Erik Bjerager om terroren: Lad os væbne os med besindighed

Det vigtigste våben mod frygten for terror er, at vi fortsætter med at leve vores liv, som vi hidtil har gjort, skriver chefredaktør Erik Bjerager

Et barn tænder lys for ofrene i Paris. Terrorens mål er at skabe frygt, og hvis vi lader os gribe af frygten, vinder terroristerne, skriver Erik Bjerager.
Et barn tænder lys for ofrene i Paris. Terrorens mål er at skabe frygt, og hvis vi lader os gribe af frygten, vinder terroristerne, skriver Erik Bjerager.

Terrorangrebet i Paris fredag aften var rettet mod hele Vesten og vores åbne, frie samfund. Det kunne lige så godt have været et dansk stadion, en dansk koncertsal og en dansk restaurant, der var blevet målet for terroristerne.

De ønskede tilsyneladende hævn for den franske deltagelse i kampen mod Islamisk Stat, men det er friheden i Vesten, mangfoldigheden og åbenheden, de foragter. Deres ideologiske endemål er islamiseringen af Europa.

Det vigtigste våben mod frygten for terror er, at vi fortsætter med at leve vores liv, som vi hidtil har gjort. Terrorens mål er at skabe frygt, og hvis vi lader os gribe af frygten, vinder terroristerne. Under Anden Verdenskrigs bombardementer af London ophængte den britiske regering plakater med ordene ”Keep calm and carry on” - ”Bevar roen og fortsæt”.

Så enkelt kan det også siges i dag, og så enkelt skal det siges. Statsledere i Europa har gjort det i kølvandet på det ene terrorangreb efter det andet, også nu efter det umådeligt blodige angreb i Paris.

Det angreb vil skabe øget frygt i befolkningerne. Dels fordi det var så voldsomt, dels fordi det ramte diffust ligesom terrorangrebene mod World Trade Center i New York i 2001, regionaltogene i Madrid i 2004 og undergrundsbanen i London i 2005.

Diffuse terrorangreb, der rammer tilfældige, skaber mere frygt end målrettede terrorangreb som det mod Charlie Hebdo i Paris i januar i år og senere mod ytringsfrihedsarrangementet i Krudttønden og den jødiske synagoge i København. Diffus frygt skaber let angst, der kommer til at styre menneskers liv, og det må ikke ske.

Vi gør derfor klogt i som borgere at reagere på terrorangrebet i Paris ved at fortsætte med at leve vore liv uanfægtet. Vi bør minde os selv om, at risikoen for at dø som følge af terror er minimal, og vi må fastholde et perspektiv i frygten: Ondskab er et livsvilkår, og ikke noget terrorister har fundet på. Salmedigteren Brorson gjorde så fint rede for det i 1700-tallet med salmen ”Jeg går i fare, hvor jeg går”. Men det kristne budskab er netop, at der altid er et lys i mørket og et håb.

Det giver god mening, at vi som enkeltpersoner aver frygten, som naturligt opstår, når civilsamfundet rammes af terror, og lever videre som hidtil. Men som samfund kan vi ikke leve videre uanfægtet. Vi må se i øjnene, at islamismen er en fjende, der har som mål at komme de vestlige frie samfund til livs. Det er afgørende at værne om den store gruppe af muslimer, der lever fredeligt i Europa. Men vi må erkende og ikke bortforklare, at næsten alle de terrorister, der har sprængt sig selv og andre i luften ved de senere års terrorangreb, har gjort det, mens de har råbt: ”Allahu akbar”, Allah er stor. Det råb lød også fredag aften i Paris.

Vesten må agere endnu mere resolut for at få lukket for kilden til den ekstreme islamisme, sådan som den næres af både regimer og enkeltpersoner i Mellemøsten.

Kampen mod Islamisk Stat bør intensiveres, men det er ikke tilstrækkeligt. Der må lægges pres på de lande, der støtter rabiat islam og huser prædikanter, hvis ekstreme ideologi er kilden til islamistisk terrortænkning.

Og så vil det hjælpe på udviklingen i Europa, hvis de herværende muslimske samfund bliver langt tydeligere i deres fordømmelse af islamistisk terror. Det Islamiske Trossamfund herhjemme er med deres tvetydige officielle udmeldinger, senest om terrorangrebet i Paris, med til at skabe usikkerhed om, hvorvidt de for alvor tager afstand fra terror begået i islams navn.

For nogle år siden konstaterede en leder af den arabiske tv-station al Jazeera i en meget omdiskuteret kritik af de rabiate islamister, at ”alle muslimer er ikke terrorister, men for tiden er alle terrorister muslimer.”

Den konstatering gælder fortsat med norske Anders Breivik som en undtagelse.

De vestlige samfund befinder sig midt i en kulturkamp, hvor islamistiske modstandere af vestlige værdier ikke tøver med at bruge vold. Vore modstandere tror ikke på dialogbaserede svar eller blødhed. Den kulturkamp præger allerede den politiske debat, og det centrale spørgsmål er: Hvor langt vil vi gå for at forsvare åbenheden i vore samfund? Svaret bør være, at vi vil gå langt.

Islamisme er vor tids største politiske udfordring. Det kræver besindighed og omtanke at håndtere den, så vi ikke sætter uerstattelige værdier over styr. Men vi gør som samfund klogt i at se virkeligheden i øjnene. Når terrorister kommer til Europa som flygtninge, sådan som det ifølge flere medier måske var tilfældet med en af terroristerne i Frankrig, er det et eksempel på, at der må gøres mere for at beskærme os selv. Det kommer til at betyde en begrænsning af den åbenhed og måske også af den frihed, som vore europæiske samfund ellers er kendetegnet ved. Men det er en pris, vi må betale. Alternativet vil være meget værre.

bjer