstlig baggrund, lyder det fra debattør

Tyske kvinder og piger skal lære at holde fremmede mænd ud i armslængde og opføre sig på en måde, så de kan undgå at blive ofre for seksuelle overfald og overgreb.

Sådan lød den officielle udmelding fra overborgmester i Köln Henriette Reker, efter at grupper af mænd med indvandrerbaggrund nytårsnat forulempede og forgreb sig på sagesløse kvinder i Köln, Stuttgart og Hamborg.

Udmeldingen placerer ikke bare et medansvar for seksuelle overgreb hos ofrene, men underminerer samtidig kvinders grundlæggende ret til at færdes frit, mener flere danske iagttagere.

”Det er en helt igennem skandaløs reaktion, der fuldstændig underminerer ligestillingen og kvinders grundlæggende menneskeret til at bevæge sig frit rundt i samfundet. Disse mænds overgreb burde have udløst et klart og utvetydigt politisk signal om, at den form for opførsel er uacceptabel. I stedet har den tyske overborgmester gjort det stik modsatte ved at gøre kvinderne medansvarlige og bede dem rette ind,” siger forfatter og samfundsdebattør Elmas Berke.

Ifølge Elmas Berke, der selv har tyrkisk baggrund og har undersøgt kvindesyn og social kontrol blandt muslimer i sin seneste bog ”Tavshedens pris”, bliver den tyske udmelding ikke mindre kritisabel af, at der er tale om gerningsmænd med indvandrer- eller flygtningebaggrund.

”Vi kan ikke se bort fra, at der findes et fuldstændigt forkvaklet kvindesyn blandt mange mænd med mellemøstlig baggrund, som bunder i en dybt nedarvet opfattelse af kvinden som ansvarlig for sin dyd og ærbarhed, og dermed også som ansvarlig for overgreb og voldtægt. Når det kommer til udtryk, som det gjorde i Tyskland, skal vi under ingen omstændigheder bøje af eller ændre adfærd, men stå fast,” siger Elmas Berke.

Også direktør i Kvinfo Nina Groes tager skarpt afstand fra den tyske overborgmesters udmelding, som hun mener benytter såkaldt victim-blaiming, hvor man giver kvinderne en del af skylden for voldtægterne:

”Det kan aldrig nogensinde være en kvindes skyld, når hun bliver voldtaget, og derfor må vi tage kraftigt afstand fra alle forsøg på at gøre kvinderne ansvarlige for voldtægt, som er en af de groveste og mest afstumpede former for vold, vi kender,” siger Nina Groes.

At der nu i Tyskland er tale om en helt skrækkelig mængde af overgreb og voldtægter på samme tid, viser, at vi har at gøre med et problem af et hidtil uset omfang i Europa, mener hun:

”Der er tale om en gruppe mænd i Köln, der har arabisk eller nordafrikansk oprindelse. Vi ved altså, at de kommer fra områder i verden, hvor kvinder er meget mere udsatte, og hvor voldtægtsraten særlige steder er ekstremt høj. Det er skrækindjagende. At isolere voldtægt til udelukkende et muslimsk problem er dog for letkøbt. Der er massive problemer med voldtægt mange steder på kloden, herunder i en række muslimske lande, men også i eksempelvis Indien, der jo ikke er et muslimsk land. Her er voldtægt og manglende forebyggelse og straf uhyggeligt udbredt. Det hverken kan eller skal vi på nogen måde acceptere.”

Kvindesagsaktivist og forfatter til flere bøger om ligestilling og kvindekamp Bente Hansen er for så vidt enig i, at vold og overgreb mod kvinder er et problem i alle kulturer, men peger på at kvinder i stigende grad er blevet skydeskive for kriser og frustrationer i flere dele af verden, en tendens der blandt andet kommer til udtryk i kvindeundertrykkelse, bortførelser og massevoldtægter i Mellemøsten, Afrika og Indien.

”Vi står midt i en enorm brydningstid, hvor de kulturelle forskelle står tydeligt frem blandt andet de massive forskelle i kvindesyn. Og her må vi bare konstatere, at nogle kulturer er bærere af dybt fornedrende kvindesyn, der selvfølgelig udgør en alvorlig trussel mod de hårdt tilkæmpede kvinderettigheder, vi tager for givet i Vesten, hvis ikke vi prompte reagerer på dem,” siger Bente Hansen og fortsætter:

”Vi skal på alle måde fordømme overgreb og vold mod kvinder, præcis som vi fordømmer terrorisme. Hvis vi på nogen måde retter ind eller ændrer adfærd, vil vi langsomt, men sikkert give køb på vores helt grundlæggende værdier.”