Lægeløftet bruges som argument for dødshjælp

For mig er den mest nærliggende tolkning af lægeløftet, at det taler for aktiv dødshjælp, siger professor i filosofi ved Syddansk Universitet Søren Harnow Klausen. Foto: Mikkel Østergaard / Scanpix Denmark

Jeg har aldrig betragtet aktiv dødshjælp som et brud på lægeløftet.
Svend Lings, læge og forfatter

Tidligere har lægeløftet været et argument imod lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Men nu mener mange, at det 200 år gamle løfte lige såvel kan være det modsatte

Er det i strid med lægeløftet at yde aktiv dødshjælp?

Tidligere er spørgsmålet typisk blevet besvaret med et ”ja”, og lægeløftet, som i weekenden rundede 200 år, er også ofte blevet brugt som et argument imod dødshjælp i debatten herhjemme.

Men spørgsmålet om lægeløftets syn på aktiv dødshjælp er ikke længere så let at besvare. For i takt med udviklingen kan løftets formulering om at handle til sine medmenneskers gavn tolkes i begge retninger. Professor i filosofi ved Syddansk Universitet Søren Harnow Klausen har fulgt debatten om dødshjælp og er selv for en lovliggørelse.

”Jeg kan slet ikke se, at lægeløftet i dets nuværende formulering på nogen måde taler imod aktiv dødshjælp. I debatten har det lydt, at man som læge ifølge løftet skal arbejde for at bevare liv, men det står der ikke eksplicit. Det handler om at være til gavn for sine medmennesker, og spørgsmålet er, om dødshjælp i dag netop er til gavn.”

Ser man på den oldgræske hippokratiske ed, som det danske lægeløfte er inspireret af, står der, at man ikke må give patienter dødelige gifte. Men ifølge Søren Harnow Klausen peger lægeløftet nærmere i modsat retning.

”For mig er den mest nærliggende tolkning af lægeløftet, at det taler for aktiv dødshjælp. For hvis præmissen er, at nogle mennesker vil have mest gavn af at dø, så forpligter løftet læger til at yde dødshjælp. At man før har opfattet løftet anderledes, kan skyldes, at det tidligere har været uden for folks forestillingsevne, at det at komme af med livet på nogen måde kan være til gavn for et menneske.”

Også Svend Lings, der er læge og forfatter til bogen ”Hjælp mig - aktiv dødshjælp” mener, lægeløftet kan bruges til at argumentere for dødshjælp.

”Jeg vælger at opfatte det sådan, at man har pligt til at hjælpe patienterne efter bedste evne, og i mine øjne indebærer det at hjælpe dem med at sove ind, hvis de ikke kan holde ud mere. Jeg har aldrig betragtet aktiv dødshjælp som et brud på lægeløftet, men vil nærmere betragte det som et lægeligt svigt, hvis ikke man hjælper.”

Praktiserende læge Niels Saxtrup har selv kigget nærmere på lægeløftets historie og betydning og mener ikke, at løftet kommer med noget endeligt svar om dødshjælp.

”Lægeløftet kan ikke bruges som et argument for aktiv dødshjælp, ligesom det ikke kan bruges imod. Det åbner for en tolkning af, hvornår man gør det gode, hvornår man lindrer, og hvad der er et værdigt og uværdigt liv. På den måde løfter lægeløftet os ikke fri fra dilemmaet,” siger han og tilføjer, at han selv finder aktiv dødshjælp uforeneligt med sin lægegerning.

Ifølge filosof ved Roskilde Universitet Thomas Søbirk er lægeløftet så tilpas vagt formuleret, at det slet ikke kan give noget entydigt svar om aktiv dødshjælp.

”Løftet giver os ikke nogen definition på, hvad det vil sige at lindre smerte, og diskussionen er ikke blevet nemmere af, at vi i dag har teknologien til at kunne lade folk leve i meget længere tid og dermed måske også oftere i længere tid, end de selv ønsker. Og er det så i overensstemmelse med lægeløftet at skrue op for droppet eller slukke for en respirator? Lægeløftet kan i mange tilfælde give lægerne et moralsk rygstød, men aktiv dødshjælp er en gråzone, hvor jeg ikke synes, det kan bruges.”

Formand for Lægeforeningens etiske udvalg Lise Møller mener, at spørgsmålet om dødshjælp afhænger af, hvordan man definerer begrebet.

”Hvis definitionen er, at enhver kan bede om at få aktiv hjælp til at dø, så må dette siges at være i strid med såvel lægeløftet som Lægeforeningens etiske regler, hvor der blandt andet står, at man skal lindre smerte og hjælpe den syge med at genvinde sit helbred i respekt for dennes autonomi. Hvis definitionen derimod er, at en patient er uden mulighed for helbredelse, at vedkommendes autonomi er truet, og livets værdighed er ophørt eller stærkt truet, så kan lægen lindre både den fysiske og psykiske smerte - også selv om det indebærer, at døden fremskyndes. Sidstnævnte er for mig indeholdt i både lægeløftets 'mine medmenneskers gavn' og af Lægeforeningens etiske regler.”