Kvinder strømmer til krisecentre

Krisecentrene er så overbebyrdede, at de må afvise kvinder udsat for vold i hjemmet

Aabenraa krisecenter måtte sidste år afvise 39 kvinder på grund af pladsmangel, og det var kvinder, der enten kom selv, blev henvist af politiet eller skadestuen. -
Aabenraa krisecenter måtte sidste år afvise 39 kvinder på grund af pladsmangel, og det var kvinder, der enten kom selv, blev henvist af politiet eller skadestuen. -. Foto: stock.xchng.

Mange flere kvinder end tidligere må ty til krisecentre enten med deres børn eller alene.

Kvinderne flygter blandt andet fra dårlig økonomi, vold i hjemmet og alkoholmisbrug. Det viser en rundringning, P4 Syd har foretaget til krisecentre for kvinder i den sydlige del af Region Syddanmark, de tidligere Ribe, Sønderjyllands og Vejle amter.

Måtte afvise kvinder
Lederen af Aabenraa krisecenter, Tove Lagoni, fortæller, at man i 2007 havde en stigning i antallet af kvinder, som kom til centret, på næsten 50 procent:

- Det er kvinder i alle aldre, der kommer med eller uden børn. Det var så galt, at vi sidste år måtte afvise 39 kvinder på grund af pladsmangel, og det var kvinder, der enten kom selv, blev henvist af politiet eller skadestuen, siger Tove Lagoni ifølge Ritzau.

Alt optaget
Tendensen bekræftes i både Esbjerg og Fredericia.

- I denne uge er tre kvinder flyttet, men med det samme er tre nye flyttet ind, og vi er fuldstændigt booket op, men vi har dog stadig en mulighed for at tage absolut akutte ind, siger lederen af Fredericia krisecenter, Thyra Ernstsen.