Fire-fem gange hvert år slukker overlæge Lisa Seest for den maskine, der holder en af hendes patienter i live. Derefter får hun patienten transporteret hjem og bliver ofte sammen med patienten de få timer, det typisk tager, før patienten er død.
Den praksis har intensivafdelingen på Kolding Sygehus nu haft i fire år - som den eneste intensivafdeling i landet. Men en række fagfolk ser meget gerne, at det bliver bredt ud til resten af landet.
For sygehusvæsenets forpligtelser bør ikke stoppe, når yderligere behandling er udsigtsløs. Man bør følge døden til dørs, siger Lisa Seest:
”Jeg hører fra mange sygeplejersker på andre sygehuse, at de gerne vil have mulighed for at efterkomme patienters ønske om at få en fredelig død i eget hjem. Men ofte stoppes de af læger, der ikke mener, det er sygehusets opgave. De føler, at deres kald er at redde liv, ikke ende det, men vi kan lige så godt gøre det hele ordentligt og yde en værdig afslutning på livet, når der ikke er mere at gøre medicinsk.”
Hun bakkes blandt andet op af overlæge i Dansk Selskab for Patientsikkerhed Ove Gaardboe.
Han var tidligere chef for en akut modtageafdeling og kender udmærket en kultur, hvor kritisk syge patienter kan risikere at få den store instrumenterede død med bippende maskiner og blinkende lamper, selvom de måske hellere ville have haft en stille død derhjemme.
”Jo dygtigere, lægerne bliver til at redde liv, jo mere vil de også gøre det. Men det er et voldsomt værktøj at kunne holde døende i live, for det skaber mange situationer, hvor døden ikke passer til den døendes ønsker. Derfor håber jeg inderligt, at projektet i Kolding skaber ringe i vandet. Jeg tror også, det vil ske, for der er en bevægelse i gang i disse år blandt sygeplejersker og læger, men især blandt patienterne, som i stigende grad kræver medbestemmelse over deres behandling og eget endeligt,” siger Ove Gaardboe.
Muligheden for at dø hjemme er samtidig et emne, der debatteres stadig mere på konferencer og i faglige tidsskrifter - både herhjemme og internationalt, påpeger han. Alligevel går udviklingen langsomt, for det er en kulturændring, der er i gang.
”Det er stadig grænseoverskridende for de fleste læger at skulle turde sige direkte til en patient: Du kommer til at dø af det her. Og mange har svært ved at tage den vanskelige snak om, hvor og hvordan patienten helst vil dø. Men det er den vej, vi skal,” siger Ove Gaardbo.
Det mener også professor Helle Timm, som er leder af PAVI, Videncenter for Rehabilitering og Palliation.
Hun ser den største udfordring i, at omsorgen omkring døden ikke defineres som en specifik opgave på sygehusene, og derfor ved læger og sygeplejersker ofte ikke, hvad deres rolle er.
Men der er forandringer i gang.
”Vi er som samfund så småt ved at lære at gå døden i møde på en mere bevidst måde og erkende, at der kan være kvalitet i livet, helt indtil man dør. Sygehusvæsenet er især slem til at tænke: Nu har vi gjort, hvad vi kunne. Men man er i færd med at lære, at opgaven ikke slutter ved endt behandling,” siger Helle Timm.
DEBAT: Er du enig med overlæge Lisa Seest i, at man bør følge døden til dørs? Deltag i debatten ved at trykke på "kommenter"