Billeder af nøgne kvinder hænger på væggene i nogle af de containere, der i seks måneder udgør soldaternes hjem i den danske lejr i Kosovo. 21 ud af lejrens 301 soldater er kvinder, og det placerer Lonnie Vandborg og Christina Egdø i minoritetsgruppen danske kvinder i forsvaret.
Det placerer dem også i en gruppe, der fra tid til anden bliver udsat for kønskrænkende oplevelser. Ifølge en ny rapport fra Hærens Konstabel og Korporal Forening (HKKF) har flere danske soldater ved den forrige bataljon i Kosovo måttet forlade den danske styrke på grund af grov mobning. Blandt dem flere kvinder.
Men på trods af nøgenbilleder og blikke, der til tider kan vandre fra øjenhøjde til brysthøjde, føler de to piger sig godt integrerede blandt mændene i den danske lejr Camp Olaf Rye i det nordlige Kosovo. Faktisk har det også en fordel at være kvinde, vurderer 26-årige Christina Egdø, der er uddannet sprogofficer. Hun fungerer som serbisk tolk for både danske, franske og estiske enheder og er medansvarlig for 15 lokale tolke.
Samfundet i Kosovo er mandsdomineret. Man skal helst henvende sig til manden og ikke til kvinden. Men når man har uniform på, er man nærmest intetkøn. Alligevel kan det være en fordel at være kvinde, når vi er ude på patrulje. Det virker ofte mindre overvældende på de lokale, når der er en kvinde iblandt, og det kan være med til at skabe en bedre kontakt, siger hun.
Ja, det er bestemt en styrke. Man kan mærke, at de lokale synes, at lyshårede piger er spændende, og det får dem til at åbne op. Det sker helt ubevidst, supplerer 25-årige Lonnie Vandborg.
Hun er køre- og signalmand for chefen for det pansrede infanterikompagni.
Der er også en anden tone soldaterne imellem, når der er en pige med på patrulje, siger hun.
Jeg tror egentlig, de synes, det er meget rart at køre med en pige. Det kan nogle gange hæve samtaleniveauet. Jeg tror, de værdsætter det, bryder Christina Egdø ind.
De henvender sig i hvert fald til os. Men det kan være svært at sætte en finger på, om det er fordi, man har bryster eller ... Lonnie Vandborg får ikke afsluttet sætningen, inden begge piger bryder ud i en kæmpe latter.
De er klædt i grøn uniform, kraftige støvler og bærer våben, ligesom de mandlige soldater gør. Geværet, en Karabin 96, bliver ladt, inden turen går ud af lejren i det terrængående køretøj, når Lonnie Vandborg kører chefen for infaterikompagniet til møder ude i lokalsamfundet.
Forskellen mellem mænd og kvinder i militæret ligger mere i de arbejdsopgaver, man får, end det handler om, at vi er af forskelligt køn. Mit job er at stå skjold for min chef, ifald der skulle opstå uroligheder. Jeg vil helst have en funktion, jeg kan udfylde på lige fod med drengene. Jeg ville faktisk blive ked af at få at vide, at jobbet ikke kunne udfyldes lige så godt af en kvinde som af en mand, siger Lonnie Vandborg om forskelsbehandling i militært regi.
Og den lille forskel bliver ofte trukket frem i søgelyset, når der bliver sat spot på soldaterlivet. Blandt andet bliver kravene til diverse prøver, der kan variere fra det ene køn til det andet, ofte diskuteret. Også internt blandt soldaterne.
Vi er udsendt på lige fod, og vi skal udføre vores opgaver på lige fod med drengene. Det er vigtigt at holde fast i. Piger bliver gjort en bjørnetjeneste ved at få tildelt længere tid til løbetestene og ved at få opsat skamler på forhindringsbanen. Pigerne kan sagtens følge med, og desuden kan man heller ikke forvente, at fjenden sætter skamler op til os. Derfor skal kravene være ens, siger Christina Egdø.