I 2002 afviste en nynazist med svære mavesmerter at lade sig behandle af en iransk læge på Gentofte Amtssygehus. Han ville ikke behandles af et dyr, sagde han og forlangte en ny læge.
Den første reaktion fra personalet var, at nynazisten måtte finde et andet sted at blive behandlet, men i sidste ende fik patienten hjælp på sygehuset fra en anden læge. For som det står skrevet i lægeløftet, har enhver ret til behandling uanset personens anseelse.
Dette er et af eksemplerne på, at det nu 200 år gamle lægeløfte, som læger skal aflægge ved deres dimission, stadig bringes i spil, når læger står over for etiske dilemmaer. Da løftet blev indført den 15. august 1815, var det primært for at skabe større tillid mellem patienten og en dengang lille og mindre etableret lægestand, og de etiske dilemmaer kunne dreje sig om den lige behandling af rige og fattige eller om, hvorvidt man skulle røbe, at en kvinde havde fået foretaget en abort.
I de seneste 20-30 år har sagerne blandt andet handlet om, hvorvidt læger skal fortælle patienter, at de har en øget risiko for kræft, eller hjælpe dem med at gøre en ende på deres lidelser.
Der er med andre ord tale om nye krav og forventninger fra patienter og samfundet og dermed også nye etiske problemstillinger, som lægerne skal forholde sig til, siger lektor og overlæge på Aarhus Universitetshospital Mogens Skadborg.
Han er medforfatter til bogen ”Etiske Spørgsmål i Medicinen”, som udkom i anledning af Lægeforeningens Etiske Udvalgs 25-årsjubilæum i 2006. I bogen beskrives en række af de enkelthistorier, som i løbet af årene er blevet præsenteret for det etiske udvalg.
”I vores gennemgang fandt vi frem til flere sager, hvor lægeløftet havde været i spil i nyere tid. Det drejede sig om alt fra, hvorvidt man skulle melde patienter, der havde begået kriminelle handlinger eller truede med at begå selvmord, yde aktiv dødshjælp, eller hvordan man som læge skulle prioritere mellem dyr medicin og personale.”
Et andet nyere eksempel på brugen af lægeløftet var i forbindelse med åbningen af sundhedsklinikker for illegale flygtninge omkring 2011, siger Mogens Skadborg.
”Det var et klart og flot eksempel på, hvor stor betydning lægeløftet har. I fællesskab med andre sundhedsfaglige grupper valgte man at gøre noget for de illegale indvandrere, som ifølge lovgivningen ikke havde ret til lægehjælp. Man brugte lægeløftets regel om at hjælpe mennesker uanset hvad.”
Det er tidligere blevet diskuteret, om lægeløftets nuværende formulering passer til de nye udfordringer, og ifølge Mogens Skadborg er der tilfælde, hvor det er blevet brugt forkert.
”Der var en sag med en læge, som ikke ville bryde sin tavshedspligt og give politiet navnet på en patient, som ifølge lægen havde anklaget politiet for vold. Lægen endte med at komme i fængsel. Der mener jeg, at man skal huske at tolke løftet, som netop siger, at man ikke 'ubeføjet' skal videregive oplysninger om patienter.”
Særligt de seneste år er lægeløftet også kommet på banen i spørgsmålet om prioritering i sundhedsvæsenet.
”Det er spørgsmålet om, hvorvidt man har verdens bedste sundhedsvæsen, hvis man taber patienter i svinget eller måske ikke har råd til at give den bedste behandling. Der kunne man måske sige, at lægeløftet forpligter læger til at råbe vagt i gevær, for hvis man fyrer personale, så betaler andre mennesker prisen, og så overholder man ikke lægeløftet.”