LA: Sænk skatten og beskær den offentlige sektor

Liberal Alliance vil have skatte-lettelser til alle danskere for at skabe flere jobs og et større økonomisk råderum for den enkelte familie

"I dag har vi for mange mennesker på overførselsindkomster," siger Anders Samuelsen (LA). Her ses han på Roskilde Dyrskue.
"I dag har vi for mange mennesker på overførselsindkomster," siger Anders Samuelsen (LA). Her ses han på Roskilde Dyrskue. Foto: Scanpix.

Hvad er det vigtigste mål for dit parti de næste fire år?

Det er at skabe større økonomisk råderum for den enkelte familie og større vækst i Danmark. Vi vil have frihed og vækst, en lidt mindre, men bedre offentlig sektor og lavere skat. Vi har som det eneste parti lavet en 2025-plan, der er blevet regnet igennem af Finansministeriet, og følger vi den plan, så får selv den lavtlønnede dansker 20.000 kroner mere til sig selv om året. De andre partier er utroligt fokuserede på, hvor mange penge man bruger i den offentlige sektor. Vi er mere interesserede i, hvad vi får ud af den offentlige sektor. Hvis vi kan få det samme for lidt færre penge, fordi man stoler på folks faglighed - og det siger Produktivitetskommissionen, at man kan - så skal vi da gøre det. Det er også derfor, jeg kalder mig selv for de offentligt ansattes tillidsmand, for det er jo mig, der forsvarer dem mod det regeltyranni og den mistillid, de bliver mødt med i dag.

Hvordan ønsker I, at den økonomiske omfordeling skal se ud i Danmark efter valget?

Hvis vi kunne bestemme, så ville skattetrykket i Danmark falde en lille smule fra 47-48 procent til 43 procent. Man kan jo sige, at det er udtryk for en mindre grad af omfordeling, men det betyder altså også, at beskæftigelsen på 10 år vil blive øget med 124.000 jobs.

Hvilke overvejelser gør I jer om, hvordan det danske samfund skal hænge økonomisk sammen i fremtiden?

I dag har vi for mange mennesker på overførselsindkomster, og vi kører med underskud hvert år i den offentlige sektor. Tanken med vores 2025-plan er at skabe et solidt fundament - også under vores velfærdssamfund - så vi faktisk har råd til at behandle hinanden ordentligt i fremtiden. Vi kan ikke komme udenom, at det er vigtigt, at vi har en stærk privat sektor, fordi skatteindtægter er det, der betaler for den offentlige velfærd.

Hvad skal Danmark gøre for at tilpasse sig den store flygtningestrøm?

Vi skal hjælpe i nærområderne, og det skal vi være klar til at betale for. Vi kan hjælpe mellem 5 og 10 gange så mange flygtninge for de samme penge dernede.

Hvilket politisk resultat er du mest stolt af, når du kigger tilbage på Liberal Alliances indsats de seneste fire år?

Jeg er stolt af, at vi har turdet sige tingene lige ud, og at vi dermed har været med til at sætte en politisk dagsorden. Et eksempel er den såkaldte Carina-sag, hvor vi holdt fast og gjorde det tydeligt for folk, at der er noget i vejen med kontanthjælps-systemet, hvilket førte til, at Socialdemokraterne, De Radikale og SF lagde stemmer til en kontanthjælpsreform.