Myter skaber vækst i nye sygdomme

”Vi ved, at mange fysiske smerter er koblet på psykologiske mekanismer. Der er en langt mere komplekst sammenhæng mellem individuelle fysiske og psykiske faktorer, der kan give ondt i armene, end mange er klar over,” siger professor. Iris

Vi har mistet vores sunde fornuft og skaber i høj grad selv sygdoms-epidemier som musearm og stress ud fra kulturelt bestemte myter, advarer flere forskere og peger samtidig på, at det skader behandlingen

En række af de mest almindelige sygdomme i dag har en anden forklaring, end den de fleste regner med. Eksempelvis musearm skyldes ikke for mange timer foran computeren. Og stress har typisk andre forklaringer end arbejdet. Alligevel fortæller vi os selv og hinanden de samme historier om årsagerne til vores sygdomme, og en hel industri af psykologer, fysioterapeuter og læger bekræfter os i dem. Og det er med til at gøre behandlingen af sygdommene mindre effektiv og nogle gange decideret forkert, advarer flere forskere og fagfolk.

En stor del af problemet skyldes vores syn på sygdom, forklarer professor og overlæge Johan Hviid Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Herning Sygehus.”Vi har en ganske særlig sygdomspsykologi i den vestlige verden,” siger han og peger på, at musearm for eksempel er et helt ukendt fænomen i blandt andet Japan, som ellers er et af de lande, hvor flest arbejder mange timer hver dag foran en computer. Der er også store forskelle kulturer imellem på omfanget af stresssygemeldinger, selv om arbejdsmængden er den samme.

”Det er meget naturligt, at vi søger de mest nærliggende forklaringer på vores problemer. Men vi er nødt til at erkende, at en række af de sygdomsepidemier, som ind imellem hærger landet og koster samfundet enorme summer, er skabt af især psykologiske mekanismer. Japanerne har en stoisk kultur, hvor man bider tingene i sig. I vesten har vi derimod en tendens til straks at tro det værste. Samtidig har vi et sundhedssystemet, der er ivrigt efter at undersøge og diagnosticere, og pludselig får vi det endnu dårligere, alene fordi vi er bange for, hvad der mon er galt med os,” siger Johan Hviid Andersen.

Et sigende eksempel på tendensen kom for et par år siden, hvor en tv-udsendelse påstod, at mange klinikassistenter blev syge af at arbejde hos tandlægen, fordi de var særligt udsatte for det kviksølv, der var i plomberne. I løbet af to uger kom der 1600 henvendelser fra syge klinikassistenter, og Johan Hviid Andersen og andre blev sat til at undersøge 1000 af dem. En del fejlede noget, men ingen af sygdommene havde noget at gøre med kviksølv.

”Det virker, som om vi har mistet meget af den sunde fornuft i forhold til sygdom. Vi går alt for meget til lægen, vi smitter hinanden med bekymring, og sundhedsvæsenet forstærker kun myterne ved at sygeliggøre folk med unødvendige screener og fornemmelser, der bliver ophøjet til sygdomme. Mediernes stigende fokus på sundhed har indtil videre kun yderligere skævvredet vores forhold til, hvad et normalt, sundt liv er,” siger han.

På Aalborg Universitet ser professor i idræt og ergonomi Pascal Madeleine samme mønster og konkluderer også, at psykologi spiller en markant rolle for vores sygdomsbillede.

”Vi ved, at mange fysiske smerter er koblet på psykologiske mekanismer. Der er en langt mere komplekst sammenhæng mellem individuelle fysiske og psykiske faktorer, der kan give ondt i armene, end mange er klar over,” siger han.

Professor og sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet kalder de mange forkert baserede sygemeldinger for ”en overset problemstilling”, som koster både samfund og patienter dyrt. For det koster ikke at få den rigtige behandling fra begyndelsen, og det koster ikke at blive rask hurtigst muligt.

”Kernen i problemet er, at for mange læger ikke træder i karakter og siger til deres patienter, hvad der reelt er galt. De siger det, folk gerne vil høre, måske fordi der også er en vis berøringsangst med at tage fat om de psykiske problemer, som ofte er årsagen til de fysiske skavanker. Der må lægerne være mere direkte til alles bedste,” siger han.