Op til begyndelsen af årets ramadan, der netop er startet, valgte Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen at stille følgende spørgsmål til justitsminister Søren Pind:
”Ministeren bedes oplyse, om der er en forhøjet terrorrisiko i forbindelse med ramadanen”.
Jeg har ærligt talt svært ved at se baggrunden for dette spørgsmål. Kunne Henriksen finde på at spørge ministeren, om der er øget terrorrisiko ved juletid? Næppe. Skulle det være de tomme maver hos fastende muslimer, der skulle resultere i pludselige ønsker om at begå terror? Tomme maver er vel ikke mere terror-fremprovokerende end en mavesæk fyldt med flæskesteg? Eller ved Martin Henriksen noget, som jeg ikke ved?
Nej, for mig kan det let opfattes som en stigmatisering af de mange muslimer, der bor her i landet og som bidrager til fællesskabet. En form for hetz mod vores muslimske medborgere, som jeg synes, Martin Henriksen burde holde sig for god til.
Sandheden er, at der selvfølgelig altid er en vis risiko for terror. Men at man skulle kunne svare meningsfyldt på, om denne er større under ramadan, virker ærlig talt noget søgt.
Og desuden er det spild af det offentliges ressourcer at bruge tid på den slags spørgsmål. For hvad skal vi egentlig bruge svaret til? At blive bange? Eller slappe af? Afhængigt at svaret selvfølgelig.
Jeg synes i stedet, at vi skulle bruge ramadanen til at intensivere vores samtale med de muslimske danskere. En snak om tro og kultur og alt det andet, som vi alt for ofte ikke prioriterer højt nok.
Selv er jeg glad og stolt over, at vi på Alternativets forskellige platforme har ønsket god ramadan til alle muslimer - særligt dem, der netop nu er på flugt og må fejre ramadanen langt fra deres familie og hjemland.
Det, tror jeg, er noget, der fremmer sammenholdet, og som vi kan bygge videre på, når vi skal sikre verdens bedste integration og verdens bedste sameksistens. Hetz bryder ned. Jeg tror, en lykønskning gør det modsatte.